Sponsoreret indhold
7 film til sofaen, der samler actionfreaks og romantikere foran samme skærm

7 film til sofaen, der samler actionfreaks og romantikere foran samme skærm

 

Batman Returns (1992)


Få actionromancer er mere populære end Batman aka. Bruce Waynes forhold til Catwoman aka. Selina Kyle. Den ene er retfærdighedens muskuløse, kappeklædte hævner, den anden en kriminel klatretyv i stramt latexkostume. I Tim Burtons anmelderroste ’Batman Returns’ får vi historien om, hvordan den stille kontormus Selina blev til femme fatalen Catwoman, spillet af gudesmukke Michelle Pfeiffer.

Hun forelsker sig i rigmanden Bruce (Michael Keaton) og han i hende – blot for at finde ud af, at deres alter egoer står på hver side af loven i en dødelig kamp mellem godt og ondt i Gotham City. ’Batman Returns’ er en af de mest vellykkede og dystre superheltefilm, og eventyrmageren Tim Burton har et sikkert visuelt greb om det gotiske univers, hvor fordærv og sex smelter sammen i en farligt forførende cocktail.

Se filmen på Filmstriben
 

Drive (2011)


Danske Nicolas Winding Refn oplevede sin karrieres største internationale succes med ’Drive’, der velfortjent vandt ham prisen for bedste instruktør på Cannes filmfestivalen. Den fortættede actionkrimi om en brillant, unavngiven street racer (Ryan Gosling som The Driver) der agerer kup-chauffør for en hensynsløs gangster, hæver sig langt over generiske biljagtsfilm med en lækkert stilbevidst scenografi og et fantastisk soundtrack af 80’er-inspireret synthpop fra Chromatics.

Stærkest i filmen står dog den bittersøde romance mellem The Driver og den unge mor Irene (Carey Mulligan), hvis kriminelle mand (Oscar Isaac) er ude, hvor han ikke kan bunde. Gosling og Mulligans samspil er hjerteskærende, og man skal være gjort af særligt barskt stof for ikke at bide negle på sofakanten, når nettet strammes om deres usikre skæbner.

Se filmen på Filmstriben
 

Léon (1994)


Med krimien ’Léon’ skabte fransk films fantasifulde action-maestro Luc Besson (’Nikita’, ’Det Femte Element’) en uovertruffen nyklassiker og en af de mest rørende on-screen-relationer indenfor genren. Da 12-årige Mathildas (Natalie Portman) familie brutalt mejes ned af den korrupte politimand Stansfield (Gary Oldman, i en skræmmende tour de force af en pragtpræstation), søger pigen desperat tilflugt hos naboen Léon (Jean Reno), der modvilligt lukker hende ind.

Léon er en fåmælt enspænder med en stueplante som eneste selskab i sin sparsomt indrettede lejlighed – og så er han en af de mest effektive lejemordere i New York. Et aparte venskab spirer mellem pigen og dræberen, skønt Léon udmærket ved, at følelser er en farlig hæmsko i hans verden af iskoldt mord og nådesløse fjender.

Se filmen på Filmstriben
 

Lola (1998)


Hvad ville du gøre, hvis du skulle skaffe flere hundrede tusinde kroner på 20 minutter for at redde din kærestes liv? Det scenarie står Lola (Franka Potente) overfor i tyske Tom Tykwers (’Cloud Atlas’) hæsblæsende kompakte actionfilm, hvor vi følger vor heltinde igennem tre mulige handlingsforløb over samme situation, alle med vidt forskellige udgange.

Lola styrter igennem Berlins gader, tikker sin bankansatte far om hjælp og spiller desperat roulette, alt imens hun passerer en række forskellige personer på gaden, hvis skæbner vi sideløbende får udfoldet i flygtige glimt. Når Lola at få fat i pengene? Alt er muligt i ’Run Lola run’, der er en af 1990’ernes mest unikke og overraskende actionfilm, drevet af Lolas kærlighed.

Se filmen på Filmstriben
 

True Romance (1993)


Instruktøren bag Tom Cruise-filmene ’Top Gun’ og ’Days of Thunder’ skabte en af nyere filmhistories hedeste kærlighedskrimier, da han forenede bad boy Christian Slater og Oscar-vinder Patricia Arquette i ’True Romance’. Manuskriptet er skrevet af ingen ringere end Quentin Tarantino, og birollerne imponerende besat af Brad Pitt, Gary Oldman, Dennis Hopper, Val Kilmer og Christopher Walken.

Historien handler om de to elskende Alabama og Clarence. Hun er prostitueret, han er Elvis-fanatiker, og de to mødes da Clarences chef hyrer Alabama som en ’fødselsdagsgave’. Mødet afføder både kærlighed og skuddrama, og da de ved et uheld stjæler en taske fuld af kokain, går den vilde gangsterjagt ind på det unge par. ’True Romance’ er tidløst sexet filmdynamit, der ikke overraskende er blevet ikoniseret i popkulturen over de sidste 24 år.

Se filmen på Filmstriben
 

The Assassin (2015)


Kineserne kan orkestrere action så blændende smuk, at man taber næse og mund, mens samuraisværd og knive flyver igennem luften på en baggrund af bjergtagende, farvemættede scenografier. Det har vi set i film som ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’ og ’Hero’, men sjældent er dødbringende kampsport, ulykkelig kærlighed og den vilde kinesiske natur smeltet sammen på så mesterlig vis som i Hsiao-Hsien Hous prisvindende ’The Assassin’.

Pigen Nie (Shu Qi) er opfostret som politisk lejemorder af en nonne. Nies kampsportsevner er ufejlbarlige, men da hun udviser nåde på jobbet bliver hun som straf sendt på en grum opgave: Nie skal dræbe sin tidligere forlovede (Chen Chang), som hun stadig elsker. Hsiao-Hsien Hou vandt prisen for bedste instruktør på Cannes filmfestivalen for ’The Assassin’, der ligeledes blev hyldet for at indeholde nogle af de smukkeste billedetableauer på film, festivalen nogensinde havde lagt biografsal til.

Se filmen på Filmstriben
 

Kalifornia (1993)


Visse romancer er mere bloddryppende end lyserøde, som i thrilleren ’Kalifornia’ med det tidligere Hollywood-par Brad Pitt og Juliette Lewis. Der er de filmfans, der mener, at Brad Pitt er bedst, når han spiller imod Hollywoods helteglorificering og i stedet udnytter sin tvetydige drengede charme til at udforske den menneskelige naturs depravationer, som i ’Fight Club’ fra 1999 og ’Twelve Monkeys’ fra 1995. Stjernens absolut mest ubehagelige rolle er endnu ældre, fra 1993, og står i skærende kontrast til det romantiske image, filmbyens pr-maskineri ellers med vold og magt forsøgte at presse ned over hovedet på skuespilleren efter det forførende frække gennembrud i ’Thelma & Louise’.

I ’Kalifornia’ spiller Brad Pitt seriemorderen Early, der sammen med sin naive kæreste Adele (Juliette Lewis) får et lift af parret Brian og Carrie (David Duchovny og Michelle Forbes). Sidstnævnte er journalister på et roadtrip til diverse seriemorderes gerningssteder, og helt uvidende om, hvilken djævel de paradoksalt nok selv har fået med på bagsædet. ’Kalifornia’ er en uhyggeligt klaustrofobisk fortælling der får angstens sved til at pible frem, i takt med at Early viser sit sande, psykopatiske ansigt.

Se filmen på Filmstriben
 
 

SÅDAN KOMMER DU I GANG

1. Besøg dit bibliotek, og få din pinkode.

2. Vælg en enhed at se filmen på.
Filmstriben.dk kan på computere ses i de fleste gængse browsere*, på Android-enheder skal du bruge Google Chrome, og på iPads og iPhones skal du hente Filmstribens egen app i App Store.

3. Vælg en film og log ind med dit CPR-nr. og pinkode.

*Safari, Firefox, Google Chrome eller Edge (Det anbefales ikke at bruge Internet Explorer).

Om Filmstriben

Filmstriben.dk er de danske bibliotekers filmtilbud, hvor enhver med et lånerkort kan streame film, dokumentarer og tv-serier.

På Filmstriben kan du browse rundt mellem tusindvis af film og dokumentarer, og der er både de store blockbustere, klassikerne og de smalle indiefilm. Hvis du vil lave film-lister eller gemme en god film til senere, kan du oprette en profil med din e-mail og et password, du selv vælger. Husk dog at når filmen skal ses, skal du altid logge ind med dit CPR-nr. og pinkode også.
 

filmstriben_knap[2]