‘Dishonored 2’ er en sublim balance mellem lydløse listesko og larmende løssluppenhed

‘Dishonored 2’ er en sublim balance mellem lydløse listesko og larmende løssluppenhed
6 6
Spil
Titel

'Dishonored 2'

Udvikler

Arkane Studios

Platform

PlayStation 4, Xbox One, pc

Pris

299-499 kroner

Lancering

Den 11. november

Er du typen, der bare ikke kan finde ud af de såkaldte stealth-spil? Typen, der ender som en elefant i en glasbutik, når man egentligt burde liste rundt som en balletdanser blandt dyrebare kinesiske vaser? Typen, der virkelig gerne vil lære at elske ‘Hitman’, men som i stedet bare tænker, at det nok ville være nemmere at være snigmorder i virkeligheden?

Bare rolig, du kan faktisk lære at elske stealth og miste den gumpetunge elefant-tilgang – du skal bare overgive dig til ‘Dishonored 2’.

Det er ellers ikke fordi, at ‘Dishonored 2’ er det oplagte ikke-stealth-spil. Det følger i fodsporene på den ganske fremragende sniger-debut fra 2012, hvor der endnu engang bygges videre på historien om den unge kejserinde Emily Kaldwin og hendes beskytter – samt far – Corvo Attano.

Hvor man i første omgang spillede kun som Corvo, er der denne gang åbnet mere op for spillet, da man også kan træde i skoene på Emily. Selvom det praktisk talt ikke gør den store forskel for, hvordan man spiller spillet (Corvo og Emily har forskellige evner, der dog minder om hinanden), så er det en af de ændringer i ‘Dishonored 2’, der for alvor peger mod, at spillet er langt mere tilgængeligt for spillere, der ikke ligefrem foretrækker rendyrket stealth.

Er man mere til kaos, pistoler og larm, kan ‘Dishonored 2’ sagtens spilles igennem på denne måde, og man føler aldrig, at man mister noget ved denne tilgang. Faktisk kan det være næsten befriende at kaste sig ud i det, hvis man er ved at miste tålmodigheden, eller hvis man bare gerne vil gå amok med de overnaturlige evner, som både Emily og Corvo kan oparbejde.

Det ændrer dog ikke ved, at ‘Dishonored 2’ i hjertet lever for den stille tilgang. Der, hvor man analyserer alle muligheder og sniger sig frem i skyggerne (eller på hustagene eller i underjordiske gange eller sågar igennem luftkanaler). Vil man se et mesterværk i banedesign, så er ‘Dishonored 2’ det perfekte eksempel, for der er simpelthen så mange muligheder, at man bruger længere tid på at planlægge end at udføre missioner.

Dishonored3

Det siger meget om et spil, at man frivilligt bruger adskillige timer på at udforske bygninger og byer på egen hånd, men ‘Dishonored 2’ lægger op til frihed, som det sjældent ses i et spil, der sådan set ikke er et spil med åben verden a la ‘Assassin’s Creed’ eller ‘Grand Theft Auto’.

Det skyldes ikke mindst, at der først og fremmest er gemt et hav af hemmeligheder og ledetråde, som kun gør spillet mere interessant, men også fordi spillet emmer af stemning. Det er gennemført steampunk kombineret med kummerlige forhold og usle skæbner. Det er vanvittige omgivelser, der kan tage pusten fra én. Det er en verden, som man på ingen måde vil leve i, men som man for alt i verden vil opleve – lige præcis den kombination gør sig aldeles fantastisk i et spil, hvor man netop belønnes for at opleve og udforske sine omgivelser.

At selve historien om Emily, Corvo og intrigerne i deres familie er knap så stærk føles faktisk som en mindre gene, end det gjorde i første spil. Omgivelserne løfter prompte ens oplevelse af spillet til det punkt, hvor den historie, som spillets fokus egentlig ligger på, glider lidt i baggrunden og blot popper op hist og her. Det største minus er faktisk, at spillet har en tendens til at være for afbrydende, når man for alvor udforsker. Man bliver revet tilbage til virkeligheden og mindet om, at man faktisk har et mål, når man helst bare vil være på egen hånd.

Dishonored4

Og når vi nu er ved kritikken, som ellers er yderst sparsom, så er det i dette tilfælde også nødvendigt at nævne pc-udgaven, som er præget af adskillige problemer ved lanceringen. Undertegnede har haft absolut ingen problemer ved gennemspilningen af spillet, men andre har været knap så heldige. Faktisk har det været fuldstændig ødelagt for nogle spillere. Det kan naturligvis fikses med opdateringer, men desværre er det på nuværende tidspunkt en enorm anke mod pc-udgaven, da den er lidt af et gamble.

Har man dog held med spillet (eller tager man den sikre vej med konsoludgaverne), får man svært ved at finde et mere tilfredsstillende spil i år, stealth eller ej. Bare tiden, som man kan bruge på at udforske og planlægge, gør det hele værd. Når man får valget mellem at være kynisk og dræbe sig vej til den trone, man mister (bare rolig, det er langt fra en spoiler), eller være en mere hensynsfuld hævner, er valget aldrig helt oplagt.

Dishonored5

Tager man den lette tilgang og gør op med sin tilgang om ikke at ville dræbe nogen hele vejen igennem spillet, eller går man på kompromis med sig selv og kaster sig ud i en længere omvej? Uanset valget kan man være sikker på, at ‘Dishonored 2’ føles underholdende og – takket være de mange måder, man kan gå til det på – næsten som en ny oplevelse både første, anden og tredje gang, man spiller det igennem.

Faktisk føles det som så komplet en oplevelse, at spillet snildt bejler til rollen som årets spil – uanset om man er til kaos eller stealth.

Dishonored

Godt
+ Banedesignet er så solidt, som det overhovedet kan blive
+ Man bliver aldrig træt af at udforske og finde nye veje frem
+ Bygger positivt videre på alt det, der gjorde ‘Dishonored’ godt

Skidt
– PC-udgaven er (for de uheldige) et ulideligt kaos
– Skuespillet halter til tider med den lidt kedelige hovedhistorie
– Er man stealth-rookie, kan sværhedsgraden være en anelse streng