NINNA
York
Smykkedesigner
Play on Spotify
Lige siden de små klasser har Ninna York vidst, at hun ville være smykkedesigner. I dag har hun sit eget værksted i København og stræber efter at sætte sit aftryk internationalt. Der er sans for såvel det stærke som det sårbare i Ninna Yorks smykker. Hendes skarpe statementsmykker afslører hende som ambitiøs karrierekvinde; de feminine figurer fortæller om hendes milde facon. For Ninna er musikken en drivkraft – en tidsmaskine og en stimulation.
Hyggehjørnet hvor Ninna sidder i fred og lytter til musik, når familien ikke er hjemme
Værkstedet deler Ninna med andre kreative, og selvom det er en rodebutik, elsker hun lugten og atmosfæren derinde
Q/A
Hvad er det vigtigste, du har lært ved at være smykkedesigner?
»At stole på min egen intuition og aldrig gøre noget, med mindre det føles godt helt nede i maven. Den er sikker hver gang«.
Hvordan bruger du musikken i din kreative proces?
»Jeg hører altid musik på værkstedet. Musikken hjælper mig til at forsvinde ind i en drømmeverden. Det kan være som en tidsmaskine – hvis jeg hører noget, jeg kan huske fra min barndom, dukker der billeder op. Det er en kreativ drivkraft«.
Hvordan ville det være at skulle arbejde uden musik?
»Uendeligt trist. Jeg ville slet ikke blive stimuleret. Der ville blive meget stille og tomt på værkstedet. Så ville jeg nok snakke ørerne af min kæreste, når jeg kom hjem«.
Hvis du skulle lave et smykke baseret på én sang, hvilken sang skulle det så være?
»Disclosure med London Grammar: 'Help Me Lose My Mind'. Så får jeg lyst til at lave nogle store, fede smykker, man kan gå i byen med«.
Ville du kalde dig selv håndværker eller kunstner?
»Umiddelbart håndværker, men mange af mine smykker er små skulpturer, så det bliver vel lidt kunstnerisk. Men det er svært at kalde sig selv for kunstner – det må der være andre, der vurderer det«.
Hvilken musikgenre ville dine smykker være?
»Smykkerne kan være meget forskellige – enormt rå og brutale eller sarte og skrøbelige. Så det ville være alt fra blød jazz til techno«.
Hvilken musik er du vokset op med?
»Kim Larsen er soundtracket til min barndom. Jeg inviterede ham til min 10-års fødselsdag, men han svarede ikke. Er det ikke tarveligt?

Jeg kan også huske at stå foran fjernsynet og optage Gloria Gaynor med 'I Am What I Am' på min lyserøde båndoptager, hvor jeg tænkte: 'Helt sikkert – den kan jeg relatere til'. I baggrunden kan man også høre min mor råbe, at der er aftensmad...«

Laver du selv playlister?
»Jeg bruger meget 'Discover Weekly'-listen. Men da jeg har en toårig herhjemme, der kravler på væggene, kommer der så også lige pludselig noget 'Åh Abe'«.
Er dine lister offentlige?
»Ja – det er egentlig lidt pinligt. Vi har en corny spilleliste på arbejdet med guilty pleasures. Alt fra Roxette til Vaya Con Dios. Den slukker vi, hvis der kommer kunder«.
Hvad er din ultimative sang til kærestesorger?
»Jeg har aldrig hørt hjerteskærende musik, hvis jeg havde kærestesorger. Tværtimod – det skal være noget med smadder på, som får mig til at tænke på alt andet end det asshole, der ikke vil have mig«.
Playlister
Lyt til den musik, der inspirerer Ninna – eller tjek hendes yndlings Spotify-playliste 'Alternative R&B' ud.