‘Mass Effect: Andromeda’: En eftertrykkeligt ny begyndelse

‘Mass Effect: Andromeda’: En eftertrykkeligt ny begyndelse
5 6
Spil
Titel

'Mass Effect: Andromeda'

Udvikler

BioWare

Platform

PlayStation 4, Xbox One, pc (anmeldt til pc)

Pris

499 kroner/349 kroner

Lancering

Den 21. marts

To timer inde i BioWares nye titel ‘Mass Effect: Andromeda’ kigger en NPC-læge op på sine NPC-medarbejdere og siger: »Når I oplyser de pårørende om de tragiske dødsfald vi har oplevet, så vær så positive som muligt. Andromeda handler om nye begyndelser – ikke begravelser.«

Det er svært ikke at tage den kommentar som en metarefleksion over det fjerde spil i den afsindigt populære og meget velmodtagede RPG/shooter-serie, hvis stort set eneste bump på vejen har været en mildest talt kontroversiel slutning på den originale trilogi.

For ‘Mass Effect: Andromeda’ handler i høj grad om nye begyndelser: Først og fremmest foregår spillet 600 år og millioner af lysår væk fra den originale trilogi – i en helt anden galakse, og kun med ganske få referencer til persongalleriet fra de originale spil. For det andet handler spillet om at finde et nyt hjem. Et andet hjem i en anden galakse, 2,5 mio. lysår væk fra Jorden. Whew.

En ny verden

Spillerens avatar, Ryder (med vanligt BioWalgfrit køn, udseende og fornavn) befinder sig ombord på et specialkonstrueret intergalaktisk fartøj ved navn Ark Hyperion.

Hyperion er bygget af det privat firma, med ambitioner om at kolonisere resten af universet. Andromeda Initiative, Hyperion har været på en 600 år lang rejse fra Mælkevejen til den nærmeste galakse, som også har æren af at navngive spillet, Andromeda – og som resultat af de bogstavelig talt astronomiske afstande, er der absolut ingen mulighed for at kommunikere med eller vende tilbage til Mælkevejen.

Rejsen blev påbegyndt kort før ‘Mass Effect 2’, og de valg og oplevelser hoveddelen af den originale trilogi omhandlede, er på den måde overladt til en fortabt fortid – ‘Andromeda’ handler om nye begyndelser, ikke begravelser.

mass-effect-andromeda-2-e1490862229551

Alt ved det gamle

Jeg forstår udmærket ønsket om at lægge historien om originaltrilogiens Commander Shepard fra sig – såfremt ‘Mass Effect’ skulle forsætte dennes historie, ville de antage en nærmest soap-agtig uendelighed, og den originale trilogis tyngde og kant ville blive hvisket ud til uigenkendelighed. Det er fuldt ud forsvarligt at ville transplantere plottet til en anden tid og sted, uden nødvendigvis at give helt slip på de efterhånden hjemmevante racer og den gennemførte rum-opera-æstetik.

Imidlertid minder den nye hovedperson Ryder i høj grad om Shepard (om end noget yngre at høre/se på, på godt og ondt), og der går heller ikke længe fra ens ankomst i Andromeda, til man får tildelt den højtrespekterede titel af Pathfinder, med ansvar for at finde nye verdner at kolonisere, diplomatiske forbindelser til andre racer og håndfaste bøllebank til værdigt trængende skurke, og derefter bliver kastet ud i en intens konflikt med en ondskabsfuld og målrettet dræberrace og skal opklare et mysterium om en længe uddød, men ekstremt højt udviklet, civilisation. Hvad jo altså i nogen grad minder mistænkeligt om de byggeklodser vi også så i den originale trilogi.

Andre ting er også ved det gamle: Ryder har et crack team af elitesoldater af forskellige racer og med hver deres (mere eller mindre) tragiske baggrund, og nogle af dem kan man på vanlig vis flirte så aggressivt med at Score-Kaj ville bede dig om at slappe af. Man har også et personligt skib og et navigerbart rumkort, og hundredevis af forskellige planeter at skanne og udforske, og dertilhørende missioner at fuldføre.

Kampsystemet er stadig i form af solid tredjepersons-shooter, fokus på dækning, og dine to til-lejligheden-udvalgte våbensøstre fra dit crack-team.

andromeda-sales-comparison

Nye features

Der er også nye tilføjelser; planeterne man besøger har i langt højere grad end før var tilfældet, karakter af open world – kortet er, på en måde, der leder tankerne hen på ‘Assassin’s Creed’-spillene, befolket af ting at gøre, genstande at skanne (med Ryders fancy nye omni-toolscanner) og grupper af fjender at skyde til rumskrot.

Ryder er også blevet udstyret med en jetpack, så man på meget tilfredsstillende vis kan hoppe rundt i de nye, store landskaber og skyde knoppen af morderiske rumvæsner, mens man som en anden dødens engel elegant daler ned fra store afstande. Og helt ærligt: Er der nogensinde noget i verden, der er blevet dårligere af at få tilføjet en jetpack?

3199167-masseffectandromeda_february-54

Sikkert strikket sammen

Det hele er svejset sammen med BioWares sikre hånd, og lade mig sige det rent ud: ‘Mass Effect: Andromeda’ er et virkelig godt spil.

Gameplayet er underholdende, manuskriptet (en essentiel del af oplevelsen) er grundlæggende velskrevet, og de forskellige karakterer er distinkte og interessante – med undtagelse af skibets easy going YOLO-mekaniker, som jeg er så irriteret på, at jeg skar ham af efter de første tre sætninger han ytrede og demonstrativt har ignoreret hans stadigt mere desperate forsøg på at invitere mig til pokeraften. Men i et så diverst galleri af personer (en evne BioWare har perfektioneret over utallige spil), kan man ikke forvente andet – og jeg er småforelsket i en to-tre andre karakterer (og i høj grad deres meget morsomme interne Facebook-lignende gruppechat på skibet), så det ender på plussiden.

Andromeda-galaksen er en mærkelig blanding af velkendt og dybt fremmed. De hjemmekendte racer fra Mælkevejen kastes ud i den ene krise efter den anden, på deres farefulde færd mod et nyt hjem. Den nyintroducerede angara-race er dybt mistænkelige overfor de nye kolonister (en attitude jeg personligt finder velbegrundet, kolonister er otte ud af ti gange nogle svin), og de hyppige nyfjender, Kett-racen, er, ulig originaltrilogiens Lovecraft-agtige og overjordiske Reapers, noget mere menneskelige i deres rabide og religiøse ekstase – måske med strejf af denne verdens Islamisk Stat?

3199161-masseffectandromeda_february-19

En knivspids savn

Der er dog, føler jeg, noget ekstremt voldsomt ved at den originale trilogi er langt væk i tid og rum – det eneste bindeled man har til Commander Shepard, er, kortvarigt i skabelsen af hovedpersonen, at vælge om kommandøren, man har brugt talløse timer med, var en mand eller en kvinde i den originale trilogi.

I en kort sekvens hører man en fra Mælkevejen medtaget optagelse af orginaltrilogiens kron-romance option Liara T’Soni, tale om sin ekspertise i forhold til uddøde civilisationer. Det går op for en, at alle de karakterer man kendte og elskede nok har været døde i godt 500 år. En flygtig kulde rasler langs rygraden.

Men den stopper hurtigt igen. For ‘Mass Effect: Andromeda’ er et bundsolidt spil. Og Andromeda handler om nye begyndelser. Ikke begravelser.


Godt

– BioWares vanlige, velskrevne kunsthåndværks-manuskripter
– Underholdende kampe – med jetpack (!)
– Velrealiseret, ny galakse, både varmt velkendt og kuldeskærende fremmed

Skidt
+ Undertiden lidt upolerede ansigtsanimationer. Men altså. Det er ikke derfor vi er her.
+ En vis, brat nostalgi efter original-trilogien
+ Fylder 45 GB, gudhjælpemig