Sponsoreret indhold

Hyperintelligente aliens, hæsblæsende action og hjerteknugende drama – her er de bedste film på Zulu Sommerbio-plakaten

Hyperintelligente aliens, hæsblæsende action og hjerteknugende drama – her er de bedste film på Zulu Sommerbio-plakaten
Det siges, at film skal ses i biografen, men passer det nu også? Skulle man finde den optimale måde at se film på om sommeren, er ZULU Sommerbio et godt bud. Her kan man nemlig både drikke rosé (eller andre alkoholiske drikkevarer) og grille pølser med vennerne – den var ikke gået i en almindelig biograf. Især på ét centralt punkt overgår ZULU Sommerbio alle biografer og andre open air-filmarrangementer: Det er pivgratis!

Og i år er ZULU Sommerbio på en mission. Folk glemmer, hvad film kan, mens de fortaber sig i endeløse tv-serier, så ZULU vil minde hele den danske befolkning om, at det kun er film, der har gode slutninger. Derfor har de fundet nogle af de seneste års bedste film – Oscar-vindere, danske favoritter og kulthits – og kommer rundt til byer i hele Danmark med et biograflærred for at garantere en god afslutning på en aften foran lærredet, under stjernerne. Her fremhæves de allerbedste film på plakaten.

‘Moonlight’


Knægten Chrion vokser op i Liberty City i Miami og knytter sig til gangsteren Juan (spillet af Mahershala Ali, der vandt en Oscar for bedste birolle), alt imens han kæmper med sin homoseksualitet og en narkomanmor. Filmen var sidste års store, filmiske åbenbaring med sin behandling af temaer om at være sort og homoseksuel på bunden af det amerikanske samfund. Men i stedet for at være socialrealistisk og belærende, er den poetisk og melankolsk, når den følger Chiron i tre stadier af hans liv. Den vandt under stor dramatik årets Oscar for bedste film, og den giver håb om en bedre verden, selvom Donald Trump er præsident.

‘Moonligt’ kan ses til ZULU Sommerbio her:
Aarhus – Botanisk Have – fredag d. 21. juli kl. 21ish
Sønderborg – Sønderborg Slot – lørdag d. 5. august kl. 21ish
København – Fælledparken – torsdag d. 17. august kl. 21ish


’Arrival’


’Arrival’ er lidt af et rumvæsen i moderne film, for den lykkes med alt det, vi hidtil har troet var begrænset af filmkunstens tyngdelove. Da 12 rumskibe lander 12 forskellige steder på Jorden og forsøger at kommunikere med jordboerne, skal lingvisten Louise Banks (Amy Adams) forsøge at afkode rumvæsenernes signaler. Filmen formår at gøre noget så tørt som lingvistisk relativitet til på-kanten-af-sædet-spændende, samt at gøre dét, der ellers har virket umuligt i en sci-fi-sammenhæng: Nemlig at have en virkelig interessant kvindelig hovedperson og at være rørende. Den der sidste scene… Wow! Hold lige ekstra godt øje med stjernerne på cykelturen hjem.

‘Arrival’ kan ses til ZULU Sommerbio her:
Aarhus – Botanisk Have – søndag d. 23. juli kl. 21ish
Kalundborg – Havneparken – søndag d. 30. juli kl. 21ish
Herning – Torvet – onsdag d. 2. august kl. 21ish
København – Carlsbergbyen – tirsdag d. 15. august kl. 21ish


’Kollektivet’


Historien om ægteparret Erik og Anna, der beslutter at lave deres alt for store hus om til et kollektiv, er tydeligvis hjerteblod for instruktør Thomas Vinterberg, der selv voksede op i et kollektiv i 1970’erne – den tidsperiode ’Kollektivet’ portrætterer. Han har eminent blik for de små, sigende detaljer – som den nødvendige eftergivelse af gæld på ølregnskabet og de (naive) marxistiske idéer – og for det store paradoks i fællesskabsidéen: Når man deler hinandens lykke, tager man også del i hinandens smerte, hvilket beboerne må sande, da Eriks nye kæreste, Emma, flytter ind, mens Anna stadig bor i huset.

‘Kollektivet’ kan ses til ZULU Sommerbio her:
Silkeborg – Friluftsscenen i Indelukket – tirsdag d. 25. juli kl. 21ish
Vordingborg – Slotstorvet – torsdag d. 10. august kl. 21ish


’Underverden’


Fenar Ahmads anden spillefilm er den mest hårdtslående danske film siden ‘Pusher’ fra 1996. Som actionbrag har ’Underverden’ international klasse, og Dar Salims karakter, lægen Zaid, der skal hævne sin lillebror i den underverden, han har brugt et liv på at distancere sig fra, er larger than life. ’Underverden’ bruger genrekonventionernes muskler til rent at udtrykke en følelse af splittelse, og det er især filmens rystende konsekvens af Zaids valg, som skyr enhver gængs humanistisk psykologimodel, der gør ‘Underverden’ til en af de bedste danske film i dette årtusinde.

‘Underverden’ kan ses til ZULU Sommerbio her:
Silkeborg – Friluftsscenen i Indelukket – onsdag d. 26. juli kl. 21ish
Sønderborg – Sønderborg Slot – søndag d. 6. august kl. 21ish
København – Carlsbergbyen – mandag d. 14. august kl. 21ish


’Get Out’


’Get Out’ er årets vel nok mest hypede film, men den kan bære det! Komikeren Jordan Peele fra duoen Key & Peele kommer med årets bedste debutfilm, og det er noget så sjældent som en social thriller. Filmen, der har vanvittige 99% på Rotten Tomatoes, handler om den sorte Chris, der skal møde sine rige, hvide svigerforældre for første gang. De virker på overfladen søde, men har kun sorte tjenestefolk, og filmen udspiller sig som en gyser, hvor en renskuret hvid forstad forvandler sig til et minefelt for en sort mand. Det er en elegant leg med genrekonventionerne, uden at de mister deres psykologiske forankring.

‘Get Out’ kan ses til ZULU Sommerbio her:
Herning – Torvet – tirsdag d. 1. august kl. 21ish
Vordingborg – Slotstorvet – fredag d. 11. august kl. 21ish

Uanset hvilken film, du skal se, og hvor du skal se den, begynder filmen, når solen er på vej ned – det er cirka kl. 21. Så der er masser af tid til at spise medbragt mad, rette til med soveposer og termokande eller bare hygge med en øl købt i baren (ja, man kan købe øl på pladserne) og de smagsprøver på diverse lækkerier, som traditionen tro bliver delt ud inden filmvisningen. Læs mere her og god fornøjelse!

Afstemning: