‘Torment: Tides of Numenera’ er en fantastisk safari i et dybt opfindsomt univers

‘Torment: Tides of Numenera’ er på mange måder et klassisk, isometrisk rollespil i stil med ‘Baldur’s Gate’, eller nyklassikeren ‘Pillars of Eternity’ (hvis engine den også er bygget på): Man skaber en karakter, får levels og taler med NPC’er.

Men på mange andre måder er ‘Torment’ noget andet – og meget federe.

De moderne retrorollespil som ‘Pillars of Eternity’, ‘Tyranny’ og ‘Divine Divinity’ (og hvad de ellers hedder) foregår alle i mere eller mindre genkendelige udgaver af fantasyland, hvor diverse civilisationer har mere eller mindre held med at undslippe en tung dunst af Tolkien og ‘Dungeons and Dragons’. Og det er ikke fordi, der er noget galt med det – men man kan kun finde en magisk ring for en troldmand så mange gange, uden at det føles lidt som dét det er: Et 70 år gammelt plot.

‘Torment’ derimod foregår på gode gamle planet Earth – men til gengæld en bogstavelig milliard år ude i fremtiden. Og selvom settingen nominelt foregår i vores virkelighed, er resultatet en forførende, magisk og elegant måde at fortælle vanvittigt, fantasifulde historier.

Som en komet mod jorden

Det første der møder en, når man starter et nyt spil, er en dyb fortællerstemme, der gør det klart, at du lige er vågnet. Og ikke bare fra en dyb søvn. Du har aldrig eksisteret før dette øjeblik. Og du er i øvrigt ved at brage ind i jordoverfladen med terminalfart, som en anden blåhval fra ‘The Hitchhikers Guide to the Galaxy’.

Efter sammenstødet med Jorden mister du, forståeligt nok, bevidstheden, og ledes igennem en bizar og meget velfortalt (men samtlige af ‘Torment’s historier er velfortalte) introsekvens, som måske, måske ikke, foregår i din underbevidsthed – og med den tilføjelse at et eller andet med et intenst dødsønske på dine vegne er ved at få overtaget.

Efter et lynkursus i spillets kampsystem der fungerer turbaseret og er en af de meget klassiske dele af ‘Torment’, vågner du op og kastes ud i en ekvilibristisk konstrueret, sært farvestrålende og helt og aldeles fremmed verden.

I løbet af den milliard år, der er passeret, er otte gigantiske civilisationer opstået og gået under. På hver deres måde har de været grænseløst og ufatteligt teknologisk overlegne. Den verden, de har efterladt sig til spillerens tid, er befolket af teknologiske, biologiske og mekaniske vidundere kendt som Numenera – deraf spillets titel – der, i kraft af at deres funktion og brug er totalt gået i glemmebogen, virker som ren magi for den nye verdens indbyggere.

Det går op for en, at man er et resultat af sådant mageløst teknologi: En mand har tilkæmpet sig evnen til at skabe sig nye kroppe efter behov – og forlade dem, når det passer ham.

Spilleren er en sådan efterladt krop, en Castoff, som spontant har udviklet bevidsthed i det øjeblik dens skaber, kendt som The Changing God, forlod den. Nu er det op til spilleren at udforske denne bizarre og forunderlige verden, de er født ind i, samle resterne af minder, der sidder i deres krop og skabe mening i det hele, og holde den omskiftelige gud til ansvar for hans handlinger. Og slippe væk fra det noget som så brændende ønsker dig død.

En historie om historier

‘Torment: Tides of Numenera’ er på overfladen et RPG af den gamle skole – der er classes, items og skills. Der er tal, og der er quests og der er NPC’er med butikker osv.

Men Torment handler faktisk om noget helt andet.

Der er en scene i spillet, hvor man møder en gammel, grå bureaukrat, der ved hjælp af en eller anden slags numenera teleporterer formularer og filer fra hemmelige gemmesteder til hans skrivebord, men derudover er lige så umedgørlig en papirskubber, som den værste biperson i en Kafka-roman.

Først da spilleren pirker til hans fortælletrang, og antyder at han må have fundet nogle enormt spændende historier under sit bureaukratiske bogholderarbejde, bløder han op og som en ballon, der er ved at sprænges, overdænger han hovedpersonen med en overflod oprigtig talt veludtænkte og interessante historier om det at være bureaukrat i en bystat, bygget på flere hundrede millioner år gammel teknologi.

Og nærmest alle andre personer, steder og ting i spillet er på samme måde spændt til bristepunktet med historier. Et lille udvalg:

En sidste overlevende af en besejret, morderisk krigsrace, der ved hjælp af numenera for evigt mod sin vilje og igennem skærende tænder, er dømt til at genfortælle sin races historie til alle, der spørger.

Springvandet, som slet ikke er et springvand, men en fontæne af maskiner på størrelse med nødder, der for evigt og i munden på hinanden, plaprer løs på alle uddøde sprog.

Kvinden, der på en og samme tid eksisterer her og i tusind dimensioner, og hvis store byrde er at komme overens med ikke bare sig selv, men også sine uendelige søstre og deres modstridende planer.

Maskinen, der tager et år af dit liv, for at skabe en villig bodyguard i dit billede (håb ved alle guder på at klonen er skabt af et godt eller et gennemsnitlig år af dit liv, for ellers…).

En triumf for genren

Jeg har lyst til at fortælle flere eksempler, men det er svært at gengive den slags historier på anden hånd, for de skal opleves som noget man selv opsuger i Torments forunderlige, sære og grundlæggende anderledes univers, der ikke er ligesom noget som helst man nogensinde har mødt. Hvert eneste hjørne man drejer om føles magisk og befolket af ægte, levende og talløse historier.

Men historierne, og dette er vigtigt, er grundlæggende også bare godt fortalt.

Så godt, at jeg villigt sendte et stort brød af en kampeffektiv følgesvend tilbage til kroen – for i stedet for ham, havde jeg altså fundet en forsvarsløs teenage-pige med en bogstavelig techno-gud i lommen, jeg havde reddet ud af kløerne på en slavehandler, og hendes væsen og historie var for mig betydeligt vigtigere, end det faktum at hun er decideret ubrugelig i kampsituationer.

Min karakter foretrækker alligevel at tale sig ud af kriser i lighed med ‘Torment’s udviklere inXile har han og jeg forstået, at den verden vi er i lige nu med dens numenera, sære farver og væsner i langt højere grad kører på et brændstof bestående af historier, fortællinger og opfindsomhed end på sværd og tal.

Det er absolut ikke fordi ‘Torment’ er det eneste spil, der formår at fortælle historier. Vi svømmer for tiden i velproducerede, velskrevne rollespil, men ‘Torment’ vover at forestille sig at fortælle om en radikalt anderledes virkelighed og en enestående spændende en af slagsen, og er derfor så meget desto mere dragende end dens fætre og kusiner.

Hvis ‘Torment’ er bare et lille tegn på hvad vi har i vente i rollespilsland, så går vi en lys, spændende og farverig fremtid i møde. Og den er heldigvis tættere på end en milliard år.

---

Godt
+ En fantastisk safari i et dybt opfindsomt univers, der gør en til et lille begejstret barn
+ Karakterne og universet er enormt velrealiseret
+ Rollespillets tal og regler træder i baggrunden for historien

Skidt
– Relativt teksttungt
– Er nærmere en forfining end en udvikling af formen
– Universet føles dybt fremmed de første tyve minutter