Test af fem lightning-hørebøffer: Fra god lyd til audioekstase

Test af fem lightning-hørebøffer: Fra god lyd til audioekstase

Apple har med deres seneste række af iPhones lagt en klar kurs: Hvis du vil bruge hørebøffer med din smartphone, så kan du glemme alt om mini-jackstikket, som ellers har været en fast indgang lige siden tidernes morgen. Et mindset, som rigtig mange smartphoneproducenter ser ud til at følge trop omkring i deres lancering i år.

Apples løsning er, at du enten skal afspille trådløst med et muligt tab af lydkvalitet til følge eller du skal bruge lightningindgangen, hvilket som bekendt også er det stik, du lader din telefon op med. Umiddelbart et valg mellem kurérbar pest eller mild kolera.

Visdommen i beslutningen er et emne til en anden artikel, men vi har fået fat i fem forskellige typer af lightningstik-kompatible hørebøffer til anmeldelse. De rangerer fra den billige ende af spektret til dem, du skal tage lån i banken for at få fingrene i. 

JBL Reflect Aware

Med features som sved-resistance og ergonomiske gummikroge, der hægter sig fast i dit øre, så du ikke taber dem så let, er JBLs Reflect Aware in-ear-hovedtelefoner klart markedsført til de sporty typer. Derudover er der støjreduktion indbygget i dem, som du kan slå til eller fra. Men lad os begynde med selve lydkvaliteten; Kommer der god lyd ud af de små bæster? Svaret er et rungende tjaah.

Lydkvaliteten kan aldrig komme helt op at ringe med små in-ear-høretelefoner, men hvis du slipper 1.200 kroner for et par, så skal det også spille rimelig godt. Det gør det også for det meste med Reflect Aware, og du kan ofte adskille de forskellige instrumenter i musikken forholdvist klart og høre tonerne som særskilte lyde i stedet for en stor mudret masse, som det ofte lyder som i billigere høretelefoner.

Min allerstørste anke i forhold til lydkvaliteten er dog, at alt har en metallisk klang. Gengivelse af dybe toner og bas har en flad og tør karakter. Det gør, at din musik hele tiden lyder som om, du hører det gennem en tynd væg.

JBLReflectAware

Kompetent app, hvor du kan styre støjreducering

Du kan selvfølgelig skrue højere op for musikken, men den flade klang er der stadig. En lækker feature er dog, at der medfølger en gratis app, hvor der er forskellige presets, du kan vælge. Der er jazz, vocal og bass, så du kan tilpasse dine hovedtelefoner alt efter, hvad du lytter til. Et godt touch, men det redder stadig ikke den flade lydkvalitet.

En anden feature er støjreducering, og det er ret kompetent udført. Langt de fleste dybe frekvenser – biler, motorer og sågar larm i en flyver – bliver filtreret ud og i appen kan du slå støjreduceringen helt fra eller vælge om du vil høre meget, medium eller meget lidt af dine omgivelser. Du kan endda vælge, om du kun vil have støjreducering på én af hovedtelefonerne. Det er meget overbevisende.

Aware_Lifestyle_AdaptiveNoiseControl

For store til mine øregange

Gummiøreflipperne er fine til at holde ørepropperne på plads, hvis du laver voldsomme bevægelser. De kan vitterligt ikke ryge af, medmindre du selv tager dem ud eller muligvis går rundt ude i en orkan. De er behagelige, når du har vænnet dig til dem, men mit store problem er med gummistykket, du skal have ind i selve øret. Det er simplethen for stort til mine – åbenbart – snævre øregange, og det betyder, at det begynder at blive ubehageligt og direkte gøre ondt efter mere end en times lytteri.

Der medfølger udskiftelige gummidutter, i forskellige størrelser, men ingen af de medfølgende var helt tilpas for mig. Enten var de for små og sad ikke rigtig fast, eller også var de endnu større end standarden. Det er et underligt problem, jeg ikke har oplevet før med andre høretelefoner.

Konklusion

JBL Reflect Aware er et par kompetente hovedtelefoner, som du dog aldrig vil få de store wow-øjeblikke med, men som fungerer fint som et par smådyre hovedtelefoner til aktivt brug. Støjreduceringen er god og den medfølgende app er veldesignet.

Pris: Fra 1.200 kroner


Libratone Q Adapt

Danske Libratones Q Adapt minder på mange punkter om JBL Reflect Aware. På ydersiden i hvertfald. Hvor Reflect Aware havde udmærket lydkvalitet, så længe du ikke ville have rig og fyldig bas, så er det netop i det spektrum, Q Adapt brillierer. De tunge, basrige lyde i eksempelvis jazz-musik er utroligt klare og definérbare. Det er ikke bare en klump af lydoplevelsen, som mudrer rundt ovre i det ene hjørne. Du kan skelne tonerne i de forskellige instrumenter.

Der er også en medfølgende app, som dog er lidt mere simpel og skrabet end den foregående. Her kan du ikke skifte presets og vælge om du vil have lydfrekvenser tilpasset alt efter om du hører podcasts, jazz og så videre – hvad du hører, er hvad du får.

LibratoneqAdaptInEarTest

Støjreduktionen er i top

Der er også støjreduktion i Q Adapt, og det kan du også styre fra appen, hvor du kan vælge fire trin, alt efter hvor meget du vil høre af omverdenen. Støjreduktionen er overraskende god og den fanger mange af de meget dybe lyde fra biler og motorer.

Når du har slået støjreduktionen helt fra, bruger hovedtelefonerne mikrofonen i headsettet, og optager dine omgivelser, så du rent faktisk kan høre, hvad der sker rundt omkring dig. Det er en virkelig brugbar, da de er designet således, at de slutter meget tæt om din øregang, så de selv uden den aktive støjreduktion slået til lukker meget lyd ude – men altså ikke med dén feature.

Libratone_q_adapt_inear_lifestyle_2

 

Konklusion

Designmæssigt er de ikke noget vidunder, men tanken er tydeligvis, at de skal være simple og ikke være noget, man lægger mærke til. De sidder godt i øret, og jeg havde ikke samme problem som med Reflect Aware, hvor de bare ikke var behagelige og føltes for store.

Q Adapt er et par ret gode hovedtelefoner. De skiller sig ikke nødvendigvis ud på markedet, men de gør det meste godt. Du får god lyd, simpelt design og overraskende god støjreduktion til forholdsvis få penge, og de er komfortable nok til at lytte med i længere tid.

Pris: 1.300 kroner


Philips Fidelio M2L

Her er der tale om et et par on ear-hovedtelefoner og selvom de nogenlude koster det samme som de tidligere produkter, så sker der bare et stort spring i lydkvalitet, når man går over til denne her type af hørebøffer. Lydkvaliteten er meget klar og tør, og det er tydeligt at dét har været Philips’ fokus, og ikke så meget andet.

Der er ingen medfølgende app, du kan styre noget som helst på, ingen støjreduktion, kun god lyd.

Langt det meste af tiden er det også en god oplevelse at lytte på Fidelio M2 og de formår at genskabe bas meget overbevisende. Tonerne og klangen i dybe lyde står utroligt klart og skarpt, hvadenten det er dybe stemmer i en podcast eller beats i musik. Den skarpe lyd er dog ikke kun god, for det betyder at lyse toner af og til kan få en småknitrende og metallisk karakter – skarpheden bliver næsten for skarp. Det er dog noget, de færreste vil tænke over i det daglige.

M2L_00-U1P-global-001

Komfortabelt og robust materiale

De er rimelig komfortable, og bryster sig da også at have memory foam i puderne, hvilket gør at de former sig efter dine ører. Hvis du bruger briller, skal du dog være opmærksom på, at puderne ikke støtter rundt om øret, men på selve øret. I praksis betyder det, at de kommer til at mase lige dér, hvor din brillestang er på den anden side af øret og det kan godt blive ubehageligt i længden.

M2L_00-MI1-global-001

Konklusion

Designet er simpelt og størrelsesmæssigt er det et par af de mindre hørebøffer på markedet, men det føles ikke spinkelt eller som om, det går stykker lige om lidt. Det er lavet af metal og en smule plastik, så selvom du ikke kan folde det sammen, så er du aldrig nervøs for, at det knækker i tasken.

Lydkvaliteten er et godt spring op fra de andre produkter her i anmeldelsen, men du må klare dig uden støjreduktion og en app, hvor du kan tweake løs på frekvenser.

Pris: 1.300 kroner


Audeze Sine

De sidste to ørebøffer på denne liste er begge fra Audeze, og vi har taget et prismæssigt syvmileskridt. Kravene er derfor højere, og for at forstå, hvad man egentlig får ud af at smide mindst fire at de lange, så lad mig introducere et begreb: DAC. Det står for digital to analog converter, og det er den teknologi Audeze bruger i de to hovedtelefoner, vi har kigget på. Kort fortalt er der et lydkvalitetsmæssigt max-niveau for, hvor god lyd kan være, når det kommer ud af en smartphone. Næsten ligegyldigt hvor fede dine hørebøffer er, så kan smartphones ikke understøtte mere end til en vis grænse. Medmindre du har en converter som mellemstation – og det er sådan én Audeze har smidt ind i ledningen på sine to ørebøffer.

Den skal bruge strøm og det kan du mærke på din telefons batteritid, hvis du lytter meget. Men – og det er et stort et af slagsen – det sparker mildest talt røv. At gå fra at lytte på høretelefoner uden en DAC og til Audezes Sine er som forskellen på at få internet via et gammelt 90’er-modem og 4G. Det er et kvantespring alle kan mærke, medmindre du ikke levede i 90’erne. I så fald gik du ikke glip af så meget på internethastighedskontoen.

SINE_3Q_Product_0_2_0

Krystalklare noter i begge ender af skalaen

Lydkvaliteten er utrolig god, og hvor medium-gode hørebøffer ofte er defineret ved, hvor tydligt de kan gengive bas-toner, så er det først når de kan skabe et klart og umudret lydrum i begge ender af skalaen, at de er virkelig gode. De dybe bas-toner er klare, men det er især de lyse, der brillierer med krystalklar defintion af instrumenterne. Du kan høre nærmest hver streng, der bliver slået an på en guitar, med kun et minimum af metallisk efterklang.

Men der er en dealbreaker for nogle: Hvis du har briller, skal du overveje en anden model. Sine er Audezes on ear-model, så ligesom Phillips Fidelio sidder de ikke rundt om øret, men presser direkte ind på den del af øret, der dækker din brillestang. Det betyder, at jeg personligt ikke kan have dem på i mere end 45 minutter af gangen, og det er simplethen ikke i orden, når du betaler så meget for dem.

SINE_SERIES

Konklusion

Audeze er notorisk berygtede for, at de ikke gør meget ud af design. Det er sandt i forhold til Sine-hørebøfferne. De er store, sorte og ligner lidt et billigt gamerheadset. Men du får utrolig klar og flot lyd, hvor det især er de lyse klange og instrumenter, der skinner igennem. Bassen er god, men mudrer lidt i forhold til, hvor klare de lyse toner er. Briller? No go, hvilket er en pokkers skam.

Pris: Fra 4.300 kroner


Audeze EL-8 Titanium

Dét her er – og jeg prøver virkelig ikke at lyde prætentiøs eller overdramatiserende – muligvis det bedste par høretelefoner, jeg nogensinde har prøvet. Lige som de tidligere Audeze-hørebøffer, så er der indbygget DAC-teknologi i selve ledningen, og dét kan edderbrøleme høres.

Hvor Sine-hovedtelefonerne havde problemer med de dybeste bastoner, så er det problem fuldstændig udraderet i EL-8. Fra de tyndeste og mest spinkle lyde i et orkester til de dybeste basser og beats, så står alt tindrende klart. Fordi jeg er en god damn nerd, så satte jeg soundtracket til ‘Ringenes Herre’ på og jeg kunne vitterligt næsten lige så godt have siddet i en koncertsal og hørt livemusik. Det er hjernedød god lydkvalitet, som kan være svær at forklare på skrift. Find et par i en elektronikbutik og prøv dem.

ADZ_1000x1000_ProductThumb_EL-8-Titanium_1

Dyre ledninger, spitze komfort

Men med en så høj pris, er der også et par ting, du skal være opmærksom på. Selve kablerne er en del af årsagen til, at hovedtelefonerne er så dyre. Det er her meget af DAC-teknoligien sidder. Så hvis de går i stykker, bliver klippet over eller spist af en hund, så kan du nemt ende med at skulle betale 700 kroner – plus transport – for et par nye kabler.

Derudover er selve hørebøfferne meget store og forholdsvist klodsede og nej, de kan ikke klappes sammen. De er lavet af stål, så du er aldrig bange for, at de knækker, men du kan ikke bare lige gemme dem væk i tasken. Det betyder, du skal slæbe rundt på en stor, meget dyr genstand hver dag.

Rent komfortmæssigt er de spitze. Puderne er så bløde og behagelige, at det føles som at få mast to puder ind i hver side af hovedet og ikke på en ‘sygeplejersken strangulerer mig’-måde. De sidder fortrinligt og du kan nemt justere dem, så de passer dig. Og til mine bebrillede artsfæller, så frygt ej: De sidder også godt på dig.

ADZ_Stage3_Section_EL-8TitaniumLS

Konklusion

Nogle af de bedste og mest komfortable hørebøffer på markedet. Ubetinget. Designet er stort, skrumlet men alligevel stilrent. Men du skal seriøst have det fint med at sidde med et par kæmpe hørebøffer på. Lydkvaliteten er uovertruffen og kan få dig til at henfalde i lydmæssig ekstase, men så skal du virkelig også have det behov for prisen er ganske betragtelig.

Pris: Fra 6.800 kroner

Læs også: Test af trådløse hovedtelefoner: Otte skarpe bud på dine næste ledningsfri bøffer