Sponsoreret indhold
 

BRYD TAVSHEDEN Tre true crime-historier, du skal fortælle videre

Anastasia, 25:

»Jeg kan stadig få panikangst, når jeg hører hendes stemme«

Det var os imod verden. Det holdt min mor meget fast i. Vi var kun os to. Man kunne ikke stole på nogen andre.

Min mor og jeg var meget tætte. Jeg havde ikke mit eget værelse eller noget, jeg sov altid ved siden af hende. Jeg var sjældent i skole, fordi hun gerne ville have mig hjemme. Hun sagde, jeg var for syg eller for sensitiv til at komme i skole. Jeg var ikke syg. Men min mor har altid været syg, både psykisk og fysisk. Hun har hepatitis C og en masse følgesygdomme, fordi hun har været stiknarkoman.

Hun kunne finde på at sige, det var mig, der var sindssyg. At det var mig, der slog hende.

Vi boede i en losseplads. Der løb mus og rotter rundt. Jeg havde tit tøj på, der var så snavset, at det var helt stift. Der var nogle anonyme henvendelser til kommunen, hvor der kom nogle fra kommunen, der bankede på dørene. Men vi gemte os væk fra vinduerne – under borde –
indtil de gik væk.

Vis hele historien

Hun kunne gå fra at være den sødeste mor, der fortalte, hvor meget hun elskede mig, til at slå mig og fortælle mig, hvor forfærdelig, jeg var. At jeg var psykopat. Jeg kunne aldrig være rolig, for jeg vidste ikke, hvornår hun ville vende. Hvornår lussingerne ville vælte ned over mig. Der var mange episoder, hvor hun kørte mig så langt ud, at jeg decideret besvimede, fordi jeg ikke kunne rumme det mere. Så ville jeg vågne op til den sødeste mor, der puslede om mig, som om det aldrig var sket.

Da jeg blev ældre og begyndte at sige fra over for min mor, blev det meget værre. Hun begyndte at græde. Hun kunne finde på at sige, det var mig, der var sindssyg. At det var mig, der slog hende. Folk, som er voldelige, er rigtig gode til at give dig skylden.

Jeg flyttede fra hende, da jeg blev 18 år. Hun har prøvet at vinde mig tilbage siden. Engang besøgte jeg hende, og vi begyndte at skændes. Jeg gik, og jeg sagde, jeg ikke ville se hende mere. Så ringede hun, da jeg var på vej hjem, og fortalte, hvor meget, hun elskede mig. Hun sagde farvel. At hun havde taget nogle piller, fordi hun ikke kunne leve uden mig i sit liv.

Jeg kan stadig få panikangst, når jeg hører hendes stemme.

Jeg blev super bange. Løb hele vejen hjem til hende. Hun væltede ud af sit værelse; kastede op, græd og undskyldte. Jeg ringede til lægevagten, og ambulancerne kom med det samme. Da de kom, havde hun taget pænt tøj på og sat håret op. Hun så perfekt ud. Hun sagde, hun ikke havde taget piller – det kunne hun aldrig finde på. Hun sagde, at det var mig, de skulle tage med, fordi det var mig, der var sindssyg.

Siden da har jeg ikke villet have kontakt med hende, men hun prøver stadig. Nogle gange snakker vi sammen i telefonen, men det ender på samme måde som altid: Hun kører mig helt psykisk ned. Jeg kan stadig få panikangst, når jeg hører hendes stemme.

Lige meget hvad, vil jeg altid elske hende højt. Og det er dét, der gør det så svært. Det ville være så meget nemmere, hvis man bare kunne hade denne her person. Det er derfor, man ikke kommer væk.

Karoline, 25:

»Jeg var bange for, folk ikke ville tro, det var voldtægt, når han var min kæreste«

Det var sådan en slags kærlighed, man så i film. Jeg havde virkelig en følelse af, det var magisk, når vi havde det godt.

Han var min første rigtige kæreste. Jeg mødte ham, da jeg var 14. Han var et par år ældre. Det var skønt og nyt, det hele. At have en kæreste, at blive forelsket. Det var overvældende. Vi blev hurtigt ekstremt tætte. Vi havde et helt særligt bånd, vi kunne snakke om alt.

Det var magisk, når vi havde det godt.

Den psykiske vold kom snigende. Jeg tænkte ikke helt over, det begyndte. Det startede med, han begyndte at blive jaloux. Én ting var drengevenner – det var no go. Men han havde også problemer med mine veninder. Hvis jeg sås med dem, når han ikke ville have det, ville jeg få problemer. Selv hvis jeg havde en aftale, skulle jeg smide alt, jeg havde i hænderne for at ses med ham.

Vis hele historien

Når jeg ville gøre små ting i hjemmet, fik jeg skældud. Morgenmaden var ikke saltet nok, jeg larmede for meget, når jeg tog opvasken. Han kunne finde på at kalde mig luder, hvis han blev sur. Hvis jeg blev ked af det, blev det bare værre. Jeg kunne ikke gøre så meget andet end at holde kæft.

Vi var meget hjemme hos ham. Jeg boede næsten hos ham. Når han mødte min familie og venner, kom der et andet ansigt på. Min familie har ikke vidst noget, mine venner har ikke vidst noget. Han var ikke dum. Når han slog, gjorde han det altid steder, det ikke kunne ses.

Det var det første seksuelle forhold, jeg rigtigt var i. Vi havde et godt sexliv på mange punkter, men der var mange ting, jeg ikke var klar til. Han kunne rigtig godt lide analsex. Jeg syntes, det gjorde ondt. Men det respekterede han ikke. Flere gange pressede han mig til at gøre det. Jeg turde ikke blive uvenner med ham. Jeg gik med til at gøre det.

Jeg mistede troen på mig selv.

Han gik i gang, mens jeg lå med ryggen til og bed mine læber sammen, fordi det gjorde så ondt. Jeg prøvede at lade være med at lave nogen som helst form for lyd for at vise, det gjorde ondt, for så ville han blive sur. Jeg kan huske, jeg tænkte: ’Hvorfor gør du det ved mig, når du elsker mig?’. Engang lagde han mærke til, jeg græd. Han blev pissesur og skubbede mig væk. ’Det er jo ikke særligt frækt, når du ligger der og tuder’.

Jeg kunne mærke, mine grænser blev overskredet. Jeg ville jo bare gerne være en god kæreste over for ham. Det er først flere år senere, jeg rigtigt blev klar over, det var overgreb. I lang tid turde jeg ikke sige det højt. Jeg var bange for, folk ikke ville tro på, det var voldtægt, når han var min kæreste.

Den fysiske vold var én ting. Det var slag – det gjorde ondt. Men det psykiske går jeg stadig rundt med. Det fik mig til at tro, at alt, jeg gjorde, var forkert. Alt var min skyld. Jeg var ikke god nok, jeg var ikke køn nok. Jeg mistede troen på mig selv. Jeg havde vænnet mig til at tro, det var det, jeg fortjente.

Jeg har siddet og hamret hovedet ind i en væg.

Nogle gange gjorde det så ondt, at jeg ikke ville leve mere. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det. Jeg kunne ikke gøre en skid ved den indvendige smerte. Det blev ved med at gøre ondt og ondt og ondt. Jeg husker nogle gange, det har gjort så ondt, at jeg har siddet og hamret hovedet ind i en væg, bare fordi det skulle gøre ondt et andet sted.

For det meste sagde han undskyld. Han ville gang på gang fortælle mig, det ikke ville ske igen. At han ville blive bedre. Men det skete bare ikke.

Når du har været udsat for vold, er der enormt mange følelser af skyld og skam forbundet med det. Det kræver en ekstrem styrke at leve i, og det kræver en ekstrem styrke at komme ud af.

Jeg tror, at det bedste, du kan gøre, som ven, er at være der. Og at forsikre om, at du bliver ved med at være der. At du ikke kommer med råd, ikke siger, hvad man skal gøre. Bare lytter og er rummende.

Ahmed, 26:

»Vi kunne joke med, hvilke slags sko, vi var blevet tæsket med«

Min far fortalte mig, at jeg var dum. At jeg var en idiot. Han kørte mig helt psykisk ned. Til tider kan jeg stadig tvivle på mig selv. Min fars stemme kommer ind i mit hoved og siger: ’Du bliver aldrig til en skid’.

Min fars stemme kommer ind i mit hoved og siger: ’Du bliver aldrig til en skid’.

Jeg var ikke særligt god til at regne. Min far prøvede at lære mig det. Han pressede mig hårdt med regnestykker, jeg ikke kunne finde ud af. Hver gang, jeg svarede forkert, blev han sur, lænede sig ind over bordet og gav mig en flad i ansigtet. Til sidst blev jeg bange for at svare, fordi jeg ikke ville slås mere.

Da min forældre kom hertil, vidste de ikke bedre. Deres forældre har også tæsket dem, da de var små. De har taget det med sig og tænkt, at det var måden, man opdragede på. Andre børn i familien blev også tæsket hver dag. Hvis vi gjorde noget ved det, ville vi bare få flere tæsk. Når din far siger: ’Hvis du siger noget til kommunen, slår jeg dig ihjel’, så siger du jo ikke noget, selv om du bliver tæsket halvt ihjel.

Vis hele historien

Folk kan tit ikke forstå det, fordi de ikke har været udsat for det. Men jeg kunne tale med mine venner om det. Udenlandske venner, der kom fra familier, hvor man blev slået. Vi havde alle prøvet det. Vi lavede sjov med det. Vi kunne joke med, hvilke slags sko, de forskellige var blevet tæsket med. Det var vores måde at håndtere det på. At distancere os fra det følelsesmæssigt. Selv om vi gik og jokede med de her ting, var det stadig personlige og følsomme emner, vi snakkede om, som gjorde os tættere.

Vi kunne joke med, hvilke slags sko, de forskellige var blevet tæsket med.

Det gav gruppen en styrke, at vi var fra samme kultur, hvad angår vold. Vi forstod hinanden. Her følte jeg, jeg var nogen. Jeg havde noget at skulle have sagt, jeg blev respekteret. Vi havde ingen bånd til vores fædre, men her kunne vi se op til nogen – de ældre, der havde status, penge, magt, damer og fede biler. Vi ville være som dem. Og så begyndte vi at lave ballade og blive kriminelle.

Jeg søgte det her broderskab, fordi det accepterede mig for den, jeg var.

Der er en grund til alting. Jeg søgte det her broderskab, fordi det accepterede mig for den, jeg var. Så gør man de kriminelle ting, selv om man inderst inde ved, det er forkert. Jeg tror, der er mange derude, der har det, som jeg havde det dengang. Som søgte det.

Vi flyttede, da jeg var 16 år gammel. Et par år efter mine forældres skilsmisse. Hvis vi ikke var flyttet, og jeg havde fortsat i samme miljø, var jeg enten blevet boss i en bande, endt i fængsel eller dræbt. Det kunne have endt fuldstændigt galt.

Normalt ville jeg ikke fortælle min historie. Men fordi jeg ser en chance for at kunne hjælpe folk, gør jeg det nu. Jeg har fortrængt så meget, at det ligger så dybt, jeg næsten ikke kan få fat i det. Jeg har lagt låg på det hele tiden. Men det skal jo ud.

Anastasia, Karoline og Ahmed har alle været i rådgivningsforløb og fået hjælp hos Bryd Tavsheden til at bearbejde og komme videre fra deres voldsramte fortid. Ingen skal være alene i deres smerte. Det første skridt er at tale om den. Du, jeg og alle, der lytter og læser, skal vide, den findes. Og vi skal fortælle historierne videre, så dem, det rammer, får en stemme – og så dem, der lider samme slags smerte, ved, at vejen ud starter her: Med at bryde tavsheden.

Mandag-fredag kl. 16-19 sidder der rådgivere klar hos Bryd Tavsheden.

Chat med en rådgiver
Skriv til Brevkassen
Book personlig samtale i Basen
Telefon: 20 67 05 06