‘Robinson, The Journey’ er langt fra perfekt, men dog første anbefalelsesværdige VR-titel
Der er øjeblikke af overordentlig skønhed i ‘Robinson, The Journey’, hvor du kigger op gennem tæt junglebevoksning og får gåsehud af en sulten brachiosaurus, der tygger lystigt på grenene omkring dig. Der er øjeblikke, hvor koldsveden pibler efter du har mærket en raptors ånde i dine nakkehår, splitsekunder før det er game over.
Og så er der øjeblikke, hvor du er lige ved at kyle controlleren i jorden, fordi din krop føles spastisk og usamarbejdsvillig i ‘Robinson’s akavede styring.
‘Robinson, The Journey’ er et af de første gode spil til PlayStation VR, men fornøjelsen skæmmes af en lang række børnesygdomme.
Spillets handling
Tag et godt mix af Robinson Crusoe, ‘Jurassic Park’ og ‘The Martian’, så har du grundingredienserne i ‘Robinson, The Journey’. Efter en storslået rummission med det mål at kolonisere exoplaneten Tyson III slår fejl, ender man, i rollen som den unge dreng Robin, strandet – måske alene – på en frodig planet befolket af dinosaurer.
Med sin flugtkapsel som hjem har man formået at overleve en årrække på planeten med hjælp fra en kunstigt intelligent såkaldt HIGS-enhed og tyrannosaurus-ungen Laika, der minder mere om sin rumfarende navnesøster fra virkeligheden end sin kødædende art.
Uden nogen længere forklaring får man så til opgave at forsøge at finde andre overlevende og bevæbnet med sin håndscanner/svævepistol opklare, hvad der gik galt på missionen. Det fører Robin ud på et farverigt og puslespilsspækket eventyr gennem klippegange, jungle og tjæresøer.
Fortællingen er sød, nærmest barnlig, hvilket også fører til, at ‘Robinson, The Journey’s historie ender en smule tandløs. Særligt karakteren Robin fremstår flad og tom i et ellers umanerligt flot univers. Der burde være elementer af desperation, grænsende til sindssyge og mere reel frygt, når man forsøger at undgå raptorer og som en anden Nathan Drake klynger sig til fedtede svampe på meterhøje tropetræer. Det havde skabt en mere intens spiloplevelse.
Flere bugs i spillet end på landjorden
De mange lange klatre-seancer leder naturligt videre til et af spillets mest frustrerende elementer. Med en almindelig PlayStation 4-controller føles det enormt akavet at klatre rundt på på lianer, fremspring og ledninger. Det havde givetvis været mere naturligt med en Move-controller i hver hånd, men med en almindelig controller er man tvunget til at kigge i den retning, man vil klatre i, hvilket både gør styringen kunstig, men også upålidelig til tider.
Noget helt andet er, at man på landjorden kun kan bevæge sig i samme tempo som en senior-scooter med håndbremsen trukket. Det bliver hurtigt frustrerende, og hvad værre er, så trækker det yderligere tempo ud af et spil, der trænger til et godt skud action lige i maveskindet.
Frustrationerne bliver ikke mindre af enkelte bugs, der opstod undervejs, såsom scannede objekter, der ikke dukker op i progressionsoversigten og derefter ikke kan scannes.
Når det så er sagt, så er det et af de første VR-spil, undertegnede har prøvet, der ikke har ansporet til showstoppende brækfornemmelser. Det betyder, at man kan bruge timevis på at fortabe sig i spillet – en sjældenhed blandt VR-titler.
Endelig vurdering
Man kan næsten tilgive den lidt klodsede styring, når man mærker controlleren vibrere idet spillets gigantiske langhalse marcherer forbi eller når suset i maven indfinder sig idet pterosaurerne svæver over det grønne landskabs frodige kløfter og ruinen af det kolossale rumskib, man ankom i. Til trods for at historien er en kende harmløs, så vinder spillet ved at skabe en smuk og dragende kulisse, selv på PlayStation VRs middelmådige skærm.
Der er rigtig meget at kritisere ‘Robinson, The Journey’ for, men grundlæggende set er det den første PlayStation VR-titel, jeg har spillet til ende, som er reelt anbefalelsesværdigt.
Al begyndelse er svær og ‘Robinson, The Journey’ er bedømt i det lys. Men hvis spillet fungerer som en forsmag på, hvad der er i vente i fremtiden for VR-spil, så tegner det godt. Det er forhåbentlig ikke det sidste, vi har set til Tyson III.
Godt
+ Tyson III er et umanerligt smukt univers
+ Spillet fremprovokerer ikke brækfornemmelser
+ Øjeblikke af reel gåsehud
Skidt
– Det er en kort fornøjelse
– Frustrerende styring og bugs
– Historien kunne godt være mere intens