Tilbage til fortiden: Apple slipper en stribe nye iPods

Tilbage til fortiden: Apple slipper en stribe nye iPods

Bedst som man troede, at tiden var løbet fra mp3-afspillere, slipper Apple med al sandsynlighed i dag en forbedret iPod Touch og lancerer iPod Nano og Shuffle i nye farver. Det kan Apple-nyhedssitet 9to5Mac afsløre.

Mens du nu kan få Nano og Shuffle i en mørkere lyserød og mørkere blå nuance, så kommer alle tre modeller nu med guldfarve, fuldstændig i tråd med Apples guldfeber for tiden. Hidtil har farverne omfattet grå, sølv, lyseblå, lyserød og guld og Shuffle og Nano yderligere lilla og grøn.

Mest interessant er opdateringen af iPod Touch’en. Kameraet opdateres fra 5 til 8 megapixel, så det matcher kameraet i iPhone 6 og iPad Air 2. Den får en ny 64-bits chip, der skal gøre grafikken bedre og afspilleren hurtigere. Den kommer med tre muligheder for hukommelse: 128, 64 eller 16 GB til henholdsvis cirka 2.700, 2.000 eller 1.400 kroner.

Den nye iPod kører på iOS 8,4 og har Apple Music præinstalleret. Der er ikke kommet nye iPods siden 2012. Salget toppede i 2008, så man kan roligt sige den nye model ankommer sent til festen. Den klassiske iPod med drejehjulet blev i tavshed udfaset efter offentliggørelsen af iPhone 6.

Læs også: Gamechanger? Her er det første indtryk af Apple Musics otte fedeste features

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af