Kommentar: SoundCloud Go skal bevise at streamingtjenesternes junkiemodel virker

Kommentar: SoundCloud Go skal bevise at streamingtjenesternes junkiemodel virker
Kommentar: SoundCloud Go skal bevise at streamingtjenesternes junkiemodel virker
Jeppe Wojcik

Techredaktør

KOMMENTAR Første smagsprøve er som regel gratis, når pushere skal trække potentielle junkier ind i butikken. Når kunderne er hooked, så begynder opkrævningen at rulle.

Det har YouTube forsøgt sig med, da de introducerede Red – en betalingsmodel, der gør videotjenesten reklamefri, brugbar offline, leverer eksklusivt indhold og supplerer med en musikstreamingtjeneste oven i hatten.

Nu forsøger SoundCloud at gøre det samme ved at omdanne en del af butikken til en streamingtjeneste på linje med Spotify og Apple Music. Men indtil videre er det ikke blevet bevist, at junkiemodellen virker.

Som daglige internetjunkies illustreres vores afhængighed af, at vi eksempelvis ikke kan se en sammenhængende hverdag uden YouTube. Derfor kan det meget hurtigt blive nødvendigt, at hoste op hvis de pludselig begynder at skrue bissen på i forhold til hvilket indhold man kan se og ikke kan. Det er i al fald teorien – men det er ikke sket endnu.

Gør det samme sig gældende for SoundCloud?

Fælles for både SoundCloud og YouTube er det, at vi begge er begyndt at tage dem som en selvfølge. Vi er så småt begyndt at være vant til at få vores fix, mens begge streamingtjenester har arbejdet sig ind i alle afkroge af internettet. Som storforbruger af skæve kunstnere, remixes og de tracks, man ikke finder andre steder, er SoundCloud svær at komme udenom. Det giver netop nye dimensioner til kunstnere, man elsker.

SoundCloudGo2

Det er centralt for SoundCloud Go at du kan downloade tracks til offlinelytning.

Samtidig er idéen umiddelbart god. SoundCloud lancerer Go under sloganet ‘Fra Top 40 til undergrunden’, hvilket umiddelbart appellerer mange musikforbrugere. Og en tur på SoundCloud giver i hvert fald syn for sagn på at de dækker undergrunden (Top 40-delen er mere usikker), hvilket helt klart taler til SoundClouds fordel. De sidder på en masse guld, som ingen af de andre streamingtjenester har.

Der er altså umiddelbart både en afhængighed, en vidtspredt udbredelse og en god idé bag, så SoundClouds betalingsservice har rimeligt gode chancer for at blive en succeshistorie. Men udfordringerne hober sig samtidig også op.

Hvis Go skal blive en succes:

…skal der være alle de rigtige navne og størstedelen af deres bagkatalog skal følge med. Da SoundCloud Go launchede noterede flere medier sig, at der var et yderst begrænset udbud af de store etablerede kunstneres fuldlængde-albums. I og med SoundCloud har indgået aftaler med alle de store pladeselskaber, er der ikke plads til særligt mange huller i repertoiret, hvis ikke pengene er bedre givet ud andetsteds. Som SoundCloud fungerer i dag, har man ikke lyst til at betale for de droppede b-sider og skitser – det er simpelthen bare ikke nok.

…skal interfacet laves om. SoundCloud Go er bygget ovenpå SoundClouds app og den er rodet at finde rundt i. Numre ligger som enkeltproduktioner og skal manuelt samles i playlists, hvis man vil høre dem i rækkefølge.

…skal de være mesterlige til personlig kuratering og at finde nye, upcoming kunstnere. SoundClouds enorme fordel er netop, at de har en masse unikke remixes, covers og demoer, der ikke er udgivet kommercielt. Det skal de kunne udnytte som en specialiseret salgbar vare, fremfor den rodekasse, det er i dag. Apple Music er suveræne i netop den disciplin, mens SoundCloud har lavet en god genreinddeling af numre, der ofte leder lytteren videre til noget interessant. Så det er ikke umuligt, SoundCloud kan tage handsken op.

SoundCloudGo3

Fetty Wap har en særdeles aktiv SoundCloud, der flere gange ugentligt lægger tracks op.

…skal musikerne stadig kunne se det som en kreativ notesbog. Hvis SoundCloud begynder at ligne alle de andre streamingtjenester, hvordan reagerer musikerne så? Rigtig mange musikere har et helt særligt forhold til SoundCloud og bruger det netop til at give fans et unikt indblik bag kulisserne. Det er helt tydeligt med kunstnere som Fetty Wap, Kanye West, Eloq og Mikael Simpson, hvoraf sidstnævnte umiddelbart ikke er begejstret for SoundCloud som betalingstjeneste.

 

…skal de blive skarpere på at servere deres podcasts og radio. SoundCloud har både en radiotjeneste og sidder samtidig ret tungt på den del af podcastmarkedet, der ikke er Apples. Det er utroligt stærke værktøjer at vokse sig store på. Radio kan være en øjenåbner for en masse nye kunstnere, som SoundCloud i hvert fald har. Podcasts var medvirkende til at gøre iTunes til en succes. Men det kræver igen et nyt interface og langt bedre kuratering.

Alt i alt virker det som fuldkommen uoverstigelige udfordringer i forhold til at Soundcloud blev grundlagt i 2007 og siden da, ikke har været profitabel. Der skal store penge til, hvis SoundCloud vil indfri forventningerne. Som det ser ud nu, lader det til at de har lagt deres liv i pladeselskabenes hænder, som kan tampe livet ud af dem, hvis de vil.

Til gengæld har SoundCloud som tidligere nævnt allerede søsat nogle af de afgørende parametre. Det drejer sig om radio, podcasts, men også det faktum, at de allerede findes i alle internettets afkroge og kan indlejres overalt, vejer tungt. Derudover tæller det faktum, at SoundCloud netop har en masse unikt indhold i forhold til alle andre tjenester også op.

I junkiernes verden er det altid pusherne, der vinder til sidst. Spørgsmålet for SoundCloud er bare, om vi er blevet afhængige nok og de er dygtige nok til at distribuere.

Læs også: SoundCloud røber ny betalingstjeneste, der læsser store hits oven i undergrundsmusikken