‘Sniper Elite 4’: Tilfredstillende projektil-penetration af tyskertestikler

‘Sniper Elite 4’: Tilfredstillende projektil-penetration af tyskertestikler
4 6
Spil
Titel

'Sniper Elite 4'

Udvikler

Rebellion Games

Platform

PlayStation, Xbox One og pc (anmeldt til pc)

Pris

299 kroner

Lancering

Den 14. februar

Der er noget automatisk kitschet og yderst tilfredsstillende over at sidde med sin sniper-bøsse i et tilstræbt historisk korrekt klokketårn under 2. Verdenskrig, for sekunder senere at blive flået ud af illusionen når slowmotion røntgen-videosekvenser med blodig, øm præcision illustrerer, hvordan kuglen penetrerer pandebrask eller klokkeværk på det lede nazisvin 100 meter fra dig.

Rebellion Developments, udviklerne bag kult-serien ‘Sniper Elite’, har tydeligvis spillet en masse af sidste års ‘Hitman’. For i ‘Sniper Elite 4’ er den voyeuristiske nydelse i at vælge ud og krydse af, hvem der skal have en kugle gennem kranie eller testikel, længder bedre end det nogensinde har været.

‘Sniper Elite 4’ er som titlen indikerer et snigskytte-krigsspil placeret midt i 2. Verdenskrig pittoreske gru i Italien. Serien har pillet ved en eller anden morbid fascination af krigshandlingerne, hvor man ved hjælp spillenes slowmotion røntgen-kamera følger kuglen hele vejen fra geværmundingen og ind i nazisternes kranier, med vulgære og svulstige lydeffekter og kameraklipninger.

Det har samtidig været en spilserie som aldrig har søgt at opfinde nogen som helst dyb tallerken, men i stedet har koncentreret sig om at pudse og polere på sit eksisterende produkt. De har aldrig høstet fantastiske anmeldelser, men har det til trods opbygget en pæn fanskare, særligt efter de første Steam-tilbudsrunder. I seriens fjerde titel har de dog næsten ramt bullseye og spiller præsterer og underholder langt bedre end de seneste måneders cheesy trailere.

Samme opskrift, bare finpudset

‘Sniper Elite 4’ bygger videre på de gode takter som 3’eren fremviste i 2014, men fremstår som et markant bedre spil end serien tidligere har kunnet præstere. Banerne er store og åbne, de tekniske glitches er minimeret og det er ikke blevet mindre morsomt at skyde nazisterne i løgene med patroner så store som termokander på et par kilometers afstand.

Narrativt er der dog ikke poleret ligeså meget som på andre fronter. Man sættes (igen) i pilotsædet hos den tyskfødte, men nu amerikanske snigskytte (med det patriotiske navn) Karl Fairburne, der nu for fjerde spil i streg rejser verden tyndt for at befri den for nazister. Karl er en overordnet set kedelig karakter, der grynter ting som »this is what I trained for, just me, my rifle and a target« eller tilsvarende tumpe-patriotiske og ufrivilligt morsomme replikker.

Der er ikke megen karakterudvikling eller splittelse at leve sig ind i undervejs. Karl er stoisk (læs: kedeligt) rolig uanset hvor mange kampvogne og kampsoldater, der jagter ham og han tænker aldrig to gange på at tage livet af endnu en ung nazist. Selvom der spædes til mordsimulationen med de tidstypiske personlighedskommentarer som »elsker amerikansk jazz« eller »arbejdede som blikkenslager« når man zoomer ind på de tyske soldater, føler man heller aldrig selv sympati med modstanderne undervejs i spillet. Men det gør ikke noget. ‘Sniper Elite 4’ er ikke den slags spil. Det er dum, brutal og lettilgængelig action.

SniperElite4-2

Den sicilienske sandkasse

I ‘Sniper Elite 4’ igangsættes befrielsen af det fascistiske Italien anno 1943 ved, at Karl Fairburne (det navn, altså) sejler i land på en lille siciliansk ø med intet andet end sin gummibåd, et par rifler og lidt dåsemad. Derfra vender man langsomt, men sikkert krigens gang ved at tage livet af generaler og kaptajner, sabotere infrastruktur og alskens anden nazist-mobning.

De fleste baner er bygget op som kæmpestore sandkasser, hvor mål og checkpoints er fordelt med rund hånd: Man bestemmer selv hvilken rækkefølge, metode og i hvilket tempo man vil fuldføre sin udrensning i. De fleste scenarier lægger dog op til, at man langsomt og fra god afstand rydder udsigtsposter som klokketårne, kirkespir og udkigsposter for modstandere, inden man forankrer sig og med kikkert og kikkertsigte får øje på sit mål og planter en kugle i øjenhulen på ham.

Ventetiden i det ensomme klokketårn eller udkigspost fungerer som et kærkomment hvilepunkt i et moderne actionspil. Man noterer sig vagtruterne og planlægger den videre færd, samtidig med at man holder øje med sit måls ruter og vaner, inden man finder det perfekte øjeblik til enten at trykke på aftrækkeren eller rykke videre til næste punkt.

Det hele foregår i et adstadigt, men anspændt tempo, der minder meget mere om ‘Hitman’ end ‘GTA’ – heldigvis. Hvis det så pludseligt brænder på og man er blevet opdaget bag fjendens linjer, er det for første gang i et ‘Sniper Elite’-spil ikke pinagtigt dårligt at bytte enkeltskuds-geværet ud med en automatriffel og bare holde aftrækkeren i bund indtil de tyske tordenkommandoer igen er forstummet.

De store sandkassebaner er bygget op i mindre områder uden loadtid eller synlig opdeling, hvor hvert enkelt område har sit eget enten primære eller sekundære mål. AI’en er programmeret til kun at forholde sig til enkelte områder, så bliver man opdaget nær slotsruinerne og må skyde alt omkring sig, påvirker det ikke angrebet på bondegården senere i samme bane. Det fungerer godt at AI’en på den måde er programmeret “dumt”, men understreger også, at ‘Sniper Elite 4’ er et spil og ikke en militær-simulator, som for eksempel ‘ARMA’-spillene.

SniperElite4-3

Tæsk til testiklerne

‘Sniper Elite 4’ er et godt spil og meget bedre end jeg havde regnet med, da jeg installerede det efter et hurtigt gennemkig af nettets trailere og preview-videoer. Det er ikke perfekt, men længder bedre end serien har været før.

Spillet vipper mellem at tage sig selv frygtelig seriøst på den ene side og på den anden give bonuspoint for at skyde fjenderne i testiklerne – sidstnævnte fungerer så absolut bedst. Spillets multiplayer-del bliver hurtigt kedelig og ensformig og har slet ikke samme agorafobiske stemning som duellerne fra for eksempel filmen ‘Enemy At The Gates’. Co-op-delen er til gengæld forrygende. Foruden enkelte dedikerede modes kan hele kampagnen spilles igennem med en kammerat, hvilket kun gør det i forvejen ret gode spil endnu bedre.

Når ‘Sniper Elite’ stadigvæk mangler lidt stjernestøv på toppen for for alvor at trække topkarakter, hænger det sammen med, at der ikke sker frygtelig meget nyt efter de første par baner. Scenarierne skifter, udrustningen ditto, men ellers er det mere af samme snigskytteskuffe i resten af den sammenlagt ti timer lange kampagne. Heldigvis er grundspillet godt og det kan piftes op med den ubarmhjertige authentic sværhedsgrad, hvor alle hjælpemidler er ude af spillet og banerne tager mere end dobbelt så lang tid.

‘Sniper Elite 4’ er godt – der måtte bare gerne være mere af det.


Godt
+ Flydende og lækre transitioner fra snigeri til action-sekvenser
+ Det langsomme tempo understøtter den koncentrerede stemning
+ Testikel-skud

Skidt
– Historien er kedelig og nærmest ligegyldig
– Der sker ikke meget nyt i løbet af spillets cirka ti timer
– Multiplayer bliver hurtigt kedeligt