Sponsoreret indhold
 

Lidt mere Marvel Marvel-Mortens guide til superheltenes univers: Her er alt, almindelige dødelige skal vide

Da Marvel-Morten fik sine superkræfter

»Hvad fanden – det er jo mit univers!«

[Fantask]
Københavnsk boghandel og spilbutik, særligt specialiseret i tegneserier og fantasy.

»Når man er barn, bliver man interesseret i tegneserier, og jeg blev helt vild med superhelte. Så fik jeg arbejde i Fantask [boghandel og spilbutik i København, særligt specialiseret i tegneserier og fantasy, red.] i slutningen af 70’erne, og så blev jeg hængende. Jeg redigerede den danske udgave af tegneserierne i mange år under navnet Marvel-Morten, og jeg havde en brevkasse og alt sådan noget.

Da jeg oversatte og udgav tegneserierne for 30-35 år siden, anede jeg ikke, det en dag ville gå hen og blive allemandseje. De små, usle nørder er kravlet op af rendestenen. Hvis nogen havde sagt det til mig dengang, var jeg faldet død om af grin.

Nu er der jo unge par i bussen, der sidder og diskuterer ‘Dr. Strange’, så jeg tænker: »Hvad fanden, det er mit univers!« Man bryder sig jo ikke om, det bliver for populært. Men nu er superheltefilm blevet anerkendt genre blandt biografpublikum – lige som romantiske komedier eller krigsdramaer.«

Marvel-Morten i butikken Fantask, hvor han har ekspederet og guidet tegneserie-interessede i over 20 år.

Marvel fra Comics til Cinematic

»Jeg troede, det ville blive det værste lort«

[Marvel Comics]
Tegneserieselskabet grundlagt af Martin Goodman i 1939 under Marvel Entertainment Inc. – opkøbt af The Walt Disney Company i 2009.

»Marvel startede tilbage i 1939 med et blad, der hed Marvel Comics nr. 1. Det ebbede lidt ud i 50’erne, men så fik de en renæssance i 60’erne, hvor der kom nogle virkelig gode kreative kræfter på. På forfattersiden var det Stan Lee, der lige er død, og som tog en lille cameo appearance i alle filmene, og så er der tegner Jack Kirby, der døde i 1994, og Steve Ditko, der døde i sommer. Det var de tre kreative kræfter, der var med til at skabe alle bifigurerne.

Så begyndte Hollywood at lave superheltefilm. I 70-80’erne var der en masse, der var ganske rædselsfulde. De var så dårlige, at de var morsomme. Marvel-filmene startede i 80-90’erne. Men tilbage i 70-80’erne havde Marvel solgt ud af deres rettigheder til næsten alle, så det er Sony, der ejer rettighederne til den del af Marvel-universet, der er mutanter, de såkaldte X Men, og Spider Man.«

[Marvel Cinematic Universe]
Den overordnede betegnelse for Marvel Studios’ filmiske univers, der dækker over både film, serier og videospil i forlængelse af filmene.

»I 2008 besluttede Marvel sig for selv at producere film og gøre det, som de selv mente, det skulle gøres. De havde Iron Man til overs – han var ikke blevet solgt. Her startede det, man kalder Marvel Cinematic Universe med ‘Iron Man’, og det var her, det eksploderede. Jeg troede, det ville blive det værste lort nogensinde, fordi det havde alle de andre Marvel-film været. Men jeg måtte æde mine egne ord, og dét smager ikke godt!

Hvis man for ti år siden havde sagt, der ville komme velfortalte superheltefilm baseret på en tegneserie, jeg læste for fyrre år siden, som jeg var helt vild med – godmorgen, det ville være fuldstændigt utænkeligt. Men det er faktisk lykkedes dem at lave kæmpe Blockbuster-udgaver af ting, hvor det føles som om, filmen er lavet kun til mig. Nu har de lavet 20 film. Selvom de famlede lidt i starten, er der ikke nogen af filmene, der har været decideret dårlige.«

Selvom Marvel-Morten i dag er pensioneret, har han svært ved at holde sig væk fra Fantask og er ofte at finde foran hylderne med tegneserier.

Marvel-universet findes lige uden for dit vindue

»Det er lidt lige som, hvis karaktererne i ‘Friends’ og ‘Breaking Bad’ kendte hinanden «

»Der findes utallige Marvel-universer. Men det skal man ikke blande almindelige dødelige ind i, så styrter de bare skrigende bort. Lige som hvis folk skulle kunne alle de latinske navne for at se på fugle. Det er bare ekstra sukker oven på den gode kage, og det er også det, der er med til at gøre det sjovt for fans at se filmene mere end én gang.

Marvels univers er kendetegnet ved, at de forskellige karakterer har et forhold til hinanden. De kender hinanden, de besøger hinanden. Det er lidt lige som, hvis karaktererne i ‘Friends’ og ‘Breaking Bad’ kendte hinanden, og serierne foregik i samme univers. Det er noget af det, der gør, at folk holder fast fra den ene film til den anden.

De prøver altid at inddrage hverdagen. Den, der er præsident nu, er også præsident i Marvel-universet. De var godt nok lidt gladere for at vise Obama, end de er for at vise Trump. Men det er verdenen uden for dine vinduer – med superhelte. Det er den korteste måde at sige det på.«

‘Iron Man’ © 2018 Marvel Studios

‘Iron Man’ (2008)

»For mig var han Tony Stark med det samme«

»Den første Iron Man-film tog røven på mig, fordi den var god. Jeg kunne mærke det med det samme. Det var så fedt at mærke, den er lavet af folk, der vidste, hvordan Marvel-universet fungerede; de havde fattet figurerne og kunne omforme dem til film. Efter de første ti minutter Robert Downey Jr. er på… wauw. Dengang var der ikke ingen, der vidste, hvem Tony Stark var. Men for mig var han Tony Stark med det samme.«

[DC Comics]
Amerikansk tegneserieforlag (Detective Comics) grundlagt i 1939, ejet af Warner Bros. Huser superhelte som Superman, Batman og Wonder Woman.

På det tidspunkt var Downey Jr.s karriere totalt på bunden. Han har altid været en skidegod skuespiller, men han har haft forfærdelige problemer. Han har været oppe og nede, ude og inde. Da han blev castet til rollen som Tony Stark, var han så langt nede i sin karriere, han ikke engang var den, der fik mest i løn for at være med i filmen. Han fik et fuldstændigt latterligt beløb, fordi der ikke var nogen, der ville røre ham. Men han brændte totalt igennem. Det hele lykkedes. Stark har også de her indre dæmoner, lige som Downey Jr. har, og det tog han jo med sig i filmen.

Det er en Hollywoodfilm, og alligevel føler jeg, den er lavet personligt til mig. Det er forholdsvist sjældent, det sker.«

Se ‘Iron Man’ på Viaplay her.

‘Thor’ © 2018 Marvel Studios

‘Thor’ (2011)

»Ikke nok med han ligner Thor – han er også en skidegod skuespiller«

»Hver Marvel-film har en lille krog, der hiver folk med til næste film. ‘Iron Man 2’ slutter med, du ser Thors hammer ude i ørkenen i slutscenen – og så kom ‘Thor’, der introducerede en ny del af Marvel-universet. Det havde om hele tiden været Kevin Feiges plan; han er producenten, der er den røde tråd gennem alle filmene. Feiges store drøm var at bygge videre på universet. Trin for trin. Her er det den nordiske mytologi, der besøger Jorden – den mytologiske verden med gamle guder, magi og så videre.

De er utroligt dygtige og heldige med castingen. Tom Hiddleston brændte totalt igennem som Loki, Chris Hemsworth passer perfekt til rollen som Thor. Ikke nok med han ligner Thor, han er også en skidegod skuespiller. Natalie Portman er med, Anthony Hopkins spiller Odin, og når de er med, er det ikke nogen dårlig film.«

Se ‘Thor’ på Viaplay her.

‘Captain America: The First Avenger’ © 2018 Marvel Studios

‘Captain America: The First Avenger’ (2011)

»Når folk bliver shippet til fronten, er det ikke så meget Proust, man læser«

»I 1941 – lige før Pearl Harbor – kom Captain America, en patriotisk superhelt. Der var en kort opblomstring af superhelte under 2. verdenskrig. Når folk bliver shippet til fronten, og soldaterne sidder og får granater i hovedet, er det ikke så meget Proust, man læser.

Populærkultur er et godt barometer på, hvad der foregår i samfundet. Både på den positive og negative måde. DC-filmenes figurer, Superman, Batman, Wonderwoman og så videre, er en anelse mere eventyragtige. De har haft lidt større problemer med at få deres film af banen – Ikke fordi de ikke er særligt gode til at lave film. Men hvor urealistisk det end forekommer med tordenguder eller en mand, der flyver rundt i rustning, er der altid noget hos Marvel, der er forbundet til dagligdagen og virkeligheden. Det er som en slags alternativ pseudovirkelighed.

Captain America kommer fra en anden generation, fra 40’erne, men han vågner op i vore dage. Det giver en masse interessante billeder på, hvorfor opfører folk sig, som de gør, hvorfor de er, som de er. Han repræsenterer ikke Amerika, men hvad Amerika kan blive – den amerikanske drøm.«

Se ‘Captain America: The First Avenger’ på Viaplay her.

‘Marvel’s The Avengers’ © 2018 Marvel Studios

‘Marvel’s The Avengers’ (2012)

»Det bliver lidt pseudo-Shakespeare-agtigt«

»Den allerførste ‘Iron Man’-film slutter med en lille scene, hvor Tony Stark kommer tilbage, og Nick Fury (spillet af Samuel L. Jackson), der leder af en CIA-agtig agent-organisation, dukker op. Han starter Avengers-initiativet, hvor alle de her figurer bliver brugt. En gruppe, der kan stå imod de trusler, Jorden bliver udsat for. Det er en spektakulær film, den er godt skruet sammen.

Det er dygtige A-skuespillere, der spiller lidt B-agtigt. Lidt over the top. Det bliver lidt pseudo-Shakespeare-agtigt.

Den sidste store film, Marvel har lavet, var ‘Avengers: Infinity War’. Den blev en kæmpesucces. Den startede i ottende gear, men fordi de har givet sig tid til at fortælle historierne og introducere figurerne i hver af deres egne film, har folk jo vænnet sig til det. De har brugt ti år på at opdrage publikum, kan man sige. Derfor kan de starte den sidste nye film – uden nogen forklaring overhovedet – og køre to og en halv time med +30 figurer, der ikke bliver forklaret det mindste. De har trænet folk til at afkode superheltefilm.«

Se ‘Marvel’s The Avengers’ på Viaplay her.

Se ‘Avengers: Infinity War’ på Viaplay her.

‘Guardians of the Galaxy’ © 2018 Marvel Studios

‘Guardians of the Galaxy’ (2014)

»Man kan se den uden at vide en skid om noget som helst«

»’Guardians of the Galaxy’ introducerer den kosmiske del af Marvel-universet. Det er figurer, som det kun er tegneseriefans, der havde hørt om. Det er en slags Star Wars-agtig udgave af Marvel-universet. Den blev den mest sete film det år, og det viser også, de ikke kun behøver lave film om kendte figurer. Folk styrtede i biografen, selvom de brugte totalt ukendte figurer. Og man kan se den uden at vide en skid om noget som helst.

Det er en rigtig pisseunderholdende film. Det er James Gunn, der er instruktør på den, og han gør det sjove, at han lægger en masse af disse soul-agtige hits fra 70’erne ind i filmen, og det fungerer virkelig godt. Det er første gang i mange år, jeg har købt et soundtrack til en film.«

Se ‘Guardians of the Galaxy’ på Viaplay her.

[Supersnak]
Få mere Marvel-Morten i podcasten ’Supersnak’, hvor han sammen med den tidligere tegneserieredaktør Kim Helt går helt tæt på superhelte-universet. Lyt med lige her.

Ekstramateriale

‘Deadpool’

»’Deadpool’ er en parodi på det hele. Den skal man se, når man har set en masse superheltefilm. Hvis man ser den først, fatter man slet ikke vittighederne. Den kører i helt opskruet tempo og tager pis på det hele. Den er guddommeligt morsom, men kun hvis man forstår humoren og vittighederne. Det er lige som, hvis man ser en ‘Matador’-parodi uden at have set ‘Matador’ – så er det jo skønne, spildte kræfter.«

Se ‘Deadpool’ på Viaplay her.

Se hele Viaplays bugnende Marvel-filmkatalog lige her.

Se filmen på Viaplay