Oculus Rift: Virtual reality-brillen, der skal tage verden med storm

Oculus Rift: Virtual reality-brillen, der skal tage verden med storm

Virtual reality-firmaet Oculus kunne i går afsløre den brille, som i starten af næste år vil strømme ud på markedet og efter planen tage verden med storm.

Selvom både Oculus og et hav af andre firmaer har produceret virtual reality-briller før, er der tårnhøje forventninger til netop denne kommercielle udgave af Oculus Rift 2. Og nu ved vi lidt mere om, hvad den kan.

Oculus Rift 2 kommer med to superskarpe OLED-skærme – en til hvert øje – integrerede høretelefoner og to Oculus Touch-controllere – en til hver hånd – med såkaldt haptisk feedback. Det er gamingsprog for, at de kan vibrere, når de interagerer med for eksempel et spil. Derudover er Oculus Touch selvfølgelig også udstyret med bevægelsessensorer, så dine armes bevægelser afspejles i brillen.

Derudover er Rift 2 udstyret med små, infrarøde LED-lygter, som gør det muligt for en lille sensor at følge hovedets bevægelser.

Selvom Facebook har købt Oculus, var der et entydigt fokus på gaming til afsløringen i går. Det blev for eksempel afsløret, at Rift bliver kompatibel med Windows 10 og Xbox. Oculus smider også en trådløs Xbox One-controller oven i handlen. Det er næppe tilfældigt, at Xbox One netop er kommet i en ny udgave med ekstra lagerplads. Virtual reality-spil bliver en ret tung omgang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Prisen ville Oculus dog ikke løfte sløret for, men den rygtes til at ligge omkring 450 dollar eller knap 3.000 kroner.

Afsløringen af Rift kommer lige i tide til den store spilmesse E3, der indtager Los Angeles i næste uge. Her kan interesserede får lov at prøve brillerne og de haptiske controllere. Vi får sandsynligvis også mere at vide om både Rift, nye spil og tilbehør.

Læs også: Technologik: Hvad er Virtual Reality-briller?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af