Årets otte bedste indiespil: Fra jordnære, hjerteskærende perler til mørk mystik og massemord

Årets otte bedste indiespil: Fra jordnære, hjerteskærende perler til mørk mystik og massemord

I midten af nullerne blev en ild tændt under computerspilsverden – indiespillene bredte sig som en steppebrand udover internettet, som følge af lettere distribution via nettet, billigere teknologi og øget interesse. Lykkeligvis for os raser flammerne stadig, og 2016 har været et fortræffeligt år for indiespil. Vi kårer de bedste her:

8. ‘That Dragon, Cancer’

Der var ikke et øje tørt, da Amy og Ryan Green udgav deres autofiktionelle hyldest-spil til deres afdøde søn, Joel – og det var fuldt ud fortjent. ‘That Dragon, Cancer’ er en rørende og ubehagelig (på den gode måde, så at sige) oplevelse, som sætter sig dybt under huden. Det er virkelig ikke rart at stå i Ryans sted, når Joels kræftsvulst får ham til at kaste væske op, og han græder af dehydrering. Det er virkelig ikke morsomt eller underholdende at stå i forældrenes sted, når undskyldende og afmålt forstående læger forklarer, at de gør alt hvad de kan, men at chancerne efterhånden er små.

Det er overhovedet ikke fedt, men That Dragon, Cancer lovede aldrig nogensinde nogen det ville være rart. Til gengæld demonstrer det i udstrakt grad hvad spil kan: Sætte spilleren i en vidtfremmed persons sko – og føle denne persons valg og deres konsekvenser, så det mærkes blodigt og salt og virkeligt.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


7. ‘Darkest Dungeon’

Red Hook Studios udgav i vintermørke januar et spil, der havde været længe undervejs: ‘Darkest Dungeon’. Uden at fortrække en mine stiller spillet et uventet, og ærlig talt dybt foruroligende spørgsmål, som tit er blevet forbigået i computerspil: Hvad er egentlig de psykologiske konsekvenser for en række mennesker, hvis job det er at risikere liv og lemmer mod ugudelige monstre, sygdomme, fælder og vanvidsfremkaldende trylleformularer?

Kort sagt: De er grumme.

Men ud over det originale og dystre set-up udmærker ‘Darkest Dungeon’ sig også ved at være hamrende underholdende. »Lige en bane mere,« hvisler man ubønhørligt, mens den femte ridder i dag går under af byldepest og PTSD. »Bare. Lige. En. Mere.«


6. ‘Firewatch’

På nettet fnyser man nogle gange af spil som ‘Firewatch’. Man kalder dem walking simulators og efterspørger hånligt rigtige spilelementer som point-systemer og bazookaer. Udviklerne trækker på skuldrene og laver spillene alligevel (uden bazookaer) – og gudskelov for det.

‘Firewatch’ er en rørende, varm og nuanceret fortælling, det foregår i en amerikansk nationalpark i 80erne. Efter sin kones tragiske udbrud af tidlig Alzheimers, drager hovedpersonen Henry ud for at blive brandvagt – og for at få fred og tænketid. Henry og spilleren lærer langsomt den sympatiske supervisor Delilah at kende og parallelt hermed bliver Shoshone National Forest en slags andet hjem for både Henry og spilleren.

Hvad videre sker skal ikke afsløres. Men det er dragende. Og spændende.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


5. ‘The Witness’

Jonathan Blow er umulig at komme udenom når man taler om indiespil. ‘Braid’ (2008) var et ekstremt populært og meget vigtigt spil da det udkom. Med sit gennemarbejdede grafiske udtryk, en stærk musikalsk side og tankevækkende metakommentarer til spilmediet i sig selv, banede det vej for en ny generation af spil med litterære og kunstneriske ambitioner.

I år udkom så Blows første spil i otte år ‘The Witness’ og hypen var skyhøj. Og det levede op til forventningerne.

‘The Witness’ er krævende, originalt og af høj kvalitet. Spillets gåder er veludtænkte og kombineret med Blows hang til filosofi fornemmer man som spiller, at man er en del af noget stort og dybt og gådefuldt – og vigtigt.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


4. ‘Samorost 3’

I Tjekkiet findes et lillebitte spilstudie, der hedder Amanita Design. Amanita begyndte deres karriere med at udgive to gratis flashspil på nettet – ‘Samorost’ og ‘Samorost 2’. Med deres smukke blanding af fotografi og malede baggrunde og finurlige puzzle-elementer blev de kulthits.

Med banen således kridtet op, gav Amanita sig i kast med et par meget anmelderroste og bredt sælgende point-and-click-spil, ‘Machinarium’ og ‘Botanicula’, begge med blændende artwork og et hjemsøgende soundtrack, komponeret af genreekvilibristen Tomas Dvorak.

‘Samorost 3’ er Amanitas svangesang. Her er elementer af Peddersen og Findus’ nordiske eventyrlighed, Mumitroldene og ‘Myst’. Og tusind andre smukke ting, der er sværere at placere. Hver eneste bjergtagende billede gemmer på hemmeligheder og inviterer spilleren dybere ned i kaninhullet. Og Dvorak har ærlig talt overgået sig selv, med et soundtrack der sidder fast længe efter man har forladt skærmen.

Nogen sagde point-and-click-genren var død. Nogen kan rende og hoppe.


3. ‘Inside’

København har en stærkt respektabel spilscene. Bedst kendt er naturligvis IO Interactives verdensomspændende blockbuster ‘Hitman’.

Men i indieverden hviler alle menneskers øjne på Playdead, som i 2010 udgav den stærkt anmelderoste og pænt uhyggelige platformer ‘Limbo’. Men hvor Limbos univers trak på forholdet mellem natur og maskine, og virkede eventyrligt, er deres nyeste udgivelse ‘Inside’ et horribelt og teknologisk dystopia, der efterlader spilleren med en tom og truende fornemmelse af gru og undergang. På trods af visse ligheder (hovedpersonen er en dreng, der hopper og løber, verden hader dig og vil dig det skidt) er ‘Inside’ et stærkere og mere dybt spil end sin forgænger. Det er forfærdeligt. Det er krampagtigt.

Og det er klasse. Høj klasse.

Læs vores fulde anmeldelse HER.


2. ‘Stardew Valley’

I fem år havde Eric Barone siddet på sit værelse i Seattle og programmeret sit første spil, ‘Stardew Valley’. Når han ikke programmerede skrabede han lidt småpenge sammen ved at sælge billetter i det lokale teater. Så til sidst bekendtgjorde han til sine få, men trofaste, fans at han ville udgive en eller anden slags udgave af sit spil, som skulle være en hyggelig, men udbygget, simulation af at flytte til landet, og genoprette et nedlagt landbrug.

‘Stardew Valley’ eksploderede. Til dags dato har næsten to millioner mennesker købt spillet. Og man forstår hvorfor. ‘Stardew Valley’ er et underfundigt og befriende pust i en til tider stormomblæst virkelighed. I ‘Stardew Valley’ er der tid til radiser, samtaler, høns og fordybelse. Det er det tætteste man kan komme på ren zen i spilform.

Gør dig selv en tjeneste og spil ‘Stardew Valley’ når julestressen bliver lidt for meget. Bare pas på du ikke pludselig har spillet otte timer i træk.


1. ‘Hyper Light Drifter’

‘Hyper Light Drifter’ et er, mildest talt, ordfattigt spil. De sparsomme bidder af historie spilleren undes fortælles via mareridtsagtige (og gudeskønne) cutscenes og fortællende piktogrammer, som den post-apokalyptiske verdens indbyggere ofrer dig.

‘Hyper Light Drifter’ giver grundlæggende spilleren en følelse af konstant væren-ikke-hjemme. Paranoia. Hovedpersonen er tydeligt syg, og hoster jævnligt blod op, der er noget galt med verden, som er forfaldende, eller groet til med enorme, isblå krystaller som altid vender tilbage, uanset hvor meget du hugger dem ned.

Mens du bombaderes af overjordiske pixellandskaber synker du helt ned i ‘Hyper Light Drifter’s univers. Det er sjovt, men det er aldrig for sjov. Der er noget faretruende og alvorligt og smukt på spil hele tiden. Og fordi det aldrig åbenbares til fulde, hvad tingenes sande sammenhæng er, er spilleren hele tiden på kanten af sit sæde. Man bliver et med den desperat søgende Drifter fra spillets navn, og man ved ikke helt hvad man søger.

Det er fantastisk. Slet og ret.

Læs vores fulde anmeldelse HER.

Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews