Sponsoreret indhold
 

Fem gode grunde til at se ‘Catch-22’: Et skarpt, satirisk George Clooney-hjertebarn

Prøv C More gratis
Et George Clooney-hjertebarn George Clooney er kendt for en karriere, der har budt på filmprojekter, som overordnet stikker i to ret forskellige retninger: De kommercielle blockbustere, som han har scoret kassen på, og så hans langt mindre lukrative hjertebørn, som han går ind i med liv og sjæl. Tænk ’Ocean’s’-filmene versus ’Syriana’ eller ’Good Night, and Good Luck’.

Da forfatterne Luke Davies og David Michôd kontaktede Clooney med idéen om et serie-remake af Joseph Hellers klassikerroman ’Catch-22’ (på dansk: ’Punkt 22’), var Clooney ikke bare med ombord. Han tog så meget ejerskab på projektet, at han snuppede en herlig rolle, en plads i instruktørstolen og en titel som hovedproducer. Og som det altid er tilfældet med Clooneys hjertebørn, kan hans lidenskab både bag og på skærmen mærkes.
Christopher Abbott viser sit værd Da Christopher Abbott brød bredt igennem i en birolle i Lena Dunhams banebrydende serie ‘Girls’ tilbage i 2012, stod det klart, at han kunne blive til meget mere end bare Marnies high school-sweetheart. Med hovedrollen som piloten John Yossarian, der ihærdigt forsøger at undslippe det amerikanske flyvevåbens hovedløse bombemissioner, overbeviser og imponerer han stort.

Abbott har nemlig både et ufravigeligt komisk talent til den herligt tørre side, men han formår også at skildre al den inderlige frustration og frygt, der er forbundet med sin rolle som bombeskytte i krig. Den uafrystelige følelse af at være en anonym brik i nationernes magtspil. Undervejs vil du formentlig både blive udsat for at grine ad ham – og græde med ham.
Sort, sjovt ... Hele præmissen for ’Catch-22’ er absurd. De militære overordnede bliver ved med at højne antallet af vanvittige missioner, bombeskytterne skal ud på, og vejen hjem bliver mere og mere uendelig. Yossarian forsøger derfor at blive erklæret sindssyg for at blive fritaget for tjeneste. Ganske rigtigt bliver man fritaget, hvis man er sindssyg – hvis man altså selv beder om fritagelse. Men hvis man beder om fritagelse, kan man jo umuligt være sindssyg, og så skal man fortsætte sine dødsmissioner. Og det er denne bestemmelse, der kaldes en catch-22, som sidenhen er blevet et generelt udtryk for komplet ulogiske ræsonnementer.

»That is some catch, that catch-22«, bemærker Yossarian i en af de genialt tørre kommentarer til systemet. Den knastørre, sorte humor gennemsyrer samtlige scenarier – bakket op af fuldkommen vanvittige, nærmest Monty Python’ske fuckups og helt absurde, Coen’sk-mørke dialoger.
… og superskarpt Men, som det som oftest er tilfældet med de passionsprojekter, Clooney donerer sit hjerteblod til, har absurdismen et dybere lag. Hele historien blev forfattet af amerikanske Joseph Heller i perioden 1953-61 – efter Anden Verdenskrig, hvor han selv var udsendt som bombeskytte ved den italienske front. Heller har med andre ord haft krigens meningsløshed, de uendelige dødsmissioner og det umenneskelige bureaukrati, der omgiver det hele, helt tæt inde på livet.

Resultatet blev en roman, der er gået over i den amerikanske litteraturhistorie for sin sylespidse satire, som i dag stadig har en vægtig relevans, der mærkes foruroligende stærkt, som vi følger Yossarians fangeskab i det militære bureaukrati, mens folk nedskydes som fluer om ørerne på ham.
Endelig oprejsning til en eminent klassiker Det er ikke første gang, romanen ’Catch-22’ er blevet filmatiseret. Tilbage i 1970 trak Mike Nichols instruktørkasketten ned om ørerne og forsøgte sig med en filmatisering – dog uden succes hos hverken publikum eller kritikerne. Tre år senere indtog Richard Dreyfuss rollen som Yossarian i en pilotudgave til en komedieserie, der aldrig blev samlet op.

Holdet bag det nye tv-serie-remake mente, at romanen fortjente bedre – og således fik romanen endelig den oprejsning, den fortjener, fortalt med en oprigtig fornemmelse for den satiriske stemme, der i sin tid skrev den.