Soundvenue Filmcast: ’Stranger Things’ med spoiler-snak / ’The Killing of a Sacred Deer’

Soundvenue Filmcast: ’Stranger Things’ med spoiler-snak / ’The Killing of a Sacred Deer’
Eleven (Millie Bobby Brown) i 'Stranger Things' sæson 2.

Abonnér via iTunes

RSS-feed

Velkommen til Soundvenue Filmcast, der denne uge griber fat i serien, som sidste sommer landede uden nogen forhåbninger overhovedet, men nu har flere forventninger knyttet til sig end stort set alle andre aktuelle tv-fortællinger.

’Stranger Things 2’ har ligget på Netflix i en uge, og vært Martin Bunk, filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich har for længst fortæret alle ni afsnit. De starter i den spoilerfri afdeling, før de går i blodet på de allerede kontroversielle drejninger, sæsonen tager undervejs.

Først skal det dog handle om den nye film fra en af de mest interessante europæiske instruktører af i dag. Græske Yorgos Lanthimos slog igennem med den dybt originale ’Dogtooth’ og fik en flot og lige så egensindig engelsksproget debut med ’The Lobster’. Hovedrolleindehaveren herfra, Colin Farrell, er også i centrum for ’The Killing of a Sacred Deer’, hvor han spiller en læge og familiefar med et gådefuldt forhold til en ung mand.

Som vanligt hos Lanthimos er universet skævt, mørkt og deadpan-humoristisk, men spørgsmålet er, om grækeren kan leve op til sine forrige perler?

Det diskuterer trioen, efter de har an- og afbefalet film og serier, de har set siden sidst. De kommer både omkring ’Norskov’, Zulus ’Perfekte steder’ og en ny Joan Didion-dokumentar på Netflix. Og så vender de anklagerne mod Kevin Spacey.

Soundvenue Filmcast præsenteres i samarbejde med Drive Now.

Soundvenue Filmcasts temamusik er som altid komponeret af Jonas Colstrup.