Instagram-opdatering gør billedredigering lynhurtig

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Efter Facebooks overtagelse af Instagram hvilede der en lurende fare for, at det sociale medie ville ende som en gold pløjemark i Facebook-farmens vidtstrakte landskab. Men med et par nye opdateringer virker det til, at Instagram gøder jorden for at hamle op med alle de fotobaserede apps, der dagligt vælter ud af App Store og Google Play.

Den seneste Instagram-opdatering er ingen undtagelse. Redigering af billeder i appen har i lang tid været langt fra hensigtsmæssig. Redigering kræver, at man klikker sig gennem et hav af filtre og justeringsmuligheder for til sidst at tilføje billedtekst og tags. Det er både forvirrende, svært og mest af alt tidskrævende. Derfor vælger mange brugere at redigere deres billeder i andre apps, før de deler dem via Instagram. Men det skal den nye opdatering dæmme op for.

Den nye redigeringsskærm, som hjemmesiden Droid Life demonstrerer i videoen herover, skal mest af alt gøre det lynhurtigt at redigere og dele billeder. Du har alle redigeringsmulighederne samlet i en skærm, så du ikke skal skøjte rundt for at tilføje filtre, tagge og skrive en billedtekst.

Umiddelbart er det smarteste ved opdateringen, at du med et fingerstrøg kan trække filtre henover dit billede. Hvis du vil dykke dybere ned i redigeringen, så er der en redigeringsknap til det, hvor du ligesom nu kan justere lysstyrke, kontrast og den slags.

Opdatering ruller i første omgang ud til Android-brugere ifølge The Next Web.

Læs også: Instagram får en lækker, let og længe ventet make-over

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af