Afstemning: Hvilken reklame er den bedste i YouTubes første 10 år?

Afstemning: Hvilken reklame er den bedste i YouTubes første 10 år?
"Komplet fremmede" skuespillere kyssede for første gang i den charmerende 'First Kiss'-video, der gik ultra-viralt, formentlig fordi mange ikke vidste, at det i virkeligheden var en reklame for tøjfirmaet Wren.

YouTube fyldte forleden 10 år. I de forgangne 10 år siden den første video blev uploadet, er videodelingstjenesten blevet et virtuelt hurlumhejhus for alt der kan formidles i en kvalitet mellem 144p og 4K. Og for at YouTube kan løbe rundt og enkelte youtubers kan score kassen, er reklamerne naturligvis rykket med.

Nu vil YouTube kåre den bedste af 20 udvalgte reklamer fra de 10 år, der er gået.

Hvad enten vi vil det eller ej, så kan vi takke reklamerne for, at det meste indhold på nettet er gratis. Der har da også for nyligt været intens debat på diverse nyhedssider om adblockingsoftware er amoralsk eller ej, affødt af en ny reklamefri mobilbrowser og europæiske planer om at blokere alle reklamer. Fortalere for reklameblokering mener, at det er internettets nødvendige onde – modstandere mener, man skal kunne vælge det fra som reklamer i postkassen.

Hvorom alting er, har reklamerne vundet på forhånd, hvis de er af så høj kvalitet, at man gerne vil dele dem og dermed associeres med brandet. Den slags reklamer er også blevet en fast bestanddel af YouTube, og det er netop 20 af dem, man kan stemme om frem til 28. maj.

Vi snakker Old Spice-manden, Jean Claude Van Dammes lastbilsplit mellem to Volvoer og Darth Vader-knægten, der kan tænde en Volkswagen. Du kan stemme på din favorit HER.

Læs også: Syret virtual reality-video forener tyggegummitechno, cowboydans og rumskibe

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af