Mads Mikkelsen forklarer, hvordan han endte som karakter i tidens mest hypede spil

Det var lidt svært at få armene ned, da Mads Mikkelsen dukkede op i en stemningsmættet og kryptisk trailer til ‘Death Stranding’. For gamingentusiaster er det nok den mest ventede titel i den nærmeste fremtid af en lang række årsager: Det er den japanske auteur Hideo Kojima, der står bag. Det er første spil fra hans nye studie, efter han blev frosset ud af Konami, hvorigennem han udgav den roste ‘Metal Gear Solid’-serie. Den første kuldegysningsfremkaldende trailer er med Norman Reedus. Guillermo del Toro er også tilknyttet efter hans fælles horrorprojekt ‘PT’ med Kojima blev lukket ned efter en nu nærmest legendarisk demo.

Hideo Kojima er en kontroversiel skikkelse, der på ingen måde lægger skjul på sine man crushes, der blandt andre tæller masser af filmfolk del Toro, Norman Reedus og i høj grad også Nicolas Winding Refn. Kojima, der i lige så høj grad er en filmbuff som spilbuff, har blandt andet en filmvlog, hvor han på klingende japansk taler om sine favoritfilm. På med underteksterne og den er faktisk ganske underholdende.

Det er i det forum Kojima-san og Mads-san forklarer, hvordan de endte med at indlede et samarbejde. Vejen gik gennem Nicolas Winding Refn, der har brugt Mikkelsen flere gange og er tætte venner med Kojima.

Med til historien hører også, at de to deler filmsmag og blev overbevist om samarbejdet med hinanden, da Danmark spillede håndboldfinale i OL i sommers. Mads Mikkelsen er med fra ca. to minutter inde frem til et kvarter.

Du kan se den foreløbige forsmag på Mads Mikkelsen i ‘Death Stranding’ herunder.

Læs også: Mads Mikkelsen bekræftet i det ultrahypede ‘Death Stranding’ – se den urovækkende teaser