Celebrity-faktor er ikke alt: Derfor må spilbranchen ikke blive Hollywoods nye højborg

Celebrity-faktor er ikke alt: Derfor må spilbranchen ikke blive Hollywoods nye højborg
Celebrity-faktor er ikke alt: Derfor må spilbranchen ikke blive Hollywoods nye højborg
Ketil Skotte

Spilskribent og filmfanatiker

KOMMENTAR Hvis du synes, der er noget bekendt ved skurken i Activisions netop udsendte ‘Call of Duty: Infinite Warfare’, er det ikke så mærkeligt. Han spilles nemlig af Kit Harington, der med afstand er bedst kendt som den retskafne, heltemodige og strategisk udfordrede Jon Snow i ‘Game of Thrones’. I ‘Call of Duty’ lægger han ikke bare stemme, men også ansigtsmimik og kropssprog til den onde rumadmiral Salen Kotch.

Harington er det nyeste eksempel på skuespillernes migration mod spilbranchen, der de sidste par årtier i stigende grad har ageret arbejdsplads for en bred vifte af etablerede navne.

Med den hastige udvikling historiefortælling i spil har gennemgået og de deraf affødte stigende krav til kvaliteten, giver det på papiret mening at søge mod Hollywood, men der er et grundlæggende problem ved at bruge etablerede Hollywood-stjerner. I en branche med pressede budgetter er de ofte et unødvendigt fordyrende element, der frarøver midler og fokus fra vigtige elementer som for eksempel level design og manuskriptforfattere. Og så stjæler de brødet ud af munden hos de professionelle stemmeskuespillere, der oftest kan gøre et bedre stykke arbejde.

Uanset om vi vil det eller ej, så begynder celebrity-faktoren at fylde mere og mere i spil. Men det skal gøres rigtigt, hvis det ikke skal blive en farlig sti.

Den spæde start

For at forstå, hvorfor Hollywood-skuespillere i film er problematiske, bliver vi nødt til at gå lidt tilbage i tiden. For det er ikke noget nyt, at Hollywood dypper tæerne i andre medier.

Med ‘GTA III’ i 2001 gjorde Hollywood-skuespillerne for alvor deres indtog i spilbranchen. I ‘GTA III’ lånte blandt andre Michael Madsen og Joe Pantoliano deres stemmebånd ud, og i de efterfølgende udgivelser, ‘Vice City’ (2002) og ‘San Andreas’ (2003), dukkede Ray Liotta (endda i hovedrollen), James Woods, Peter Fonda og Samuel L. Jackson op.

‘GTA’s satsning på Hollywood-navne inspirerede også ‘GTA’-kloner som for eksempel ‘True Crime’-spillene, hvor Mickey Rourke, Gary Oldman og Christopher Walken optrådte. I det hele taget blev praksissen mere og mere almindelig op gennnem 00’erne som konsekvens af flere historiefokuserede spil og branchens voksende budgetter.

Hollywood-skuespillernes navne agerede fornemt bullet points for marketingafdelingerne, som i stigende grad skulle sælge spillene til et bredere publikum. For skuespillerne selv var stemmeskuespilspræstationerne en hurtig og nem måde at sikre indtjening på i den rige spilbranche.

Desværre var rigtig mange af denne periodes præstationer i bedste fald ordinære og nogle var endda decideret pinlige – lyt for eksempel til Christopher Walkens overspillede imitation af sig selv i ‘True Crime’ og Mena Suvaris flade, robotagtige levering i ‘Kingdom Hearts II. Dette hang måske også sammen med, at det vigtigste hensyn under castningen lod til at være celebrity-faktoren snarere end engagementet og talentet.

COD-AW-spacey-large

Blindt sats på blikfang

Motion capture har været med til at forbedre især Hollywood-stjernernes præstationer, men det ændrer ikke på det grundlæggende problem: At celebrity-faktor for celebrity-faktorens skyld i det lange løb er mere skadeligt end gavnligt.

Kit Harington er seneste udtryk for det dogme at ‘Call of Duty’-spillene skal have et skud Hollywood. Tidligere har Kevin Spacey, den amerikanske fodboldspiller Marshawn Lynch og Jeff Goldblum spillet med i ‘Call of Duty’, tilsyneladende uden skelen til, hvad de tilfører spillet – udover et genkendeligt, men i værste fald forstyrrende ansigt.

I ‘Metal Gear Solid V’ gjorde Kiefer Sutherland absolut intet, der fik mig til at forstå, at Hideo Kojima droppede David Hayter til fordel for ham. Og Peter Dinklages præstation i ‘Destiny’ lød som om, den blev klaret over telefonen. Ironisk nok blev Dinklage i øvrigt erstattet af spilverdenens måske mest kendte voice acting-navn, Nolan North.

Og apropos Nolan North har han fået enorm ros for det arbejde, han lagde i at spille motion capture-versionen af Nathan Drake i ‘Uncharted: A Thief’s End’. Hvor bizart ville det ikke have været, hvis man i stedet havde indsat Tom Hiddleston eller Matt Damon som den velkendte spilkarakter?

Bedre forståelse på vej?

Til gengæld er kritikken af de dårlige præstationer blevet mere markant, og noget kunne tyde på, at vi efterhånden er nået dertil, hvor vi tør stille krav til stjernernes præstationer i stedet for bare at være imponerede af, at det er lykkedes at få en kendt skuespiller til at låne sit stemmebånd ud til et spil.

Motion capture har bragt mere skuespil ind i spilpræstationerne (i særdeleshed siden ‘Heavenly Sword’ (2007) hvor Andy Serkis viste, hvor skabet skulle stå), og i spil som ‘Until Dawn’, ‘Beyond: Two Souls’ og ‘The Last of Us’ kommer dette virkelig til udtryk med naturtro animationer og mimik og livagtige præstationer af skuespillerne.

Det har betydet, at præstationerne overordnet har fået et løft. Nu har spilbranchen i højere grad fået øjnene op for unge, sultne skuespillere, som Rami Malek (‘Until Dawn’) og Ellen Page (‘Beyond: Two Souls’), der måske også har en bedre forståelse for mediet.

Ofte bliver skuespillerne også inddraget tidligere i processen end før, hvilket forhåbentligt medfører mere ejerskab over – og engagement i – rollen. For eksempel kunne noget godt tyde på, at vores egen Mads Mikkelsen allerede arbejder på Hideo Kojimas kommende ‘Death Stranding’, som vel og mærke tidligst står til udgivelse i 2018.

DeathStranding1

Spilverdenens egne stjerner

Indledningsvis nævnte jeg, at Hollywood-stjernernes indtog er med til at forværre forholdene for de mange fuldtids-stemmeskuespillere, hvis karrierer er direkte afhængige af branchen. Et eksempel på dette er veteranen Steve Blum, som har mere end 600 credits på sit CV, blandt andet flere ‘Batman-‘, ‘Star Wars-‘, ‘Lego-‘ og ‘Call of Duty’-titler.

Blum er en stor modstander af Hollywoods indtog, da stemmeskuespils-budgetterne bliver ædt op af dem. Han fortæller i en artikel i Polygon hvordan han engang blev bedt om at indtale 20 forskellige stemmemæssigt krævende roller på én indspilningssession, fordi hovedparten af budgettet var blevet brugt på et par Hollywood A-listers. I den forbindelse er det værd at nævne, at stemmeskuespillere i spilbranchen bliver betalt på timebasis uden bonusser og lignende.

På sigt kan udviklingen betyde, at de dygtige stemmeskuespillere vender spilbranchen ryggen, hvis den hellere vil bejle til Hollywood.

Heldigvis er der de senere år også kommet kærkommen konkurrence til de Hollywood-stjernerne i form af noget der ligner stemmeskuespils-stjerner, hvis primære claim to fame og indtjeningskilde findes i spillenes verden. Troy Baker, Jennifer Hale og Nolan North er måske ikke kendt hos den ikke-gamende del af befolkningen, men i gaming-cirkler har de en høj stjerne, og de lander hovedroller i mange af tidens største titler som for eksempel ‘Mass Effect’, ‘Bioshock: Infinite’, ‘The Last of Us’, ‘Uncharted’ og ‘Assassins’ Creed’.

En uundgåelig udvikling

De sidste to-tre årtier er der sket en enorm udvikling inden for historiefortællingen i spil. Udviklingen fra tekstbaserede spil til nutidens ofte ganske sofistikerede historiefortælling har medført øgede krav om kvalitet fra animatorer, forfattere, designere og naturligvis også skuespillere.

Derfor er det nok også uundgåeligt, at spilbranchen kigger mod Hollywood, for der er naturligvis en enorm mængde talent til stede. Det bør dog ske på en – fra spilfirmaernes side – ansvarlig måde, hvor man ikke presser budgettet for at få et stort navn med, og dermed forværrer forholdene for de almindelige stemmeskuespillere og andre dele af udviklingen for at få et marketingmæssigt trumfkort og Hollywood-blikfang. Fokus bør være på, hvad en given stemme og krop kan tilføre spillet – udover et stort navn på kassetten. Derudover bør castingens rygrad altid være de dygtige stemmeskuespillere, som lever af branchen og tilfører den stor værdi.

Der er mange eksempler på, at Hollywood A-listers fungerer i spil – i særdeleshed efter motion capture –  dygtige Hollywood-stjerner fra at give sig i kast med spilbranchen. Det gælder selvfølgelig også dig, Mads.

Læs også: Spilbranchen skal spejle sig i filmbranchen og fostre flere auteurs som Hideo Kojima