Apple går i Samsungs fodspor: Pønser på iPhone med buet skærm

Apple går i Samsungs fodspor: Pønser på iPhone med buet skærm

Rygterne om en kommende tredje model iPhone, døbt Pro, har længe svirret. En ny rapport tyder nu på at Pro bliver markant anderledes end øvrige modeller. Den får nemlig en buet skærm – leveret af Samsung.

Sådan lyder meldingen fra Nikkei, der ifølge kilder lover buet OLED-skærm på en iPhone allerede i 2017. Næste generation iPhone ville således bestå af en 4,7″ model, en 5,5″ model og premium-modellen Pro, der højst sandsynligt ville bryste sig af en endnu større skærm takket være den ekstra plads på siderne.

Rapporten indikerer at en buet skærm ville betyde en overgang fra LCD til OLED, som man kender fra Samsungs Galaxy 7 Edge og Note 7.

Det ville også være Samsung, der skulle levere skærmene til den kommende Apple-model. Selvom det måske lyder som et nyt kreativt samarbejde, har Samsung tidligere leveret internt hardware til iPhone, og aftalen ville ikke betyde et brandet samarbejde. Samsung har blot den rette teknologi til at levere varen.

Hvis Apple begynder at tilbyde en model med buet skærm, ville de med stor sandsynlighed også skulle bevæge sig væk fra deres sædvanlige metalhylster og over til en lettere kombination af glas og metal. Pro ville derfor betyde en reel nyskabelse for smartphone-linjen, efter iPhone SE bød på gentagelser både fra 5S og 6S.

Der er allerede nogle indikationer på, at rygtet om den nye buede Pro holder vand: Apple har et par patenter liggende på buede skærme og TechInsider har tidligere bragt nyheden om OLED-skærme på iPhones, dengang spået til lancering i 2018.

Desuden har Galaxy Note 7 klaret sig fremragende på markedet, og bevist at buede skærme ikke bare er for syns skyld. Apple har i modsætning ikke haft salgstal der kunne matche forgange gyldne dage – kunne den buede skærm være deres nye ikke-så-hemmelige våben? Timingen ville i al fald være perfekt, da 2017 markerer iPhones 10 års fødselsdag.

Læs også: Fuld smæk på iPhone 7-rygtebørsen: Hvad er sandsynligt og hvad er humbug?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af