Spilbranchen skal spejle sig i filmbranchen og fostre flere auteurs som Hideo Kojima

Spilbranchen skal spejle sig i filmbranchen og fostre flere auteurs som Hideo Kojima
Spilbranchen skal spejle sig i filmbranchen og fostre flere auteurs som Hideo Kojima
Ketil Skotte

Spilskribent og filmfanatiker

KOMMENTAR Forestil dig en verden, hvor det eneste du kunne se i biografen, var superheltefilm eller actionbrag med Mark Wahlberg i hovedrollen. Ingen ’A Clockwork Orange’, ingen ’There Will Be Blood’ og ingen ’The Grand Budapest Hotel’. Sådan ser verden i grove træk ud for den etablerede spilbranche, der stort set aldrig satser på alternative titler, men holder sig til de store blockbustere.

Kreativiteten og lysten til at udfordre mediet er simpelthen stagneret i spilbranchen. Når det gælder spil fra de store spilstudier, AAA-titlerne, der immervæk stadig er branchens primære ansigt udadtil samt dens økonomiske omdrejningspunkt, hersker bigger is better i den grad, og et blik på efterårets store udgivelser afslører et næsten deprimerende entydigt fokus på eksisterende serier.

Den eneste store udgivelse, der ikke er del af en spilserie er ’The Last Guardian’ fra Fumito Ueadas genDESIGN (tidligere Team ICO), som til gengæld ser ud til at kunne blive en smuk og anderledes oplevelse. For spil – også når vi snakker AAA – kan være rørende, tankevækkende og ganske modne, men ofte opfører branchen sig på en pubertær facon, der er med til at bremse dets vej mod at blive bredt accepteret som et kunstnerisk medie.

En del af problemet ligger i det produktfokus, der gennemsyrer spilbranchen med franchise-tankegang og vægt på features frem for følelser. Det er spil som ren underholdning. Det er der som sådan ikke noget galt med. Men for at spilmediet – der jo stadig er meget ungt – kan fortsætte sin udvikling, er det nødvendigt, at der er titler, der udfordrer spilleren på en anden måde end gennem knivskarp finmotorik, logisk tænkning og/eller strategisk ditto. Men hvordan når vi der til?

Mit bud er, at vi skal skæve til de andre kunstneriske medier. En ting de alle har til fælles er fortællingen om den skabende forfatter, men i spilbranchen bliver den kreative og kunstneriske skaber sjældent hyldet. Det er bogstaverne foran (romer)tallet, der agerer primært blikfang og får folk til at punge ud. Dermed mangler de store personer, der i kraft af deres ry og status får mulighed for at afsøge nye grænser og presse og udvikle mediet.

Kojima-effekten

Af netop denne årsag var det opmuntrende da spilbranchens enfant terrible, Hideo Kojima, i sommer entrerede Sonys E3-pressebriefing og annoncerede sit nye PS4-eksklusive spil, Death Stranding. Ud over at være en smuk fuckfinger til hans tidligere arbejdsgiver, Konami, var hans præsentation og den efterfølgende markedsføring af ‘Death Stranding’ i høj grad også en bekræftelse af Kojima som spilverdenens mest markante auteur. En mand der er et brand i sig selv.

Spillene i ’Metal Gear Solid’-serien er altid blevet markedsført som A Hideo Kojima Game – en sætning der er særdeles velkendt fra filmverdenens markedsføring. I spilbranchen bliver auteuren oftest eksponeret i forbindelse med de store pressebriefings på eksempelvis E3 samt i pre-release interviews. I mainstreammarkedsføringen som trailere/reklamer og på selve spilcoveret er de ingen steder at finde.

De helt brede mainstreammedier som for eksempel de amerikanske late night talk shows har også været usædvanligt sløve til at omfavne gamingkulturen på trods af, at branchen har haft større omsætning end filmindustrien i flere år. Jimmy Kimmel har for eksempel haft en noget hånlig tilgang til spil (hvilket mange gamere reagerede, lad os bare sige, en smule for kraftigt på). Stephen Colbert har (selvfølgelig, fristes man til at sige) været den mest glædelige undtagelse med besøg af blandt andre Hello Games’ Sean Murray.

Derfor er det typisk kun den hårdeste kerne af gamere, der bliver eksponeret for spillenes auteurs. Hvor mange derude kan for eksempel nikke genkendende til navne som Levine, Hennig, Miyazaki og Miyamoto? De færreste er mit bud. Men spilserierne de står bag: ’Bioshock’, ’Uncharted’, ’Dark Souls’ og ’Super Mario’ (og ’Zelda’) er kendt af langt de fleste gamere. Med film forholder det sig markant anderledes. En opremsning af navne som Spielberg, Scorsese, Tarantino, Coen-brødrene og Lynch vil med stor sandsynlighed kunne starte en livlig debat blandt de fleste filmelskere om favorit- og hadefilm, oversete perler og om hvorvidt det nu var den rigtige film, vedkommende fik sin Oscar for.

Spil vs. film

Sammenligningen med film er oplagt. For mens for eksempel litteratur og musik primært skabes af en eller få personer, er film ofte et produkt af et stort teams anstrengelser (’Iron Man 3’ har for eksempel over 3.000 credits). Modsat spilbranchen er filmbranchen dog rigtig god til at mytologisere sine auteurs, og det giver mulighed for at sælge film på baggrund af personerne bag kameraet – noget der ikke kun gælder førnævnte giganter.

For eksempel bliver film instrueret af Spike Lee markedsført som a Spike Lee joint. Men giver auteur-begrebet overhovedet mening, når vi snakker spil? Ja, men selvfølgelig ikke for alle slags spil. Ligesom det er tilfældet med blandt andet Marvel-filmene er det oplagt, at visse produktorienterede franchises som for eksempel ’FIFA’ og ’Call of Duty’ fortsat sælges på seriens navn frem for en auteur. Men når det gælder de mere personlige, unikke og følelsesbetonede oplevelser med noget på hjerte som for eksempel ‘ICO’, ‘Bioshock’ og ‘Dark Souls’ er der al mulig grund til at hylde den kreative bagmand, selvom hun eller han får hjælp af en masse dygtige folk. Inden for film har auteuren jo også masser af uvurderlige hjælpere – både foran og bag kameraet, der hjælper vedkommende til at realisere sin vision.

Vi skal have et større fokus på de meget velovervejede og visionære spilauteurs, der findes helt frem på scenekanten for bedre at vise, hvordan spil kan være en anderledes, men mindst lige så kompleks og krævende kunstart som film. De kan legemliggøre den kunsteriske opofrelse og vise, at spil også udtænkes på baggrund af visioner og ikke kun markedsundersøgelser. Præcis som indiedelen af branchens i de
seneste år har gjort med stor succes bl.a. gennem ‘Indie Game: The Movie’.

Fra indie til mainstream

Netop indiespillet – hvis gennembrud kan sammenlignes med indiefilmens ditto i begyndelsen af 90’erne – har i høj grad overtaget førertrøjen, når det handler om præsentere spilmediets kunstneriske potentiale for omverdenen. Og det er absolut en god ting, at spil som ‘Braid’, ‘The Witness’, ‘Journey’ og ‘INSIDE’ leverer anderledes oplevelser på et højt niveau, når nu AAA er stagneret rent kunstnerisk. Men hvis ikke AAA følger bare en lille smule trop, sidder langt de fleste gamere fast i ensartede oplevelser uden noget særligt på hjerte – og så bliver det svært for mediet at gøre sig fri den opfattelse mange har af det som værende avanceret legetøj.

Tilbage i de foregående konsolgenerationer var originale spil som ‘ICO’, ‘Shadow of the Colossus’, ‘Bioshock’ og ‘Dark Souls’ med til at udvide grænserne for mainstreamspil, men de seneste år kan jeg ikke komme på en eneste titel (selvom der selvfølgelig er fremragende spil som ‘Bloodborne’ og ‘Witcher 3’). Måske hænger det sammen mdd, at AAA-spillenes budgetter er eksploderet det seneste årti, hvilket får investorerne til at spille sikkert og give folket de spil, de efterspørger. Historien har dog gang på gang vist, at folk ikke altid ved, hvad de egentlig vil have. Som Henry Ford engang sagde: »If I had asked people what they wanted, they would have said faster horses.« Verden har brug for innovative tænkere, der ikke blot følger markedsundersøgelserne.

Derfor ligger håbet ligger hos den indflydelsesrige auteur. Sony sikrede sig Kojimas nye projekt dagen efter hans kontrakt med Konami ophørte. På dette tidspunkt var ‘Death Stranding’, som det pågældende projekt viste sig at være, på et skitsestadie ifølge Kojima. ‘Death Stranding’ er med andre ord et direkte resultat af Kojimas status som spilauteur par excellence. Kan flere gøre, hvad han har gjort, ser det måske ikke så trist ud alligevel.

Læs også: Guide: Fem spilauteurs du skal kende

Sponsoreret indhold