Efterårets mest ventede spil – højoktan i ‘Forza Horizon 3’ og hjertesmerte i ‘The Last Guardian’

Efterårets mest ventede spil – højoktan i ‘Forza Horizon 3’ og hjertesmerte i ‘The Last Guardian’

Efteråret er gamingverdenens højtid og igen i år kan vi se frem til store AAA-titler, som med en enkelt (halv) undtagelse alle er efterfølgere til allerede kendte franchises.

Vi har samlet de ti spil, vi ser mest frem til at prøve kræfter med:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Deus Ex: Mankind Divided’

Mennesker med teknologiske tilføjelser, om man vil (som for eksempel en mekanisk arm eller et digitalt øje) er fremtiden. Det kan vi nok ikke undgå, og måske vil vi heller ikke undgå det. Det vil ‘Deus Ex’ i hvert fald ikke, for nu vender serien baseret i netop denne teknologiske fremtid endelig tilbage.

Denne gang er der lagt op til en borgerkrig båret af terror mellem almindelige mennesker og så de folk, der bogstavelig talt har fået teknologien ind under huden, altså dem der er anderledes, end hvad vi er vant til. Man kunne fristes til at sige, at det i overført betydning næsten var en politisk kommentar, meeen …

‘Deus Ex: Mankind Divided’ bliver i hvert fald interessant at følge i 2016, ikke mindst fordi forgængeren ‘Deus Ex: Human Revolution’ var et fortrinligt og gennemført spil, der – bortset fra nogle outsourcede bommerter – på imponerende vis kombinerede action og sci-fi med en samfundskritisk stikpille.

Udkommer til PC, PS4 og Xbox One d. 23. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Forza Horizon 3’

I de gode, gamle dage havde Sony sat sig trygt på racing-tronen med ‘Gran Turismo’, men imens den series form er styrtdykket, har Microsoft – undskyld den oplagte pun – overhalet dem indenom med ‘Forza’-serien.

‘Forza Horizon’ har tidligere leveret en sublim oplevelse, hvor man fræser rundt i et åbent landskab på jagt efter det næste store løb med velkendte sange i højttalerne, og nu skal vi dæleme til det igen. Der bliver fart over feltet, især med alle de her puns.

Faktisk får ‘Forza Horizon 3’ i år konkurrence af ‘Gran Turismo’, der gør comeback med ‘Gran Turismo Sport’, men lad os bare være ærlige: Microsoft når først over målstregen i år, hvis ikke de snubler i alle vores bilsports-puns.

Udkommer til PC og Xbox One (med cross-platform) d. 27. september.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Mafia III’

Organiseret bandekriminalitet og en veteran fra Vietnam-krigen i åbne omgivelser med biljagter og 1960ernes sydstats-stemning. Lyder det som en okay kombination? Så skal øjnene rettes mod ‘Mafia’-serien, der endelig gør comeback.

Nu siger vi endelig, for ‘Mafia III’ er måske/måske ikke efterårets bobler. Serien har altid været lige ved og næsten, men er altid blevet trynet af især ‘Grand Theft Auto’ takket være spillenes ligheder (her tænker vi primært de åbne omgivelser).

Men der er altså mangel på gode, gammeldags traditionelle mafia-intriger, hvilket ‘GTA’ trods alt ikke har leveret, og hvis der er nogen, der kan løfte arven fra ‘Godfather’, så er det forhåbentlig ‘Mafia III’.

Udkommer til PC, PS4 og Xbox One d. 7. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Gears of War 4’

Enten hader man ‘Gears of War’, eller også elsker man serien med alt dens ivrige (mis)brug af macho-muskelbundt, alien-invasioner og klichefyldte historier. Men faktum er, at serien – især grundet nogle af dens tekniske påfund – er en af de vigtigste og mest ikoniske skydespils-serier det seneste årti.

Denne gang er der tale om lidt af et reboot for serien, hvor spillets hovedperson er søn af seriens tidligere hovedperson (originalt, ikke?). Udvikleren bag serien er ligeledes ny, og man kunne frygte, at arven bæres videre af nye hænder, så Microsoft blot kan udnytte deres aldrende guldfugl.

Men, for der er faktisk et men; spillets instruktør er nemlig en erfaren ‘Gears of War’-rotte fra de tidlige dage, Rod Fergusson, og det er muligvis derfor, at der faktisk er håb at spore for serien. Har han styret sine tropper ordentligt, lover det godt for ‘Gears of War 4’.

Udkommer til PC og Xbox One d. 11. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Battlefield 1’

Når man siger ‘Battlefield’, må man næsten også sige ‘Call of Duty’, men det skarpe øje ville nok lægge mærke til, at vi kun fremhæver ‘Battlefield’ på denne liste. Det er der gode grunde til, især fordi vi egentlig ikke kan blive særlig kåde ved tanken om efterårets trolige krig mellem de to franchises.

Denne gang er det dog lidt interessant, for a) denne gang er det en fuldblods-udgivelse af ‘Battlefield’, og b) vi bliver hevet tilbage til 1. verdenskrig. Der er altså et eller andet særligt over ‘Battlefield’, når der er tale om et helt nyt spil og ikke bare udvidelser eller spinoffs, så tillad os være lidt spændte.

Og så skal vi ikke glemme, at ‘Battlefield 1’ har ekstra fokus på teamwork, hvilket efterhånden kendetegner serien ganske succesfuldt – så hvis det fungerer optimalt, bliver efteråret særdeles socialt.

Udkommer til PC, PS4 og Xbox One d. 21. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Last Guardian’

Man kan sige meget om ‘The Last Guardian’, men det ville ende i en hel roman om, hvordan Sony og manden bag, Fumito Ueda, har været så sløve i optrækket, at hele projektet nu er lidt af en joke.

Og så alligevel ikke… For ‘The Last Guardian’ er en fan-darling uden lige, og det er på trods af, at spillet først for alvor gjorde væsen af sig sidste år efter adskillige år i hi. Men hvorfor har det så allerede optjent et ry, der er ved at briste af ubetinget fan-kærlighed?

Det er meget simpelt: Det følger nemlig traditionen for spil som ‘Ico’ og ‘Shadow of the Colossus’, hvor spillene formår at skabe et helt unikt narrativ, som straks hiver i hjertet og lærer én definitionen af følelser, som få spil ellers formår.

Udkommer til PS4 d. 25. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Titanfall 2’

»Prepare for Titanfall!« lød det i 2014, da ‘Titanfall’ debuterede, og nu får vi endelig(!) lov til atter en gang at styre vores egen mech rundt, imens vi udlever vores vådeste ‘Pacifim Rim’-drøm.

‘Titanfall’ var nemlig en positiv overraskelse, og man finder altså ikke mange spil, der var lige så sjove at spille i selskab med en ven, som mech-orgiet det første spil leverede. Og så skal vi slet ikke nævne dets evne til faktisk at knytte et yderst følelsesmæssigt bånd mellem spilleren og dens foretrukne titan – ikke et øje tørt i denne krog.

‘Titanfall 2’ rammer i efterårets allerede (over)fyldte skydespilsmarked, men skal vi satse på rendyrket underholdning, så bliver det altså fra indersiden af en titan – muligvis imens vi tuder lidt ved tanken om dens mulige død.

Udkommer til PC, PS4 og Xbox One d. 28. oktober.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Dishonored 2’

Da ‘Dishonored’ udkom i 2012, fik det ros fra mange, men blev alligevel overset af en del. Det var en skam, for spillet er et af de bedste – hvis ikke det bedste – stealth-spil i nyere tid.

Her skulle man snige sig rundt i steampunk-inspirerede omgivelser, imens man konstant skulle overveje, om man ville være en iskold morder eller moralsk og knap så kynisk i sin tilgang? At valgene havde konsekvenser, var dog ikke det mest velfungerende aspekt, men derimod blot en bonus.

‘Dishonored’ var en komplet spiloplevelse. Det hele fungerede, klikkede korrekt og var simpelthen fremragende. Hvis efterfølgeren kan bygge videre på det, så har snigmorder-fans noget at glæde sig til i 2016.

Udkommer til PC, PS4 og Xbox One d. 11. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Watch Dogs 2’

Dit teleselskab overvåger dig, private firmaer overvåger dig, din regering overvåger dig. Og ved du hvad? Du kan ikke gør en fløjtende fis ved det.

Sådan er det i den virkelige verden (ved vi takket være whistleblowers og andre altopofrende sjæle), og nu prøver efterfølgeren til ‘Watch Dogs’ på ny at tage kampen op, fordi det åbenbart ikke lykkedes i første spil – lidt ligesom i virkeligheden.

Første spil var lidt af en lunken oplevelse, der led under Ubisofts efterhånden monotone fremgang til deres spil med åbne verdener. Forhåbentlig ændrer det sig, for Ubisoft har faktisk succes med at lave efterfølgere, der lærer af deres fejl (ping ‘Assassin’s Creed’), og hvem elsker ikke lidt popvenlig kritik af vores orwellske samfund med nutidens ungdom i hovedrollen?

Udkommer til PC, PS4 og Xbox One d. 15. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Dead Rising 4’

Der var engang, hvor ‘Dead Rising’ var synonym med en af de bedste zombieoplevelser, man kunne komme i nærheden. Det var dengang, serien faktisk var god. Nu aner vi ikke, hvad der sker med den.

Det finder vi dog ud af senere på året, hvor seriens ikoniske hovedperson, Frank West, som har taget sig alt for lang pause, atter er tilbage, og det er måske også derfor, vi faktisk er forsigtigt optimistiske om seriens comeback.

Vi ved i hvert fald, at spillet byder på smadring af zombier i spandevis, imens man skal sammenstykke de mest tossede og latterlige våben. Det lyder jo som opskriften på en frisk omgang zombielir, men om ‘Dead Rising 4’ bliver seriens dødsstød, finder vi ud af, når spillet meget passende spreder julestemning i december.

Udkommer til PC og Xbox One d. 6. december.

Læs også: De ti bedste trailere fra verdens største gamingmesse: Fra ‘Battlefield 1′ til ‘Death Stranding’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af