Sponsoreret indhold

Tag dit musiktalent seriøst: Her lærer du af og med nogle af de bedste, danske musikere

Tag dit musiktalent seriøst: Her lærer du af og med nogle af de bedste, danske musikere
Når du har presset al læring ud af den lokale musikskole og gerne vil fortsætte med at udvikle dine evner, hvad end det er på guitar, fløjte, sang eller noget fjerde, så skal du søge mod MGK – musikalsk grundkursus. Det er bundseriøst, og der er optagelsesprøve og hele moletjavsen, men hvis du kommer gennem nåleøjet, så bliver det tre af de bedste år i dit liv.

For at finde ud af, hvad det er, der er så specielt ved MGK, har vi talt med fire nuværende elever på MGK Sjælland i Køge.

Spørger man eleverne, eller kursisterne, som de kaldes, hvad det bedste ved at gå på MGK Sjælland er, så er det særligt to ting, de fremhæver: Dygtige lærere og søde medkursister. For det skal være lysten, der driver værket, og selvom det er hårdt arbejde at blive en dygtig musiker, så hjælper det på det, hvis man er omgivet af nogle inspirerende mennesker.


“De mennesker, som er på MGK, er en stor del af det, som gør at jeg har lyst til at være her. Det gælder både kursister som lærere.” – Nadine Ezzaaf, rytmisk linje

“Lærerne har i hvert fald haft en enorm indflydelse på mit engagement og dermed min lyst til at øge mit faglige niveau – det tror jeg er en generel tendens blandt os elever”, siger Christian, der spiller guitar på rytmisk linje, og fortsætter: “MGK har også hjulpet mig med at finde ligesindede musikere, som jeg forhåbentlig vil have kontakt med langt ud i fremtiden.” Nadine, der har rytmisk sang som hovedfag, tilføjer: “MGK er en rigtig god legeplads, hvor man gerne må falde og slå sig. For mig betyder det, at ikke altid skal præstere i hinandens selskab, men at vi kan dele og øve os sammen.”

MGK_undervisning

Det er meget forskelligt, hvad der motiverer den enkelte unge til at søge ind på MGK, men når først de er der, er det sjældent, at de fortryder det: “Jeg søgte ind i 3.g for at prøve det, for at se hvor svært det var, og om jeg overhovedet var god nok. Nu har jeg et år tilbage på skolen, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have gået her”, siger Monica Vejgaard, der går på den klassiske linje, hvor hun spiller tværfløjte. Hun har tænkt sig at søge ind på Det Jyske Musikkonservatorium, og det er ifølge hende selv kun takket være MGK Sjælland, at det overhovedet er en mulighed.

Men det behøver ikke nødvendigvis være dét man vil opnå, for som David Christensen, der spiller klassisk guitar, siger: “Det er det fede ved MGK: Man behøver ikke at have konservatoriet i hovedet som et slutresultat. Man kan gå på MGK bare for at mødes og spille med ligesindede mennesker med den samme passion for musik, som du selv har.”

MGK_koncert2

Uanset om man gerne vil være professionel musiker eller “bare” en meget dygtig fritidsmusiker, så kan man være sikker på, at man får noget vigtigt ud af at gå på MGK. Som Christian Gregersen siger: “Jeg er sikker på, at de erfaringer, jeg har gjort mig både musikalsk og som menneske, er nogle som jeg kan trække på resten af livet. MGK har lært mig om samarbejde og dedikation, og det kan jeg jo bruge i en hvilken som helst sammenhæng, musikalsk og generelt.”

Et særligt øjeblik på MGK – fortalt af Monica Vejgaard

“Jeg står øverst oppe i et gammel billedkunstlokale på Emmaus, en nedlagt højskole i Haslev, på kursusweekend med MGK Sjælland. Et staffeli udgør mit nodestativ, og der lugter af gammel maling. Under mig, ved siden af mig og omkring mig kan jeg høre de andre kursister. Jeg hører stole, der flytter sig, tunge skridt, der vandrer rundt, uddragene af alle deres stykker, hører fejlene og hører når noget lykkes for første gang efter 20 forsøg. Jeg hører en sammenhørighed af noget større og mærker, at vi allesammen er sammen om øvningen. Eller det føler jeg. Jeg har altid haft svært ved at finde ro i mig selv til at komme ned i tempo og øve mig ordentligt, tænk hvis jeg nu gik glip af noget, tænk hvis… men lige nu kommer ingen af den slags tanker snigende. Her er kun mig, min fløjte og Godard. Alle de mange timer alene i et øvelokale er i dette øjeblik blevet ophøjet til noget større. For selv om vi er meget alene, så står vi alle sammen lige nu og øver, og på den måde bliver det et fælles projekt.”

Er MGK Sjælland noget for dig?
MGK Sjælland er en af landets otte MGK-skoler, hvor unge i alderen 14-25 år kan tage musikalsk grundkursus. MGK er 3- årigt overbygningskursus, der kan forberede dig til optagelse på musikkonservatoriet eller en videregående musikuddannelse – eller bare gøre dig en hel del dygtigere til den type musik, du går og fifler med.

Undervisning og mødepligt på MGK Sjælland
Der er 6-7 ugentlige undervisningstimer og dertil kommer sammenspil i orkester og ensembler og 6 kursusweekender om året, 2 turnéperioder og en uges studieindspilninger – og der er mødepligt til det hele. MGK er altså for dig, der tager musikken alvorligt, og gerne vil fokusere på at udvikle dine evner. De fleste kursister går på gymnasiet eller en videregående uddannelse ved siden af MGK.

Tal med din musik- eller sanglærer om MGK Sjælland måske kunne være noget for dig. I kan begge to læse mere om skolen på mgksjaelland.dk og om uddannelsen generelt på musikalskgrundkursus.dk. Tilmeldingen til optagelsesprøverne til MGK Sjælland er allerede åben, og der er sidste frist for tilmelding d. 1. februar 2017.