Disney cutter samarbejdet med PewDiePie efter han bragte »nazi-relaterede« billeder

Disney cutter samarbejdet med PewDiePie efter han bragte »nazi-relaterede« billeder

Opdatering: Efter Disney har valgt at stoppe samarbejdet, gør YouTube Red det samme med deres eksklusive program ‘Scare PewDiePie’

Den ultrapopulære svenske YouTube-stjerne PewDiePie er blevet en fri agent, efter det Disney-ejede Maker Studios har opsagt kontrakten med ham og hans netværk Revelmode. Det sker i kølvandet på en række videoer, hvor han ifølge Wall Street Journal har bragt »nazi-relaterede« og »anti-semitiske« billeder og videoer.

I tre nu slettede videoer fik PewDiePie, med det borgerlige navn Felix Kjellberg, via freelance-sitet Fiverr eksempelvis srilankanske mænd til at posere med skilte med teksten »Death to all Jews« og en mand klædt ud som Jesus fremviste et skilt med teksten »Hitler did absolutely nothing wrong«. Selvom PewDiePie med egne ord brugte videoerne til at udstille, hvilke vilde ting folk vil gøre for penge, har de altså nu fået konsekvenser, hvor Maker Studios har kappet båndene til ham.

På Tumblr skriver PewDiePie, at han valgte noget, der virkede absurd for ham: »At folk på Fiverr vil sige hvad som helst for fem dollar. Jeg mener, det er vigtigt at sige noget og jeg vil gøre en ting klart: Jeg støtter på ingen måde nogen form for hadefuld attitude.« Han kalder desuden jokesene for »ultimativt anstødelige«.

Til trods for de kommentarer brugte alt right-bloggen The Daily Stormer PewDiePies videoer til at kalde ham »our guy«.

PewDiePie selv, der er kendt som en åbenmundet og kontroversiel skikkelse, kommer givetvis ikke til at mærke, at han bliver sluppet af de kommercielle bånd. Til gengæld glæder vi os til at se, når han kommenterer på det i én af sine næste videoer.

Læs også: PewDiePie langer ud efter populær femårig YouTuber, der “truer” ham