Nintendo Switch er en forfriskende konsol skæmmet af tyndt spiludvalg og skrabede features

Nintendo Switch er en forfriskende konsol skæmmet af tyndt spiludvalg og skrabede features
Konsol
Navn

Nintendo Switch

Pris

2999 kroner

Lancering

Den 3. marts

Nintendo brændte nallerne godt og grundigt med Wii U, der aldrig formåede at bryde igennem til masserne. Derfor står vi nu kun lidt mere end fire år senere med Nintendo Switch, hvor den japanske gigant endnu en gang har valgt at indtage positionen som outsider i forhold til Microsoft og Sonys konsolkapløb.

Som sine to forgængere er Switch ikke en kraftig konsol. Faktisk kan den på trods af at være lanceret mere end tre år efter Playstation 4 og Xbox One ikke hamle med de to konsoller, hvis man dykker ned i specifikationerne. Men det gør heller ikke så meget, for Switch har nogle andre kvaliteter, der gør den til et unikt og kærkomment indslag på konsolmarkedet.

På farten

Den feature, der adskiller Nintendo Switch fra det vi tidligere har set på konsolmarkedet og samtidig har navngivet konsollen, er muligheden for lynhurtigt at skifte mellem en stationær og håndholdt oplevelse. Nintendo Switch består nemlig af en tablet og en dockingstation. Når tabletten er docket fungerer Switch som enhver anden stationær konsol, men modsat sine konkurrenter kan man med et snuptag fjerne tabletten fra dockingstationen og spille videre on the go.

Det fungerer fuldstændig gnidningsfrit, og på imponerende vis omstiller konsollen sig mellem de to tilstande på et sekund. Det eneste lille minus er, at det føles lidt utilfredsstillende når man docker tabletten. Her savnede jeg en følelse af, at den i højere grad faldt i hak, men vi er ude i småtingsafdelingen.

NintendoSwitch2

Hurtigt og nemt i gang

Som den tager sig ud på mit tv-møbel, gør Switch ikke meget væsen af sig. Den er lille og designmæssigt relativt anonym – hvilket faktisk er ment som en kompliment. Jeg ville dog ønske, at dockingstationen var lidt højere, så tablettens skærm ikke stak et par centimeter op over kanten, for ellers er Switch faktisk ret stilren.

Den fysiske tilslutning og efterfølgende opsætning kunne ikke være meget nemmere. Det tog kun få minutter fra konsollen var ude af æsken til jeg var i gang med at spille. En af grundene til dette er, at man nemt og elegant kan springe oprettelsen af online-delen af sin profil over, hvilket ærlig talt er forfriskende i disse always on-fikserede tider.

NintendoSwitch1

Næste generations Wiimote

Med til Nintendo Switch følger to såkaldte Joy Cons, der kan bruges på en række forskellige måder: De kan sættes på siden af tablet’en, så den minder om for eksempel PS Vita. Man kan spille med én i hver hånd eller man kan sætte dem på et medfølgende grip, så de minder om en klassisk controller. Til simple partyspil kan man også nøjes med at bruge én Joy Con hver, så man får faktisk midlerne til lokal multiplayer med i boksen.

Joy Conen er basalt set en videreudvikling af Wiimoten, og i sig selv et ganske imponerende stykke teknologi. Har man tænkt sig at spille mere kontrol-komplekse spil som for eksempel ‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’ er en Pro Controller til ca. 600 kroner dog et must. Her får man en klassisk moderne controller i stil med især Xbox Ones controller og Wii Us Pro Controller, men med motion controls.

Zelda – og så ikke så meget andet

Apropos Zelda så er seriens nyeste kapitel så er det pt den bedste grund til at investere i en Switch. Som du kan læse i vores anmeldelse tager Links nye, episke eventyr open world design helt nye steder hen. Det er fortryllende, forfriskende og afgjort en kandidat til årets spil.

Vender vi blikket væk fra Zelda ser det, tja, hvordan skal jeg sige det pænt? Knap så godt ud. Der er ti spil ude ved launch, men det er kun lidt mere end en håndfuld, der er nye titler (og genudgivelserne er på nær ‘Shovel Knight’ ikke noget at skrive hjemme om). Jeg havde ud over Zelda fået stillet de multiplayer-orienterede ‘Snipperclips’ og ‘1-2-Switch’ til rådighed, og satte mig sammen med en Nintendo-kyndig ven for at se, om de var tiden og pengene værd.

‘Snipperclips’ er et ganske tilforladeligt 2D-puzzlespil, hvor man ved at klippe hinandens figur til skal samarbejde om at løse forskellige gåder i et-skærmsbaner. Det er okay charmerende, og spillets centrale koncept med at klippe hinanden til i forskellige former er ganske godt tænkt, men ensformigheden og dermed kedsomheden trænger sig ret hurtigt på. Hvis man er ude efter et co-op-multiplayerspil til korte sessions kan man dog få meget værre spil end ‘Snipperclips’, og Switchs indtil videre begrænsede udvalg af spil taler også til spillets fordel.

Partyspillet ‘1-2-Switch’ har jeg til gengæld umanerlig svært ved at anbefale. Som teknisk demo for Joy Conen er det udmærket, men jeg kan simpelthen ikke se, hvordan Nintendo kan tro, at det er 399 kr. værd. ‘1-2-Switch’ består af 28 minispil, hvor de fleste skal spilles uden at kigge på skærmen. Nogle af dem, som for eksempel Quick Draw (traditionel western stand-off) og Treasure Chest (rotationsekvilibrisme) er sjove nok i fem minutter, men størstedelen er hovedrystende tåbelige. Hvad siger du for eksempel til Baby, hvor man skal vugge tabletten, som om den var en baby (der er selvfølgelig et billede af et spædbarn på skærmen) og derefter putte selvsamme tablet/baby, uden den begynder at græde. Eller hvad med Telephone, hvor to spillere kæmper om at være den hurtigste til at tage telefonen og sige ‘hello’. De fleste minispil i ‘1-2-Switch’ er ekstremt tyndbenede og bliver lynhurtigt kedelige, og det er faktisk lidt en skam, at Nintendo ikke satsede på kvalitet frem for kvantitet, da Joy Conen godt kunne have brugt et bedre spil til at fremvise sine kvaliteter.

Af de resterende lanceringsspil er det umiddelbart kun ‘Fast RMX’ og ‘Shovel Knight: Specter of Torment’, der ser ud til at have lidt at byde på, og det virker mærkeligt, at Nintendo ikke har sørget for at få Virtual Console op at køre til lanceringen, da det bugnende bibliotek af gamle klassikere kunne tage lidt af presset af Zeldas skuldre. Der er dog allerede annonceret et par tunge drenge i form af ‘Xenoblade: Chronicles 2’ og så selvfølgelig ‘Super Mario Odyssey’ samt en række lovende mindre spil som for eksempel ‘Yooka-Laylee’ og ‘Rime’, så der er håb for fremtiden. 

Skrabede features

Problemerne med det tynde spiludvalg bliver kun gjort endnu mere tydelige af, at man på nuværende tidspunkt ikke kan foretage sig andet end at spille. Der er ingen browser, og streamingtjenester skal man lede længe efter. Nintendo har godt nok betonet, at Switch er en spillekonsol og ikke et mediecenter, som PS4 og Xbox One i høj grad er, men med tanke på konsollens bærbare natur, ville det nu alligevel være oplagt. Nintendo-boss Reggie Fils-Aime har heldigvis hintet til, at der arbejdes på at tilføje streamingtjenester, så vi krydser fingre.

Det er sjovt nok nogle af de samme faktorer, der sammen med spilmanglen gjorde Wii U til en perifær platform. Det kan undre, at Nintendo ikke har lært den lektie.

Mere utilgiveligt end ovenstående er, at ens save data på nuværende tidspunkt er låst til konsollen. Der er således hverken mulighed for cloud storage eller til at kopiere data ned på et SD-kort (som konsollen ellers understøtter brugen af). Det er ufleksibelt, hæmmende og uforståeligt, og jeg håber i den grad, at det bliver fikset hurtigt.

Switch2

Konklusion

Skrabede features og tyndt spiludvalg er heldigvis mangler, der hurtigt kan rettes op på. Og hvis det sker, står vi tilbage med en konsol, der godt nok ikke er så kraftig, men til gengæld har nogle unikke features, der gør at man sagtens kan investere i den selvom man har en PS4 eller Xbox One.

I ‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’ har konsollen tilmed allerede fået deres såkaldte system seller, og kan man ikke vente med at spille det, er det bare med lægge pengene på disken. Hvis man ikke er interesseret i Zelda eller godt kan vente lidt med at sætte tænderne i det, vil jeg til gengæld anbefale, at man venter med at købe en Switch til manglerne er udbedret og spiludvalget er større.

Læs også: NES Classic er en veludført gamingtidsrejse – ikke kun for de nostalgiske