‘Watch Dogs 2’: Samfundskritikken snubler i parodier

‘Watch Dogs 2’: Samfundskritikken snubler i parodier
4 6
Spil
Titel

'Watch Dogs 2'

Udvikler

Ubisoft Montreal

Platform

PlayStation 4, Xbox One, pc (Anmeldt til PlayStation 4)

Pris

499 kroner

Lancering

Den 15. november

»Du er mindre værd, end den data du producer.« Det er en sætning, der giver mere og mere genlyd i den verden, vi lever i. Facebook er et vindue ind til dit liv, din mobil tracker konstant din position, og skulle alt din data blive samlet på én gang, ville hele dit liv ligge til åbent skue.

Det er også sætningen, der starter ‘Watch Dogs 2’, og med det in mente er tonen ligesom lagt an. Til kampen mod Big Brother, kampen mod data og kampen mod – i spillets tilfælde – at blive en parodi af den samtid, som det prøver at kommentere på.

Som den unge mand Marcus Holloway er man ved at bryde igennem som en vanvittigt talentfuld hacker. Da et personligt hævntogt fanger hackergruppen DedSecs opmærksomhed, bliver man straks katapulteret ind i et hackernetværk, hvor de unge, naive og håbefulde ihærdigt kæmper den brave kampe mod et mere og mere overvåget samfund.

Det er en historie med mange aspekter, som vi efterhånden har hørt og set før. Den unge hacker kunne snildt forveksles med Elliot Alderson fra ‘Mr. Robot’, hackergruppen er naturligvis et knapt så opfindsomt vink med en vognstang til grupper som LulzSec, og hele kulturen i spillet kunne snildt være taget ud af den seneste tech-hipster-serie fra HBO.

I DedSec bydes man velkommen af en gruppe unge, der håber på, at Marcus er deres Alderson-lignende messias. At det er lige præcis Marcus, der kan tvinge Blume i knæ – firmaet, der står bag ctOS, et system, der overvåger alt og alle i San Francisco, hvor ‘Watch Dogs 2’ udspiller sig.

Gruppen af unge er omtrent lige så originale, som man kunne forvente. Der er den stille, nørdede fyr, som faktisk er et geni af dimensioner. Der er kvinden, som har ben i næsen og ikke giver en fuck. Og så er der outsider-fyren med en Daft Punk-lignende maske, der lyser farverigt op, når han jonglerer med ungdommelige gloser. Det er sgu ikke videre opfindsomt, men det bliver desværre hurtigt et kendetegn for ‘Watch Dogs 2’.

wd_media_screens-fakeevidence_ncsa

Spillet prøver nemlig ihærdigt at agere både som en parodi af klicheer og tåbelige situationer, som har udspillet sig i den virkelige verden, samt en satirisk kritik af vores samfund og den verden, vi lever i. Der er milliardæren, som skyder prisen i vejret for medicin, imens han bruger millioner på et hiphop-album (hej Martin Shkreli), der er filmstudiet, der får lækket et hav af mails (hey Sony Pictures), og så er der en talende bil akkompagneret af 80’er-synthmusik (hej ‘Knight Rider’).

Hvor nogle af scenarierne giver et mindre grin og en adrenalinpumpende oplevelse, så falder de andre fuldstændig fladt. ‘Watch Dogs 2’ vakler konstant mellem at ville give en samfundskritisk stikpille og blot være comic relief, men oftest snubler det simpelthen, inden det opnår nogen af delene.

Man kan dog ikke klandre ‘Watch Dogs 2’ for ikke at diske op med en verden, som er latterligt indbydende. San Francisco er en forrygende by at bevæge sig rundt i, og som hacker er det et paradis, når man leder efter ting at hacke. Der er naturligvis småopgaver gemt hist og her, men faktisk kan stort set alt hackes uanset formålet, hvis bare man har lysten.

wd_media_screens-gc-oakland-triggeredGangWar_ncsa

Uskyldige civile kan lænses for penge, eller også kan man nøjes (“nøjes” afhængigt af ens samvittighed) med at læse igennem deres SMS’er eller lytte med i opkald. Og er man fuldstændig ligeglad med konsekvenserne, kan man naturligvis også overtage kontrollen af biler eller sende hele San Francisco ud i kaos.

Man får som sådan ikke noget ud af dette i forhold til spillet, men hvor spillets historie og opbygning oftest er ganske intetsigende, så giver muligheden for at hacke alt og alle alligevel en ekstra dimension. Vil man gøre det, bare fordi man har muligheden? Er det egentlig okay at bruge denne slags midler for at nedkæmpe et firma, som andre måske faktisk bryder sig om? Og hvorfor bruger ingen af de civile Signal?

Sidstnævnte er selvfølgelig en mindre joke (seriøst dog, brug Signal til dine sexts), men det viser, hvordan ‘Watch Dogs 2’ på trods af sine mangler alligevel formår at bryde igennem på et – måske/måske ikke – tilsigtet niveau i ens bevidsthed. At omgivelserne er kliché efter kliché, som naturligvis alle kredser sig om den største kliché af dem alle, Silicon Valley, er én ting, men at man begynder at rejse spørgsmål om den virkelige verden, er en helt anden ting, som nogen måske ville have godt af at opleve.

Her kunne der i øvrigt komme endnu et niveau ind, hvor man kunne opleve alt dette i selskab med virkelige mennesker, blandt andet hvor man hacker hinanden, men spillets multiplayer har siden lanceringen været offline. Det første spil havde lovende aspekter i netop multiplayer, og en kortvarig session for undertegnede inden lanceringen bekræftede potentialet i ‘Watch Dogs 2’. Men, havde en velfungerende multiplayer i ‘Watch Dogs 2’ kunne give en stjerne mere? Det er højst tvivlsomt.

wd_media_screens-gc-oakland_ncsa

‘Watch Dogs 2’ er (multiplayer eller ej) derfor også lidt af en sær størrelse. Der er ingen tvivl om, at efterfølgeren er bedre end sin forgænger, men det mangler stadig en vis selvindsigt for at markere sig som et spil, hvor man får andet end tomme kalorier i sin underholdning.

Det åbne San Francisco er fortrinligt at udforske (især med Marcus’ udvalg af gadgets), hvis bare man glemmer alt det, der udgør den slaskede rygrad i spillet, nemlig the cool kids med deres in your face-attitude og håbet om at kunne ændre verden med den teknologi, de er vokset op med.

Ligesom Marcus og hans kumpaner i DedSec er ‘Watch Dogs 2’ lidt for meget glorificering af hackerkulturen, der opstod omkring Anonymous og LulzSec, og knap så meget glorificering af, hvad denne slags spil faktisk kan udrette. Der er simpelthen ikke gods nok i spillet til at kunne træde igennem med dets forsøg på satire. I stedet fremstår det som en underholdende, omend hult klingende parodi – nogle gange på vores samfund, andre gange på sig selv.


Godt

+ San Francisco redder den fjerde og sidste stjerne med sine omgivelser
+ Man føler sig som et barn i en slikbutik med alle ens gadgets
+ Der er altså potentiale i multiplayer-delen, men…

Skidt

– Multiplayer er endnu ikke online
– Parodierne er for overspillede, satiren er for underspillet
– Styringen af Marcus (og diverse gadgets) er ofte kluntet, når man kommer ud i actionfyldte situationer

Sponsoreret indhold
Ugens fester