Funny or Die fylder ti år: Her er de syv sjoveste videoer – og tre kontroversielle

Funny or Die fylder ti år: Her er de syv sjoveste videoer – og tre kontroversielle

Med internettet blev brugerinddragelse blevet vigtigt i mange genrer, og netop det øjnede skaberne af FunnyorDie.com allerede i 2007. ‘Anchorman’-duoen Will Ferrell og Adam McKay – henholdsvis hovedrolle og instruktør – samt tekstforfatteren Chris Henchy ville producere sketchvideoer, hvis skæbne skulle afgøres af brugerne – deraf navnet.

Antallet af visninger i millionklassen på mange af videoerne understreger, hvilken bragende succes Funny or Die er blevet og deres koncept er da også blevet skelet til af mange andre satire-sites. Listen af Hollywood-skuespillere, popstjerner og andre kendisser, der har medvirket, er lang, og det er efterhånden et popularitetsstempel i sig selv at have medvirket i en af de tusindvis af sketches.

I dag er det ti år siden, at Funny or Die blev til, og det fejrer vi med syv af de sjoveste videoer samt tre kontroversielle.

7 af de bedste

1. The Landlord

Vi starter med det første spadestik, sketchen ‘The Landlord’, som Will Ferrell og Adam McKay selv medvirker i. Med 87 millioner visninger er det den suverænt mest sete video på hjemmesiden – næsten 30 millioner mere end nummer to. Sketchen bygger på et komisk greb, som mange både før og efter brugt: et beruset barn. En lille pige bander og svovler i forsøget på at indkræve Will Ferrells husleje, mens hun knapt kan stå på benene.


2. Between Two Ferns

Funny or Dies største succes er utvivlsomt det Emmy-vindende alternative talkshow Between Two Ferns med en passivt aggressiv Zach Galifianakis i værtsrollen. På listen over de mest sete Funny or Die-videoer er forskellige udgaver af udsendelsen heftigt repræsenteret, og Between Two Ferns kunne sagtens have sin egen liste. Vi har dog valgt blot at inddrage en enkelt, nemlig udgaven med daværende præsident Barack Obama.


3. Billy on the Street

Et andet koncept, som Funny or Die med stor succes har produceret, er ”Billy on the Street” med komiker og skuespiller Billy Eichner. I raskt trav huserer han New Yorks gader hånd i hånd med kendisser og stiller spørgsmål til uskyldigt forbipasserende. I 2014 spurgte han newyorkere, om de ville have sex med Paul Rudd – som selv er med på slæb – for én dollar, og i denne video, der er den mest sete udgave, beder Billy Eichner og Amy Poehler folk om at synge julesange med dem.


4. Ron Paul – A Bad Lip Reading Soundbite

YouTube-kanalen Bad Lip Reading, hvor der bliver lagt andre stemmer på personerne i forskellige videoklip, er blevet enormt populær, og blandt de seneste succeser tæller Obama og Trumps møde på Inauguration Day. Funny or Die omfavnede det fra start, da de i november 2011 var med til at producere en udgave med den tidligere republikanske præsidentkandidat Ron Paul.

Annonce

5. The Final Episode of Serial

Funny or Die udviklede sig hurtigt til at beskæftige sig med aktuelle emner. I høj grad politik (som vi kommer tilbage til), men også popkultur, og et af ofrene for deres humoristiske slangehug var Sarah Koenig, vært på Serial, tilbage i 2014. 16. december for at være helt nøjagtig, lige inden udgivelsen af første sæsons sidste afsnit, og det var netop omdrejningspunktet i sketchen. Den fiktive Sarah Koenig skal i et radioprogram afsløre morderen, men der er bare ét problem: Hun ved det ikke.


6. Dennis Quaid’s On-Set Freak Out

Funny or Die har også vist sig at kunne sætte en dagsorden. Det gjorde sig gældende, da de i 2015 lod verden tro, at skuespilleren Dennis Quaid havde fået en nedsmeltning på et filmset ved at lægge en iPhone-optaget udgave af et raserianfald på YouTube. Og selvom mange spekulerede i, at det var en parodi på en Christian Bale-nedsmeltning, havde ingen forventet det produkt, som Funny or Die kort efter offentliggjorde.


7. Drunk History Christmas

Ryan Gosling er her, der og alle vegne, og selvfølgelig ligeledes i en Funny or Die-sketch. Vi skal dog tilbage til 2011 for at finde denne juleanekdote fortalt af en lettere beruset Allan McLeod (‘You’re the Worst’). Som den fulde onkel i julefrokostens sidste timer har han lidt svært ved at hitte rede i historien, om dengang julemanden (Jim Carrey) besøgte Ryan Gosling og hans kone (Eva Mendes).


3 kontroversielle

1. Cold Dead Hand With Jim Carrey

Da Funny or Die med Jim Carrey i front for fire år siden ville sætte fokus på de negative sider af våbenlovgivningen i USA, udmøntede det sig i en latterliggørelse af selve loven og Charlton Heston, den afdøde og tidligere formand for den amerikanske våbenlobby NRA. Det fik, naturligvis, konservative republikanere op i det røde felt, og Jim Carrey oplevede mange verbale angreb efterfølgende. Videoen har mere end 5.000 kommentarer, hvilket er langt over normalen.


2. North Carolina’s Anti-Gay Tourism Commercial

Når en amerikansk stat ændrer i lovgivningen, så det igen er lovligt at diskriminere LGBT-personer, er det ikke blot tragisk, det er også guf for satirikere. Funny or Die bed selvfølgelig på og leverede en reklamefilm, som staten North Carolina frit kunne benytte sig af.


3. Paris Hilton Responds to McCain Ad

Donald Trump er ikke den eneste præsidentkandidat, der har brugt en kendis i valgkampen mod deres vilje – om end The Donalds liste nok er længere end de flestes. I 2008 brugte John McCain Paris Hilton i en video rettet mod Barack Obama, men det var hotelarvingen ikke meget for, og hun svarede igen med hjælp fra holdet bag Funny or Die.

Læs også: Zach Galifianakis til Tobey Maguire: Shut the f*** up