‘Call of Duty’-seriens spil vurderet: De tre bedste og de tre værste

‘Call of Duty’-seriens spil vurderet: De tre bedste og de tre værste

‘Call of Duty’-serien er indbegrebet af den maleriske storhed, der stod for fald. Efter at have siddet solidt på shooter-tronen i flere år, er salgstallene styrtdykket i takt med kvaliteten. Mens krigsførslen i spillet er rykket længere og længere væk fra virkeligheden (og Moder Jord) har en en barnagtig fantasi overtaget fra solide kvalitetstjek og multiplayer-arenaerne er blevet invaderet af ritalin-sniffende provokatører, der allesammen har knaldet nogens mor.

Men nu tager studierne bag et stort sats og går i samme fodspor som den evige konkurrent ‘Battlefield’s seneste succes, og dropper fremtidsscenarier og jetpacks til fordel for en tur tilbage til Normandiet, kystlandingen og grufuldhederne, der sidenhen fulgte i Anden Verdenskrig. Alt dette udfolder de i en ny, længerygtet trailer:

Serien er mestendels udviklet af Treyarch (‘World at War’, ‘Black Ops’) og Infinity Ward (‘Modern Warfare’, ‘Ghosts’, ‘Infinity Warfare’) på skift. De to udviklere har hver sin distinkte stil og besidder hver sin ikoniske plot-linie i ‘Call of Duty’-universet.

Amerikanske Sledgehammer tager rorpinden på det næste spil i serien, og har et kort, men fokuseret bagkatalog. I 2011 var de co-developer på ‘Call of Duty: Modern Warfare 3’ og i 2014 var de lead på ‘Call of Duty: Advanced Warfare’. Vi graver dybt i franchisens 14 år lange bagkatalog og ser på hvilke spil, der i dag står som klassikere og hvilke, der er kunstneriske flop for at få en indikation af, om tilbage er den rette vej at gå.

Hits

Vi starter med de tre bedste spil i serien.

‘Call of Duty: Modern Warfare’ – 2007

Det første og for mange det største. ‘Call of Duty: Modern Warfare’ var det fjerde spil i serien og brød med mange af tidens normer da det sprængte hitlisterne i 2007. Udvikleren Infinity Ward skubbede handlingen til 2011 og kunne således tillade sig en kreativ udlægning af både verdens geopolitiske situation, foruden opgraderinger til våben og felt-udstyr for den nære fremtids soldater.

I overgangen fra de første tre spil i serien med kun numeriske titler til Modern Warfare-suffixet var også et tydeligt ønske om at prøve noget nyt fra udvikleren bag 1’eren og 3’eren i serien. Historien blev skrevet ud til at være mere Tom Clancy og actionfilm og mindre historisk drama. Multiplayer-delen blev tunet med killstreaks, våben-skins og masser af bling og blær.

‘Modern Warfare’ var starten på ‘Call of Duty’s rebelske teenageår og lykkedes til fulde. Kampagnen er en af de bedste nogensinde med flere ikoniske og legendariske baner og multiplayer-delen var startskuddet på en succesfuld opskrift som franchisen skulle holde fast i længe. Måske endda for længe.

‘Call of Duty: Modern Warfare’ blev genudgivet i 2016 og et af seriens bedste spil fortjente i den grad en grafisk overhaling, der pudsede polygonerne lidt af og gav mesterværket en tiltrængt plads i den nye spilgeneration.

‘Call of Duty: Black Ops’ – 2010

Udvikleren Treyarch har været med lige fra starten. I flere år skiftedes de med Infinity Ward til at udvikle de populære spil, så der kunne komme et om året. ‘Black Ops’ er det syvende spil i serien, men klart et af de bedste.

Det paranoide narrativ er brygget sammen af hemmelige (dobbelt-)agenter, koldkrigs-paranoia og charmerende karakterer og danner rammen om et hektisk, men vedkommende skydetelt, der kommer forbi en lang række spændende scenarier i forskellige tidsaldre. ‘Black Ops’ rammer et sweet spot mellem fjollet overdrev og romantisk realisme.

‘Black Ops’ legede for det første lidt med den snævre historiefortælling som spilserien tidligere havde forladt sig på, og fortalte en historie der involverede og rent faktisk var spændende. Krydret med en perfektionering afzombie-banerne fra Treyarchs forrige spil ‘Call of Duty: World at War’ fremstår ‘Call of Duty: Black Ops’ som et af de bedste spil i den ikoniske serie. Soundtracket med både mastodonter som Rolling Stones og Creedence Clearwater Revival gør absolut heller ikke spor.

‘Call of Duty: Modern Warfare 2’ – 2009

‘Call of Duty: Modern Warfare 2’ står på skuldrene af giganter – og det mærkes. Året efter at Treyarch havde spillet med musklerne i ‘World at War’-satsningen hvor blandt andet det nu faste element zombier tittede frem for første gang, skulle Infinity Ward slå igen. Det blev gjort ved at lave den bedste multiplayer-del nogensinde.

I en favnfuld perfekt designede baner løb tusindvis af spillere rundt og vekslede mellem snigskytte-rifler, automatvåben, håndgranater og pistoler, som alle havde hver deres berettigelse, imens de jagtede de nye og enormt effektive killstreak-belønninger. Der var hele tiden lige endnu et level rundt hjørnet, som gav adgang til nye våben eller seje opgraderinger, og spillerne sad klinet til skærmen i timevis af elegant koreograferet masseødelæggelse.

For at tilgodese de sociale konsolspillere indeholdte den allerede fyldte spilpakke også ‘Spec. Ops.’. Det var et coop-mode hvor to spillere skulle gennemføre forskellige action-spækkede scenarier, såsom at befri gidslerne fra terroristerne, nedkæmpe juggernauts i den brasilianske favela eller andre små set-pieces inspireret af bonus-banen fra det første ‘Modern Warfare’ hvor et fly fuld af terrorister skulle nedkæmpes.

‘Modern Warfare 2’ var på mange måder peaket i serien. Kampagnen var aldrig kedelig og byggede videre på de personer og temaer 1’eren havde sat op, multiplayer-delen var balanceret, evigt motiverende og energifyldt samtidig med, at ‘Spec. Ops.’ var kronen på værket med mange ekstra timers social underholdning. ‘Call of Duty: Modern Warfare 2’ er et af de bedste spil nogensinde, og en klar krone på ‘Call of Duty’-franchisens værk.


Missere

Call of Duty har trods sin ikoniske status i spilverdenen ikke altid ramt plat. Enkelte spil er kedelige og et par af dem er direkte fornærmende dårlige. Og her taler vi ikke kun om spillene til håndholdte konsoller (Call of Duty 1 på Nokia N-Gage?!), men om de kanoniserede spil til PC, Xbox og PlayStation.

‘Call of Duty 3’ – 2006

Efter den store succes med seriens første to spil (begge fra Infinity Ward) og en heftig udvidelsespakke var det blevet Treyarchs tur til at prøve kræfter med den dengang udelukkende Anden Verdenskrig-lokaliserede shooter. Det blev en forbier.

For det første valgte man ikke at udvikle en udgave til pc, da man aldrig havde arbejdet uden for konsollerne og fik på kun lige over et halvt år i udvikling samlet et makværk, der var både repetitivt, fyldt med fejl og ganske uden den elegance og voldsomhed, der tidligere havde sat seriens favntag med den store krig på gamernes verdenskort.

Det tredje spil i serien havde fine salgstal som følge af de høje forventninger fra de to første, men floppede hos anmeldere og fans. Resultatet af den forhastede udviklingsperiode og de høje forventninger var en kedelig singleplayer-oplevelse, suppleret af en glitchy og utilfredsstillende omgang multiplayer. Infinity Ward valgte at flytte historien væk fra den numeriske rækkefølge med ‘Modern Warfare’ året efter for ikke at dele navn og ry med Treyarchs flop.

‘Call of Duty: Ghosts’ – 2013

Det skulle have været så godt, men endte så skidt. ‘Call of Duty: Ghosts’ var seriens første titel på 8. generations hardware. Overgangen til Playstation 4 og Xbox One foruden en ny perlerække af grafikkortet til pc, skulle have været tilløbet til toptrimmede anmelder-bemærkninger og ditto salgstal. Det blev det ikke.

‘Ghosts’ var kedeligt, uinspireret og flere steder direkte itu og var ganske fortjent seriens dårligst anmeldte og sælgende titel siden den originale trilogi. I en kampagne der kunne gennemføres på en 4-5 timer, var højdepunktet missionerne hvor hunden Riley gjorde spilleren følgeskab. Riley kunne foruden at fremsnuse bomber og terrorister også nedlægge kamphelikoptere ved at hoppe op og bide piloten. Det lyder dumt, man i et miskmask af flad grafik, kedelig historie og uinspireret multiplayer var man taknemmelig for den Arnold Schwarzenegger-agtige schæferhund, der fungerede som spillets tvivlsomme højdepunkt.

3.

‘Call of Duty: Infinite Warfare’ – 2016

Indenfor en kort periode i 2016 udkom ‘Battlefield 1’, ‘Titanfall 2’, ‘Overwatch’, ‘Gears of War 4’ og ‘Call of Duty: Infinite Warfare’. Top 10-listerne var ikke lange nok til at have plads til alle årets actionbrag på én gang, og det blev Infinite Warfare, der tog den tvivlsomme ære at blive reduceret til et skuldertræk hos anmelderne og en tilbudstitel hos spillerne.

Infinity Ward satte sig midt mellem to stole da man prøvede at lave et spil med både realistiske politiske situationer og kriser flankeret af jetpacks, wall-runs og andre ting fra den yngre og yngre spillerbases ønskeliste. Højere, vildere og dummere er ikke opskriften på et godt spil – tværtimod.

‘Infinite Warfare’ er et spil, der ikke rigtig ved hvad det vil og således prøver at skyde i alle mulige retninger uden nogen fast direktionel struktur. Den ellers så stolte spilserie reduceredes i 2016 til en metervare-produktion, der ikke nåede konkurrenterne til sokkeholderne. ‘Infinite Warfare’ er det trettende spil i serien, der i den grad lider af metaltræthed og i høj grad trænger til at gå nye veje hvis ikke den salgsmæssige maveplasker skal vise sig fatal.

Det kan vi så kun håbe, at ‘Call of Duty: WWII’ bliver – ud fra seriens tidligere hitrække kan det gå begge veje.

Læs også: ‘Call of Duty: Infinite Warfare’ er en sløj portion rumføde, men alligevel bedre end sidste år