Jay Z fjerner hovedparten af bagkataloget fra Spotify – formodentlig i Tidals tjeneste

Jay Z fjerner hovedparten af bagkataloget fra Spotify – formodentlig i Tidals tjeneste

Med eksklusive aftaler med nogle af musikverdenens største stjerner har Tidal formået at holde skuden i vandet på det konkurrenceprægede streamingmarked, og noget tyder på, at ejeren Jay Z nu føler sig nødsaget til at komme tjenestens relativt lave brugerantal i møde med mere af samme skuffe.

Siden fredag den 7. april har hovedparten af stjernens bagkatalog nemlig været fraværende hos konkurrenterne Spotify og Apple Music, der kan bryste sig af henholdsvis 50 millioner og 20 millioner brugere over for Tidals knap 3 millioner. En søgning hos Spotify resulterer nu udelukkende i Jay Z’s tre første album samt forskellige samarbejder og Best Of-udgivelser. Lidt mindre grelt står det til hos Apple Music, hvor umiddelbart kun ‘The Blueprint’-trilogien er forsvundet.

Et tweet fra Spotify bekræfter, at musikken er »blevet fjernet efter ønske fra kunstneren«.

I januar blev det offentliggjort, at det amerikanske teleselskab Sprint opkøber 33 pct. af Tidal, hvormed streamingtjenestens kundebase kan blive betragteligt udvidet. Til sammenligning vil Jay Z’s Spotify-finte nok få mindre betydning for brugerantallet, om end den uden tvivl vækker frustration.

Læs også: Lyt: Frank Ocean slår sig sammen med Tyler, The Creator og Jay Z på nyt track, ‘Biking’