Sponsoreret indhold

I pendulfart mellem studie og musikvideo-shoot – sådan ser tre dage i Emma Acs’ liv ud

Onsdag kl. 08:38 Jeg starter dagen med en kop grøn the og Bastian Goldschmidt’s efterskrift til bogen om de to cykelrytter-legender Coppi og Bartali for at minde mig selv om mod og store bedrifter. “Bjergene findes, og du er nødt til at konfrontere dem alene,” sagde Bartali. Om et par timer skal jeg i studiet og arbejde på mit kommende album.
Onsdag kl. 12:35 I studiet med Mathias Sarsgaard, som er med til at producere mit næste album. Vi har samlet en masse af de sange, jeg har indspillet over det sidste års tid, og færdiggør dem nu, til hvad der bliver mit 3. album. Senere er gentleman Mathias Hoeg, min trommeslager, forbi for at indspille de sidste trommer, vi manglede til albummet.
Onsdag kl. 19:16 Hver onsdag aften sender jeg liveradio kl. 19 fra Heartbeats radiostudie i Kødbyen. Jeg har altid haft en lille drøm om at have et radioprogram, og nu har jeg mit helt eget, der hedder Private Sector! Når jeg er radiovært, tænker jeg på Tom Waits i 'Down By Law'. Jeg har mange personaer, og jeg kan godt lide at gå ind i min radioværts-persona og snakke som en radiovært. Jeg er virkelig vild med at sidde i det lille studie, som mørket falder på udenfor, og sætte det musik jeg elsker sammen og skabe stemninger.
Torsdag kl. 11:04 Det er store studiedag i dag. Dagen begynder med en hel kande kaffe og Bastian Emil, som også går under navnet Grand Prix, der skal indspille nogle tammere på en af sangene. Senere kommer Ida Duelund forbi for at indspille bas, og i løbet af eftermiddagen får vi indspillet en masse glamourøs elguitar af den bedste guitarist, jeg kender; den ydmyge legende Henrik Hellman. Første gang jeg mødte ham, var under indspilningen af mit første album ‘Champagne’, hvor han tilfældigt kom forbi studiet og indspillede en elektrisk mandolin-solo i første take. Siden da har han spillet i mit band, som vi kalder The Inbred Family.
Torsdag kl. 19:57 Om aftenen kommer Atusa Zamani forbi min lejlighed, da vi skal have taget et billede til vores nye sideprojekt, Bahama Mama & The Virgin Island, som er et futurisk tiki-band. Projektet er inspireret af exotica og er en måde at gå vores vinterdepression i møde på. Derfor er det perfekt med den syntetiske palmestrand lyst op af en projektor på de mørke københavner-lejlighedsvægge.
Fredag kl. 09:18 I dag skal der optages en video til en af sangene fra det nye album i en herskabslejlighed på Vesterbro. På vejen kigger jeg ind og får italiensk morgenmad på Central Café & Hotel for at samle tankerne og komme i stemning.
Fredag kl. 10:21 Jeg har fået blåt jakkesæt på og full on Las Vegas-makeup. Jeg føler mig meget glamourøs. Videoen, vi skal optage, er meget simpel. Jeg skal hverken ned i vandtank eller ud i en ørken, men mest bare sidde i en sofa, da det er i efterarbejdet, det meste kommer til at ske. Jeg instruerer selv mine videoer og klipper dem ofte også selv. I dag er Sebastian fra mit band med til at filme og kommer også til at animere nogle figurer, der kommer til at myldre omkring mig i videoen.
Fredag kl. 11:44 Lejligheden, vi filmer i, tilhører min venindes far. Vi filmer her blandt andet fordi, jeg synes, stukken på væggen er perfekt til denne scene, som skal forestille at foregå i et venteværelse. Sangen handler om at få en uretfærdig dom, som man ikke kan ændre, og videoen afspejler derfor tankerne i ventetiden, inden man modtager sin straf. Jeg holder skarpt øje med tidsplanen undervejs – som instruktør og hovedrolle må man have styr på det hele på CEO-niveau. Det er ikke fordi, jeg har et DIY-koncept, at jeg gør alting selv, det er egentligt bare fordi, jeg elsker at lave alle tingene omkring musikken også. For mig er det en del af projektet.
Fredag kl. 18:25 Dagen slutter tilbage i studiet på Amager. Der skal optage strygere til albummet med de meget talentfulde piger fra SASO (Sankt Annæ Symfoniorkester). Aftensession med strygere på en fredag er genialt. Da Thera Maya Brask Ortved på violin og Laura Torp Westh på cello har indspillet færdig, cykler de afsted, og Mathias og jeg bliver tilbage. Vi drikker rødvin og hører Prince og James Bond-temasange på fuld blæs og holder fyraften.