Kunstprojekt på Roskilde får dig til at tænke over dit digitale jeg

Kunstprojekt på Roskilde får dig til at tænke over dit digitale jeg
De to idémagere bag The Social Megaphone Experiment, Maja Fagerberg Ranten og Halfdan Hauch Jensen, foran den ene pæl med højtalere på. (Foto: Jeppe Wojcik)

Hvilken person er du, hvis du kun bliver præsenteret gennem oplysninger fra din Facebook-profil? Det får du demonstreret i Art Zone mellem Orange og Avalon på Roskilde, hvis du leger med The Social Megaphone Experiment.

I området brager højtalere oplysninger såsom navne, biografier og likede sider ud om tilfældige Roskilde-gæster, der har meldt sig til at deltage i projektet. Det kan give dig et meget andet indtryk af dig selv, end det du selv gør dig i det daglige. Samtidig får det Roskilde-publikummet til at overveje, hvilke mennesker de færdes med rundt om på pladsen.

The Social Megaphone Experiment fungerer ved, at du scanner en QR-kode under højtalerne eller logger ind på din Facebook-konto via socialmegaphone.dk, og så kan dit navn blive læst højt af den computergenererede stemme i højtaleren.

Bag installationen står Maja Fagerberg Ranten og Halfdan Hauch Jensen, der driver det interaktive designstudie Unmake. De håber, at The Social Megaphone Experiment kan være med til at sætte nogle tanker om privatliv i gang hos Roskilde-gæsterne.

Du kan melde dig til installationen hver dag i festivalpladsens åbningstid. Hvis du altså tør at dele dit digitale liv med alle andre festivalgæster.

Læs også: Roskilde Festival: Byg din egen højtaler og guitar i et åbent opfinder-laboratorium

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af