‘Nioh’: Hvordan kan man elske et spil, der hader dig så meget?

‘Nioh’: Hvordan kan man elske et spil, der hader dig så meget?
6 6
Spil
Titel

'Nioh'

Udvikler

Team Ninja

Platform

PlayStation 4

Pris

599 kroner

Lancering

Den 8. februar

‘Nioh’ hader dig. Sådan er det. Helt som de tydelige forbilleder ‘Dark Souls’ og ‘Ninja Gaiden’, så hader ‘Nioh’ dig.

Der er ingen barmhjertighed, støttehjul eller forklaringer. Og det er herligt. ‘Nioh’ rammer en fantastisk balance mellem indsats og belønning og er så modbydeligt svært at hvert checkpoint, overstået boss battle eller level-up fejres med jubelbrøl og ekstatiske sejrsscener.

Udviklerne bag ‘Nioh’, Team Ninja, har uden tvivl spillet en pæn portion af begge førnævnte forbilleder. Har man fået tæsk i de to andre fremragende spiltitler vil man føle sig hjemme i ‘Nioh’. Sværhedsgraden ligger absolut i den hardcore ende af skalaen, dog uden nogensinde at føles unfair.

‘Nioh’ er ligeledes et action/adventure-spil hvor hober af fjender, herunder en lang række farverige bosser, skal besejres med et gammeldags arsenal af redskaber, hvor den skarpe ende føres ind i ansigt eller overkrop på monstrene, eller med magi og trylletricks.

Den lyshårede hovedperson, William (baseret på verdens første vestlige samurai William Adams) jagter Edward Kelly som har adgang til den mægtige Amrita-energi, som kan vende krigen mellem England og Spanien. Den overordnede historie giver ikke specielt meget mening, men det gør til gengæld de sideløbende narrativer baseret på japansk historie og overtro. Alle bosser i spillet er baseret på myter og fortællinger fra Solens Rige. Det giver ‘Nioh’ en nærmest højtidelig stemning som ‘God of War’ også ramte på sine gode dage.

Nioh-3

Tætpakket game-palette

Som en lille afstikker fra det klare ‘Soul’ske ophav, er det i ‘Nioh’ ikke kun dit våben, der afgører din kampstil og moves. I den ubarmhjertige samuraisimulator vælger man mellem tre forskellige stances med hver deres unikke muligheder og problemer. ‘High’, ‘Mid’ og ‘Low’-stance kommer med hver deres vægtning af angreb, forsvar, undvigelser og ninja-gøgl.

Foruden de tre kampstillinger skal man også holde styr på blandt andet sin Jutsu: Vil man have kastestjerner, akupunktur-nåle, potions eller en ekstra filthat med på missionerne? Ydermere skal man holde øje med sin Ninpo (dyre-skytsengel, såsom flammende bøffel, vandsjaskende papegøje osv.) som skal lades op inden den dykker ned og kan give en hånd i kampene.

Slutteligt krydres det hele med, at den klassiske stamina-bar (her Ki-meter) kan fyldes hurtigere midt i kampene hvis man trykker den rigtige knap på det rigtige tidspunkt. Dræner man en fjende for Ki kan man være heldig at ramme med et special angreb (grapple attack) som slår ekstra hårdt. Desværre gælder det også den anden vej, så man har fornøjelsen af at holde styr på både sin egen og alle fjendernes Ki-metre, foruden et dusin andre småting, der fræser rundt på skærmen.

Nioh-6

Fjender alle vegne

I ‘Nioh’ møder man tre slags fjender. Andre mennesker ninjaer/samuraier/soldater, der tjener som katana-føde med enkelte mini-bosser, der giver en ordentlig udfordring. Yokai er dæmoner fra japansk lore og fås i ‘Nioh’ i alle forskellige størrelser: Fra små svagelige dæmoner, der kan affærdiges med et par nemme angreb, til store motherfuckers, der fungerer som bosser og enorme udfordringer. Revnants er (AI-styrede) spøgelser fra andre døde spillere. De kan fremmanes til en duel, hvor man måske får et stykke af deres udrustning, men risikerer at lade livet. Der er en fin afveksling i modstanderne i spillet, og det bliver aldrig kedeligt at skulle kæmpe mod hverken mennesker, monstre eller onde ånder.

Kampene i ‘Nioh’ kan være både frustrerende og forvirrende, men det føles aldrig unfair, når man taber. Hvert nederlag og restart bærer en læring med sig, som man tager med videre. Jo længere man kommer i ‘Nioh’, jo bedre føler man, at man er blevet til det. Modsat f.eks. ‘Diablo’ hvor det bare føles som om man har fået et større sværd, men stadig sidder og hamrer i de samme otte abilities som i starten af spillet.

‘Nioh’ lader dig også skræddersy dine movesets til de forskellige våbenkategorier. Vil man have mulighed for at lave flyvespark, når man bruger spyddet kan man ikke også guard-breake. Til gengæld kan man sætte det op såldes at det er omvendt med Katana’en, og på en tredje måde med spyddet og og og. Mulighederne er (tæt på) uendelige i ‘Nioh’, men heldigvis ikke overvældende. Man finder hurtigt sin favorit som man holder fast i, indtil den ikke fungerer længere. Så må man tilbage til tegnebrættet og prøve med et nyt setup. De enkelte våben har hver deres unikke føling og virker brugbare i den japanske smeltedigel.

Nioh-4

Had i kærlighed

‘Nioh’ hader mig, men jeg elsker ‘Nioh’. Jeg har siddet fast ved hver. Evig. Eneste. Boss. Og jeg har elsket det.

‘Nioh’ bliver ved med at føles nyt og positivt udfordrende – ingen billige løsninger med bare at lave en nem boss, men med masser af energi: De japanske sagnmonstre virker kreative og besynderligt troværdige hele vejen igennem. Interaktionen med japanske koryfæer som Hattori Hanzo og den historiske setting giver en cool vibe hele vejen igennem spillet, og har man lyst til at nørde videre om folkeeventyr og legendariske krigere er ‘Nioh’ et godt springbræt.

Soundtracket fortjener al mulig ros. Det er underspillet, men med en dramatisk kant som holder opmærksomheden uden at blive kvælende eller over the top. Jeg har flere gange, efter endnu et dødsfald, lagt controlleren og bare nydt menu-musikken et par minutter. Kombineret med farvestrålende grafik, der balancerer mellem japansk kabuki-teater og fotorealisme er ‘Nioh’ en lækkerbisken for alle sanser.

Nioh-5

‘Nioh’ er allerbedst i duellerne. Når man kæmper mand-mod-mand (eller monster) på en brændende tagryg, eller en strandbred med forliste skibe som baggrund. Man cirkler om hinanden, venter på et udfald eller en åbning, inden man angriber. Spænding, koncentration og forløsning er omdrejningspunkterne i ‘Nioh’. En svær kunst, hvor de fleste nye spil forfalder til store eksplosioner eller vildere kampscener. ‘Nioh’ er fantastisk til at skrue ned for alle de bells’n’whistles vi er blevet så vant til og er et spil, hvor der er fokuseret på flow, stemning og dygtiggørelse.

‘Nioh’ ligner ved første øjekast en blanding af ‘God of War’, ‘Ninja Gaiden’ og ‘Dark Souls’/’Bloodborne’, men er heldigvis så meget mere. En sprængfarlig blanding af ambition og fremsyn har været med til at lave et af de bedste actionspil meget, meget længe. ‘Nioh’ sparker din røv, men får dig til at nyde hvert sekund.


Godt
+ Det bedste kampsystem siden ‘Dark Souls’ og ‘Batman: Arkham Asylum’
+ Svært – på den allerbedste måde.
+ De bedste boss-kampe længe

Skidt
– Historien fremstår af og til en smule fjollet
– Den japanske tematik kan være svær at forstå.
– Indlæringskurven kan være for høj – for nogen (svagpissere)