Sponsoreret indhold
 

Her er syv Cannes-klassikere for enhver smag – uanset om du er til komedier, krig eller kærlighed

Den 8. maj lyder startskuddet til en af årets største filmbegivenheder: Filmfestivalen i Cannes. Det såkaldte verdensmesterskab i filmkunst har gennem årene leveret et hav af filmperler til enhver smag – også for filmfans, der holder sig inden for deres yndlingsgenres trygge rammer. Vi har samlet en stribe Cannes-film, som ligger lige til højrebenet, hvis du godt kan lide thrillere, komedier, romantik eller drama.

 

Er du til… Komedier?
Prøv ‘The Square’

Det er yderst sjældent, at en komedie løber med Guldpalmen – der var for eksempel ingen priser til den tyske kritikerdarling ‘Min far Toni Erdmann’ – så vi vil ikke tøve med at udnævne Ruben Östlunds svenske Guldpalmevinder fra 2017 til den sjoveste vinder i festivalens historie.

‘The Square’ er en social satire om den prætentiøse kunstverden og den elitære kreative klasses dobbeltmoral i forhold til dens postulerede politiske korrekthed over for den reelt manglende villighed til at hjælpe mennesker i nød. Claes Bang spiller Christian, der er kunstnerisk leder på et moderne kunstmuseum i Stockholm, og som konstant lander i akavede situationer. I en af filmens sjoveste scener slås han med journalisten Anne, spillet af Elisabeth Moss, om et fyldt kondom efter deres engangsknald. Han er mistænksom over for hendes insisterende tilbud om at smide det ud: Hvad vil hun med hans sæd?!

I en anden kostelig sekvens får Christian sin mobiltelefon og tegnebog stjålet af en tricktyv. Sammen med sin assistent sporer han telefonen til et ghettobyggeri, og de gejler hinanden op til at køre derud for at smide trusselsbreve ind i alle ejendommens brevsprækker. Operationen resulterer i, at en cirka 10-årig indvandrerdreng dukker op hos Christian med en hysterisk hævnerklæring, fordi han har fået ballade med sine forældre.

Se filmen her

Er du til… Romantik?
Prøv ‘Amour’

Umiddelbart lyder en film om demens, sygdom og aktiv dødshjælp ikke vildt romantisk. Men i Michael Hanekes franske Guldpalmevinder fra 2012 går fysisk og psykisk forfald hånd i hånd med omsorg og opofrelse.

Anne og Georges har haft et langt og lykkeligt liv sammen med en fælles kærlighed for klassisk musik. Nu er de i 80’erne og nyder pensionisttilværelsen hjemme i deres store parisiske lejlighed. Men så får Anne et slagtilfælde, og den følgende operation mislykkes. Hun bliver lam i højre side af kroppen og udvikler demens. Langsomt, men sikkert forværres hendes tilstand, og hun mister en funktion efter en anden. Georges plejer hende, så godt han kan, men kan kun se til, mens hans elskede kone forsvinder fra ham.

Det er en sørgelig, men også smuk og livsbekræftende historie om, hvad ægte kærlighed vil sige: Kærlighed er ikke bare forelskelse og lykke, det er også at være der for hinanden i reel modgang – og i dette tilfælde rumme bleskift, spyt i ansigtet og beslutningen om, hvornår det er tid til at give slip. Man kan kun ønske sig, at der er nogen, der elsker én så højt, når man selv står ved livets ende.

Se filmen her

Er du til… Spænding?
Prøv ‘4 måneder, 3 uger og 2 dage’

Aldrig har syv minutter føltes så uudholdeligt lange som den tableauscene, hvor hovedpersonen Otilia sidder til familiemiddag hos sin kæreste og kæmper sig igennem smalltalk og champagneudskænkning, mens hendes veninde Gabita er i gang med at abortere på et obskurt hotelværelse.

Christian Mungius rumænske Guldpalmevinder fra 2007 foregår under Ceausescus kommunistiske diktaturstyre i 1987, hvor abort bliver straffet med dødsstraf. Derfor har vi filmen igennem siddet med hjertet oppe i halsen, mens Otilia hjælper sin veninde med at få en ulovlig abort. Gabita fralægger sig alt ansvar, så Otilia sørger for alt det praktiske – hun finder en læge, lejer et hotelværelse, køber et plasticbetræk til sengen, går i seng med lægen som betaling og skaffer sig af med fosteret. Angsten for at blive opdaget er konstant, ligesom frygten for, hvad den korrupte læge kan finde på at afpresse kvinderne til.

Se filmen her

Er du til… Underdog-fortællinger?
Prøv ‘Jeg, Daniel Blake’

Ken Loachs engelske socialrealistiske Guldpalmevinder fra 2016 byder ikke på så meget action i traditionel forstand. Men der er noget Bruce Willis-agtigt over den skaldede 59-årige tømrer Daniel Blakes indædte, ensomme og anarkistiske kamp mod et grotesk arbejdsløshedssystem, der giver én lyst til at hæve knytnæven indigneret og beundrende i vejret.

Daniel forbydes af sin læge at vende tilbage til arbejdet efter et hjerteanfald, men alligevel får han afslag på sygedagpenge fra jobcenteret. Mens han venter på en ankesag, melder han sig ledig for at få understøttelse. Hans talrige protester om det meningsløse i at søge jobs, han ikke kan tage, bliver mødt af en mur af nedladende bureaukratisnak fra jobkonsulenterne, og efter at være blevet kastet rundt i et kafkask, rigidt og umyndiggørende arbejdsløshedssystem i månedsvis, får han nok.

»Jeg, Daniel Blake, kræver at få en ankedato, før jeg sulter. Og skift lortemusikken i telefonerne«, sprayer Daniel på væggen af jobcentret og sætter sig ned foran i protest, mens han modtager de forbipasserendes hyldest, indtil politiet fører ham væk.

Se filmen her

Er du til… Coming of age-film?
Prøv ‘Adèles liv’

Abdellatif Kechiches franske Guldpalmevinder fra 2013 blev berygtet for sine eksplicitte lesbiske sexscener. Men selvom hovedpersonen Adèles udforskning af sit begær er en vigtig del af hendes udvikling, byder filmen først og fremmest på en gribende dannelseshistorie i bred forstand.

Gymnasiepigen Adèle forelsker sig hovedkulds i den lidt ældre kunststuderende Emma med blåt hår, politisk bevidsthed og seksuelle erfaringer. Gennem forholdets op- og nedture modnes Adèle, der går fra at være en naiv og usikker pige til en selvstændig, ung kvinde. Det er en historie om at give slip på sig selv i begæret og kærligheden til et andet menneske, men også at finde sig selv og holde fast i sine egne værdier i livets andre aspekter – hvilket Adèle fra den lavere middelklasse har svært ved i den sofistikerede Emmas kreative omgangskreds.

Se filmen her

Er du til… Krigsfilm?
Prøv ‘Sauls søn’

Bedst som man tror, man har set alle tænkelige versioner af film om Anden Verdenskrig, kommer ungarske Lászlo Nemes’ ‘Sauls søn’, der vandt Grand Prix-prisen i Cannes i 2015.

Glem alt om slagmarker eller flugt fra nazisterne. ‘Sauls søn’ finder en utrolig spænding og intensitet gennem det originale greb konstant at have hovedpersonen Saul i fokus. Kameraet viger aldrig fra hans side, og vi oplever derfor rædslerne fra kz-lejren Auschwitz gennem hans ansigt.

Saul oplever mange rædsler. Som del af Sonderkommandoen er han en fange, der hjælper med at udslette andre fanger – som eksempelvis ved at hjælpe nyankomne jøder ind i ‘badekammeret’, der i virkeligheden er et gaskammer. I et pludseligt indfald – af bodsgang? – beslutter Saul sig for at give en dræbt dreng en værdig jødisk begravelse af en rabbiner.

Mens de allierede nærmer sig lejren, og de andre fanger forsøger at flygte, bringer Sauls vanvittige og farlige mission ham ud i alle kroge af lejren, hvor mord, skrig og kaos udspiller sig ufokuseret i baggrunden.

Se filmen her

Er du til… Mordmysterier?
Prøv ‘Wind River’

Taylor Sheridan, der står bag manuskripterne til ‘Sicario’ og ‘Hell or High Water’ debuterer som instruktør med en tredje samfundskritisk film om det lovløse udkants-USA. ‘Wind River’ foregår i et isnende koldt, sneklædt indianerreservat i Wyoming, hvor vildmarksjægeren Cory, spillet af Jeremy Renner, finder en ung kvinde brutalt myrdet i sneen. Sammen med FBI-agenten Jane, spillet af Elizabeth Olson, går han nu på jagt efter morderen.

Filmen, der sikrede Sheridan prisen for bedste instruktør i Cannes’ sideprogram ‘Un Certain Regard’, er en stemningsfuld, hårdkogt thriller med en underlæggende kritik af det moderne USA’s behandling af indfødte amerikanere.

Kan ses fra d. 14. maj

Filmperler har fokus på udenlandske arthouse film, som tilbyder filmoplevelser, der adskiller sig fra de traditionelle mainstreamfilm. Her finder du ingen store amerikanske blockbusters, men i stedet film med et visionært kunstnerisk udtryk fra nogle af filmverdenens bedste og mest interessante instruktører.

Gå på opdagelse på filmperler.dk