‘Tekken 7’ ender som et tamt slag i madrassen grundet teknisk rod

‘Tekken 7’ ender som et tamt slag i madrassen grundet teknisk rod
2 6
Spil
Titel

'Tekken 7'

Platform

PlayStation 4, Xbox, pc (anmeldt til PlayStation 4)

Lancering

Den 2. juni

‘Tekken’ er tilbage og har rørt lidt friske, krydrede boller i suppen, uden dog at vige væk fra den opskrift, der gjorde spilserien til en af de højest elskede fightingspil. De tørre tæsk bliver dog martret af en spiludvikling, der tydeligvis ikke har set alt for mange opdateringer siden arkade-udgivelsen på det japanske marked sidste år.

‘Tekken 7’ bliver ikke et knock-out hit, nærmere en kedelig omgang kindheste i skolegården.

Papirstyndt plot

‘Tekken 7’ er nyeste kapitel i en laaang spilhistorie. Det første ‘Tekken’ landede på butikshylderne til PlayStation-konsollen i 1994, seriens popularitet tog fart med 2’eren i 1996 og eksploderede i 1998 da 3’eren landede.

Plottet har altid været til den forvirrede og fantasifulde (læs: japanske) side, men handler dybest set om, at superskurken Heihachi Mishima finder på en undskyldning for at arrangere verdens største kampsportsturnering, der skal afgøre, hvem der er verdens vildeste badass.

Ultratypisk for fighting-spil er det ikke plottet, der bærer ‘Tekken’ – hverken nu eller nogensinde før. Man må finde sig i at bære over med – rettere end at prøve at forstå – at både kænguruer, bjørne, dinosaurer, dræberrobotter og mange andre atypiske kæmpere tager del i The King of Iron Fist-turneringen. Den er i ‘Tekken 7’ af uransagelige årsager også afgørende for resten af verdens skæbne fordi something, something tredje verdenskrig.

004b5d040e8921628ff8d0adf8cc695c_1920_KR

Overbevisende kampagne

Plottet har aldrig været galionsfigur for søsætning af nye ‘Tekken’-titler, men i 7’eren er kampagnen skruet overraskende godt sammen. Bevares, historien er rundforvirrende, overdrevet og b-filmsagtig, men Story Mode er faktisk en af de mest fornøjelige dele af ‘Tekken 7’. Gennem en lidt patos-tung fortælling om en krigsjournalist afspilles forskellige kapitler i ‘Tekken’-universets historie i et flydende skifte mellem cutscenes og kampe, hvor man får lov at tage roret på skurke, helte og endda karakterer som ikke er med i selve spillet.

Det hele foregår i kampe som er tilpasset narrativet, så for eksempel spiller man på ét tidspunkt et barn (!) i en kamp man umuligt kan vinde, senere Heihachi himself mens han lammetæver et par dusin fodsoldater og lignende hele vejen igennem. Kampagnen formår både at introducere karakterer og teknikker i en pæn indpakning som trods forvirrende historiemæssige sidespor, fungerer som guilty pleasure-elementet i det nye Namco-spil.

tekken7-gamescom2016-screenshot

Loading…

Foruden den overraskende gode story mode er der masser af andre måder at spille ‘Tekken 7’ på, men den mest populære vil altid være versus mode, hvor man spiller mod andre spillere fremfor computerstyrede modstandere. ‘Tekken 7’s største problem er desværre, at det netop her halter gevaldigt. Kampene i sig selv fungerer rigtig fint, blandt andet som følge af den nye rage mode, hvor spillere får muligheden for at bruge et ekstra-effektivt angreb, når de er nede på den sidste del af deres energi-niveau, samt perfekt udskårne hitboxes.

De eminent udførte hitboxes medfører, at man kan dukke, rulle, undvige og ninja’e udenom forskellige angreb i en enormt livagtig rytme. Spillet sørger for at understrege disse filmiske øjeblikke ved engang imellem at gå i slow-motion og zoome ind på sparket eller slaget, der lige nøjagtig glider forbi den ene kombatants hoved. Det Hollywoodske system kunne sagtens have været irriterende og påtrængende efter den første håndfuld gange, men udføres så strømlinet og lækkert, at det føles som en naturlig del af kampene.

Desværre brydes den glidende rytme hver gang en kamp slutter. Load-tiderne er katastrofalt lange. Hvis man vil skifte karakter eller bane efter en versus-kamp, kan man godt finde madpakken og drikkedunken frem, for ventetider over syv sekunder tilbage til character select og ditto videre i næste kamp er ikke uden for normalen. Krydret med en undervældende opløsning på kun 1536×864 er de trods alt stabile 60 fps en ringe trøst. ‘Tekken 7’ føles hverken optimeret til Playstation, der ellers siden 90’erne har været spilseriens hjemmebane, men heller ikke som en velpoleret AAA-titel i 2017.

Tempoet i kampene er en smule trægere end i de foregående spil, uden at det dog bliver for meget. Selv de hurtigste af karaktererne føles lidt tungere og som om der er mere oomph bag slagene end tidligere. Det er en skam at kampene i ‘Tekken’ er så flot designet, når alt det udenom bare slet ikke spiller.

PREVIEW_SCREENSHOT2_137203

Teknikken knækker ‘Tekken’

‘Tekken’ har altid været et af de faste sociale spil som man lige kunne rive vennerne rundt i, mens man ventede på pizzaen eller på at Champions League-kampen skulle starte. ‘Tekken’-serien har altid excelleret i, at balancere gameplay og sværhedsgrad til et niveau hvor alle kunne være med, og de hurtigt eksekverede kampe gjorde, at man uden alenlange ventetider kunne få en god mængde kampe i fingrene. Det aspekt er desværre håbløst negligeret i den sidste udgave.

Kampagnen er fornøjelig at spille sig vej igennem, men når man får placeret en kammerat i sofaen og blænder op for versus-mode forsvinder den rytme og det tempo som ellers altid har været garant for eminente kampe mod vennerne i ‘Tekken’-serien.

‘Tekken 7’ lander et sted midtimellem et skuldertræk, og et spil som ryger ned i skuffen og først kommer ud af skammekrogen når Bandai Namco får lavet en patch, som fixer de store tekniske issues, som desværre ødelægger en stor del af spiloplevelsen.


Godt

+ Story mode er sin egen lille fornøjelige b-film
+ Kampene er flydende og veldesignede
+ Virkelig stort spænd i karakter-udvalget

Skidt

– Den lave opløsning er alt for tydelig
– Loadtiderne er irriterende lange
– Ingen cross platform-multiplayer