‘Titanfall 2’ rammer den perfekte balance i en hæsblæsende genre
Der skal stadig sprænges robotter og såkaldte mechs i stykker, altimens der løbes på vægge, mega-hoppes fra hustage eller gøres glidende entréer med kuglerne flyvende om ørerne i bedste John Woo-stil, men ‘Titanfall 2’ er skåret ind til benet i en stilsikker og enormt flow-orienteret spiloplevelse.
Spillet fra Respawn Entertainment bygger videre på formularer og skabeloner fra 2014s ‘Titanfall’, men har fjernet ligeså mange tiltag som de har lagt nye til. Samlet set gør det ‘Titanfall 2’ til en af årets mest positive overraskelser.
Tilbage til fremtiden
‘Titanfall 2’ er en shooter sat i et fremtidsunivers hvor krige og internationale konflikter løses ved, at parterne smider kæmpe mechs (maskiner spækket med missiler og maskinkanoner på størrelse med mellemstore lejlighedskomplekser) efter hinanden indtil den ene part løber tør.
I en kamp starter alle som piloter – almindelige fodsoldater der, når der er scoret tilpas mange point, kan hidkalde en kæmpe mech som de kan bruge til at øge overtaget mod det andet hold. Meget lig killstreaks, bonusser, der er kendt fra alle de andre shooters på markedet. Både piloter og mechs har adgang til en række nye features, blandt andet gribekroge, svævebaner, hologrammer og andre gadgets, der giver kampene et nyt niveau og er sjove at bruge.
Det mech-baserede powerplay er den mest unikke feature i ‘Titanfall 2’ – en mech med den rigtige pilot kan fuldstændig dominere en runde og føles mange gange sjovere at hoppe i førersædet af end kampvogne, Apache-helikoptere og hvad der ellers er set (så mange gange) før.
Når det andet hold har en mech på banen gælder det primært om ikke at befinde sig i den modtagende ende af en missil-salve, sekundært om at få pillet den fra hinanden. Det skaber en små-paranoidt spil-element hvor man ofte løber væk fra actionen, fremfor at storme mod den, som det ellers er normen i shooterspil. Det skaber en anden dybde i gameplayet end i mange andre spil og føles (endnu) ikke slidt, eller som noget der bare skal overstås. Balancen er helt rigtig i forhold til at bekæmpe det andet holds mech eller forsvare sin egen.
Selvom alle de menige piloter er en stor del af spillet, bliver begge holds mechs lynhurtigt det dynamiske omdrejningspunkt som alle prøver at forsvare/angribe, hvilket driver ‘Titanfall 2’ til at føles som et friskt pust i en myriade af korridor-shooters.
Det rigtige kapow
‘Titanfall 2’ rammer den ellers så svære balancegang mellem overdrev og tilstræbt realisme i mange af dets facetter. Lydsporet føles tungere og mere responsivt end mange andre spil formår. Alle våben har en unik lyd og kan efter kort tid genkendes i de hektiske kampe. Samtidig er feedbacken, når man rammer en modstander, kælet meget mere for end de sædvanlige thump-lyde. Der er en lækker, lille metallisk klang når ens kugler træffer en fjendtlig robot. Fryd for øregangene.
Både den visuelle del og bevægelserne rundt i banerne er med til at binde den elegante lydside perfekt sammen i et univers, hvor man ubesværet sprinter, glider eller flyver fra én situation til den næste og hele tiden er i flow. På PlayStation 4 oplevede jeg aldrig at min framerate dykkede under 60 frames per second, screen tears eller andre problemer der kan ødelægge fornemmelsen af et spil. ‘Titanfall 2’ føles bare godt hele tiden.
Konklusion
På papiret var ‘Titanfall 2’ dømt til mere meh-fornemmelse end mech-ekstase: Det lignende endnu en såkaldt hæsblæsende shooter i femte gear med alt hvad dertil hører af double jumps og powerslides. Forventningerne var selvsagt skruet ned til et vågeblus, men sjældent er forventninger på den måde gjort til skamme.
Hvorom ‘Titanfall 2’ ganske rigtigt er en moderne adrenalin-orienteret shooter, så føles det tifold bedre end nogen andre spil i samme genre. Det er tydeligt at der er fokuseret på at perfektionere alle de små ting, som udgør en god spiloplevelse – flow, pace og tempo – og der er ramt plet langt de fleste steder. ‘Titanfall 2’ gør ikke specielt meget nyt, men det FØLES uendeligt meget bedre end så mange af konkurrenterne.
Godt
+ Fantastisk feel og flow
+ Virkelig god kampagne
+ Det hidtil bedste parkour-system
+ Brændende kastestjerner
Skidt
– Kampagnen er kort
– Relativt små hold i multiplayer
– Ikke meget nyt indhold