I 80’erne var der to typer af børn: Sega-ungerne og Nintendo-ungerne. Enten var du Sonic eller Mario, henholdvis på din Sega Master eller på din NES – Nintendo Entertainment System. Nintendo har netop genudgivet deres NES i en Classic Edition, hvilket med stor sandsynlighed sender dig lige lukt i retrohimlen, hvis du var barn dengang.
Var du det, vil du sikkert se med dine rosenrøde tilbagebliksbriller på de mange tabte timer i ungdomshulen, sukke dybt og kunne mærke hvornår, du skulle få Mario til at hoppe for at gennemføre banerne. Det sidder i kroppen.
Hvis ikke du aner, hvad jeg taler om, så var du ikke barn dengang. Og det var jeg heller ikke. Jeg har ingen søde minder om ‘Super Mario’ 1, 2 eller sågar 3, thi jeg ikke var født dengang.
Jeg hoppede først med på Nintendo-vognen med NES’ens 16 bit-efterfølger Super Nintendo fra 1991. Derfor var det med en vis bæven og ærefrygt, jeg pakkede NES Classic ud for at se, om tiden har været god eller ond ved den ikoniske konsol.
Mindre chassis, grotesk kort ledning
Konsollen er i grove træk magen til originalen, men den er skrumpet og fylder nu ikke meget mere end en kvart Playstation 4: I og med den skal trække 8 bit-spil, som du i bund og grund kan spille på din smartphone, burde der heller ikke være behov for mere fyld. Derudover mangler NES Classic Edition den old school åbning til at placere spillene, der kom i kassetter.
Udformningen er let og plastik-agtig, men fejler sådan set ikke noget udover at ledningen til controlleren er så kort, at du kun kan gå to skridt væk fra konsollen. Det betyder, at jeg flere gange kom til at hive hele konsollen ned af bordet, fordi den er så let og ledningen så kort. Det lyder petitesse-agtigt, men det er altså totalt idiotisk, at jeg kan spille en masse retro-spil på mit store HD-tv, men bliver nødt til at sidde direkte foran fjernsynet for at gøre det.
En anden ting, du skal være opmærksom på er, at der ikke medfølger et egentligt strømstik. Ledningen er med, men du skal selv have en AC-oplader – én af dem med USB-indgang i. Det er utvivlsomt for at gøre det billigere for forbrugeren at købe konsollen, at de ikke smider sådan strømstik i pakken, men det føles også irriterende at skulle rode i skuffer efter gamle opladere til en spritny (sådan da) dims.
En sidste sidenote er, at du i de fleste af spillene kan spille sammen med en ven. Hvis du altså køber en ekstra controller ved siden af eller har en classic controller liggende fra en Wii eller Wii U. Men uanset hvad, så køb en controller med lang ledning. Dit syn vil takke dig.
Fra spilperler til spørgsmålstegn
NES Classic kommer med 30 indbyggede spil – og du skal ikke forvente, der kommer flere. Ligegyldigt hvilket spil, du giver dig i kast med, er der flere gennemgående træk. Den pixelerede 8bit-grafik ser virkelig, virkelig skarp og lækker ud i HD. I gamle dage – i 80’erne – var det en meget mudret fornøjelse at se på den type grafik, eftersom fjernsynene ikke ligefrem var 4K, men på fladflimmeren anno 2016, kan det virkelig give nyt liv til gamle travere.
Derudover er musikken ret simpel. Den såkaldte chiptune-musik, som virkelig signalerer bipbip-spil, lyder overraskende godt på moderne højtalere.
Men det afhænger selvfølgelig fra spil til spil. I spil som ‘Dr. Mario’, som er fra 1990, er musikken og grafikken selvfølgelig bedre end fra rum-skydespillet ‘Galaga’ fra 1981. Og det er her, jeg tror nostalgifaktoren skal medregnes: Jeg har aldrig spillet eksempelvis ‘Galaga’, så jeg blev nærmest irritabel, da jeg åbnede spillet op, og der ingen musik var, men kun knasende ‘PIOWPIOW’-lyde, når jeg affyrede laserkanonen. Og i sådan nogle spil taber du, hvis ikke du skyder hele tiden. For at skåne mine trommehinder hoppede jeg derfor hurtigt ud af dét spil igen.
Grundlæggende set er jeg meget tilfreds med spiludbuddet på konsollen. Der er både spil til retro-aficionadoerne, der har lyst til at dykke ned i de meget simple spil, der begyndte trends og uden tvivl var nyskabende – men i dag kan virke lidt for simple. Og så er der de bredere succeser, som stadig er et kig værd og på trods af simpelt gameplay stadig underholder i 2016 – uanset om du prøver det for første eller 50. gang.
Der er spil som ‘Zelda’, der kan tager uger at gennemføre – og så er der små arkade-spil, når du har en halv times tiden inden middagsmaden. Man skal dog være obs på, at spil dengang ikke var for de pædagogiske anlagte. Der er ikke meget forklaring af spilmekanikker, og du kan i langt de fleste spil dø inden for få sekunder, hvis du ikke tager dig sammen.
Den endelige dom
NES Classic er på trods af den idiotisk korte controller-ledning en god konsol. Du får vitterligt gammel vin på en HD-ficeret flaske, men det er også fint i sig selv. Spillene kører for det meste upåklageligt, selvom jeg dog oplevede få steder, at de hakkede, når der skete meget på skærmen på samme tid.
Som ikke-nostalgiramt fan, så må jeg dog sige, at det er en pose blandede bolsjer. Hvis du har gode minder om tiden med kammeraterne, hvor I tæskede jer igennem ‘Bubble Trouble’, fordi I vitterligt ikke havde andre spil, så kan du sikkert hygge dig gevaldigt med det. For en nykommer som mig, der ganske vist kender de fleste af spillene, men ikke har spillet dem som barn, så er mange af dem for simple eller for svære til, at jeg synes jeg får nok underholdning ud af dem.
Dog vil jeg sige, at alene ‘Super Mario’, ‘Kirby’, ‘Zelda’ og ‘Mega Man’ er gode grunde til at købe konsollen, for de holder for det meste stadig i dag, hvis du er glad for retrospil i forvejen. Hvis du dog i forvejen har en Wii eller Wii U, så vil jeg dog anbefale, at du smider et par kroner i online-butikken og køber dem dér i stedet for at anskaffe dig en NES Classic.
Læs også: Tre NES Classic-spil, der holder i dag for både retro-gamere og nytilkommere