‘The Last Guardian’ er en atypisk afvejning af det fantastiske og frustrerende i et venskab

‘The Last Guardian’ er en atypisk afvejning af det fantastiske og frustrerende i et venskab
6 6
Spil
Titel

'The Last Guardian'

Udvikler

genDESIGN

Platform

PlayStation 4

Pris

499 kroner

Lancering

Den 9. december

Det ville være nemt at anmelde ‘The Last Guardian’ som genDESIGNs fortsættelse til det efterhånden legendariske ‘Ico’ og ‘Shadow of The Colossus’, men efter mere end et årtis venten, spekuleren og endnu mere venten står det endelig klart: ‘The Last Guardian’ er så meget mere end bare en fortsættelse. Det er et af de sidste ti års mest ambitiøse spil, og det leverer i sådan et omfang, at det også er et af de bedste.

Det er næsten synd, at anmelde ‘The Last Guardian’. Det er skævt fokus at snakke om progression, teknik og gameplay. Det er en stor opgave, at skulle omsætte den oplevelse som Fumito Uedas nyeste spil har været: Det bliver som at sætte ord på følelser og relationer – som at forklare farver til en blind.

Fantastisk

‘The Last Guardian’ er fantastisk. I ordets allerbogstaveligste forstand fantastisk. Det leger med fantasien, sender den på langfart, haler den ind igen, forvirrer, fornøjer og skaber fantasi.

Omdrejningspunktet i spillet er forholdet og udviklingen mellem drengen og det eventyrlige og skræmmende monster Trico. man møder i spillets åbning. Det følelsestunge fokus skaber en spiloplevelse, hvor man ikke føler, man skal klare baner og vinde bosskampe som vanen ellers er. I stedet hensættes man til et eventyr, hvor man konstant drives fremad i ivrig søgen efter svar på, hvad der venter om næste hjørne.

Når fokus trækkes væk fra det vanlige gameplay er det pludselig okay at sidde fast i både hele og halve timer: Det er langt fra uvant, at sidde og stirre på skærmen og spekulere på, hvordan man får fortalt Trico, at man har brug for hjælp med at flytte en sten eller svømme under en klippe. Man har ikke noget fælles sprog og ‘The Last Guardian’, holder ikke spilleren i hånden. Når man sidder fast er det ikke frustration over at være for langsom til tastetryk eller for upræcis i skudduellerne, det er ikke noget man kan træne eller grinde sig fra – man bliver nødt til at tænke.

TheLastGuardian2

Befriende frustrerende

Som den unavngivne dreng befrier man den store Trico – en mellemting mellem en kat og en fugl på størrelse med et mellemstort byhus. Efter befrielsen starter et varmt, men skrøbeligt forhold de to imellem. Trico hjælper og passer på drengen, men man skal hjælpe det enorme dyr med at tøjle sine dyriske instinkter, hvis ikke man selv vil ende som offer.

Ligesom man skal gå på listesko hen mod det ophidsede bæst, skal man i mange af spillets scenarier afveje stemningen og intentionen hos Trico. Hvordan får man forklaret, at man har brug for hjælp her? Brug for at Trico stiller sig der? Frustrationen er naturlig og føles markant anderledes end når man dør for 117. gang i ‘Dark Souls’ eller ‘Call of Duty’.

Det føles mere som at skulle overbevise en hund om at aflevere bolden midt i legen eller blive siddende på sin plads og vente. Frustrationen kan være endeløs, men gevinsten når forholdet klikker og den emotionelle kommunikation lykkes, er tifold det. Det er sikkert også grunden til, at ‘The Last Guardian’ næppe falder i alles smag.

Forventer man et action-brag, bliver man slemt skuffet af det langsomme tempo. Lader man sig istedet lokke at den fantastisk stil – nok bedst beskrevet som episk realisme – og det mageløse sammenspil karaktererne imellem, er der nok at glædes over.

TheLastGuardian3

Sten i mokkasinen

Man slipper desværre ikke problemfrit igennem oplevelsen fra genDESIGN. Ligesom Trico er kameraet lidt for ofte sin egen herre og snurrer lystigt rundt – gerne så hele skærmen fyldes af den (bevares – pæne) pels fra Trico.

Det snurresyge kamera matcher desværre et rundtosset kontrolskema. I stedet for at udnytte DualShock4-controllerens 14 trykknapper er alt for mange funktioner klemt ind på de samme 4 knapper og er irriterende kontekstafhængige. Det medfører desværre, at når det genvordige fugle/katte-monster skifter stilling og man går fra at sidde fast ovenpå dets ryg, til at hænge fast i dets pels, betyder to af knapperne pludselig noget nyt. Det skaber nogle frustrerende situationer, men lettes i takt med, at man lærer at kompensere for det.

TheLastGuardian4

Endelig vurdering

Trico opfører sig som et levende og tænkende væsen. Design, mimik, lyde og alt andet levendegørende fungerer til topkarakter. Trico er det tætteste, man kommer på et virtuelt kæledyr siden Tamagotchiens storhedstid.

Allerede fra spillets første scene understreges det, at venskabsforholdet bliver det centrale gameplay og at alt rejse, kamp, udforskning og eventyr afledes af den relation, man bygger op. Trico er sin egen – modsat Marios Yoshi kan man ikke styre ham eller hende, som man heller ikke kan med rigtige mennesker og dyr.

Kattefuglen har så megen personlighed som kommer fantastisk og voldsomt til udtryk, at man hele tiden tænker hvad der mon er gået forud for spillets start: Som en håndsky hund vægres Trico ved nogle opgaver eller situationer, og man kan kun gisne om hvorfor, samt berolige og trøste det store, skræmte dyr.

Anmelder man ‘The Last Guardian’ som typisk action/adventure-spil er den mærkværdige styring og det til tider hakkende tempo akilleshæle, som dræber oplevelsen. Går man derimod til ‘The Last Guardian’ som en oplevelse man sætter tid af til at nyde, har man en moderne klassiker foran sig. ‘The Last Guardian’ har sine tekniske problemer – de blegner bare ved siden af historie, design og atmosfære. Fantastisk.


Godt
+ Fantastisk atmosfære, design og animation
+ Fantastisk historie
+ Fantastisk!

Skidt
– Kameraet har lidt sit eget liv
– Styringen er ikke strømlinet nok
– Enkelte dyk i framerate – særligt i slutningen af spillet

Sponsoreret indhold