‘Destiny 2’ leverer varen og en næsten perfekt multiplayer i den svære opfølger

‘Destiny 2’ leverer varen og en næsten perfekt multiplayer i den svære opfølger
5 6
Spil
Titel

'Destiny 2'

Platform

PlayStation 4, Xbox One, pc (anmeldt til PlayStation 4)

Lancering

Den 8. september

Det tog et par år for det oprindelige ‘Destiny’ rigtigt at løbe sig i gang, men så steg entusiasmen omkring det også til uanede højder. Derfor var ‘Destiny 2’ imødeset med en del ængstelig bæven. Det var heldigvis uden grund, for selvom ‘Destiny 2’ spiller med de helt store muskler i forhold til 1’eren, leverer det også slagene.

Selvom der ikke er alt for meget nyt under solen, er der nok nytænkning til at retfærdiggøre en selvstændig udgivelse fremfor endnu en udvidelse. Alt er pudset lidt op, og der er lagt i ovnen til mange timers underholdning, på trods af et par enkelte dansetrin som er ude af takt med spillets ellers imponerende moves.

Shooter i høj klasse

‘Destiny 1’ udkom i 2014 og var det første spil fra Bungie efter ‘Halo’-serien, som de havde varetaget fra dens spæde start i 2001 og indtil ‘Halo: Reach’ næsten et årti senere. Spillet mødte megen kritik af særligt dets historie og mængden af indhold efter at hovedmissionerne var overstået alt for hurtigt. Til gengæld høstede det ros for at bevare den perfekt balancerede PvP-del fra ‘Halo’-spillene og det generelle høje tekniske niveau.

‘Destiny 2’ samler op hvor 1’erens udvidelse, ‘The Taken King’ slap. Uden at spoile for meget af historien kan vi afsløre, at The Red Legion er tilbage og godt onde i sulet. Efter en forlænget og velfungerende tutorial skal spilleren i gang med – fordi intet mindre kan gøre det – at redde universet fra superskurken med det klangfulde navn, Dominus Ghaul.

Gennem selvvalgte missioner, der spænder over både PvP (mod andre spillere) og PvE (med andre spillere, mod AI’en), drøner man afsted i forskellige kroge af universet i jagt på både plot-devices og XP-point. Den narrative struktur er en smule løs, men langt over middel for et shooter-spil i 2017 og har adskillige scener, der pirrer en våde Netflix-fantasi om en lille animations-serie à la ‘Castlevania’. Særligt rammer de sidste par missioner de helt høje toner, og sætter både gåsehud og store tanker i gang.

Fantastisk multiplayer vækker ‘Halo’-minder

Såfremt man ikke medbringer egne medspillere, er der rig mulighed for at teame op med vildtfremmede i den anden ende af internettet. Coop-systemet fungerer perfekt uden mærkbare ventetider eller lag-spikes. I PvP-afdelingen er der rigeligt med skydeskiver, der skyder tilbage at finde, men heldigvis heller ingen tekniske problemer. PvE-missionerne er et kærkomment nik tilbage til ‘Halo’-spillenes storhedstid, hvor man i splitscreen drev sig vej gennem episke kampe og mindeværdige øjeblikke.

De velfungerende levels nærmer sig perfektion, hvis man med en kammerat eller to på teamet kaster sig ud i de mange strikes og raids. Der er desværre ikke mulighed for splitscreen, men multiplayer-aspektet er nærved perfekt ellers.

Manuskript under niveau

Bungies nye perle er et mesterligt spil, til trods for et par enkelte fejl. Meget af spillets dialog er en anelse for navlepillende og selvhøjtideligt, hvilket desværre er med til at bryde indlevelsen i det ellers hammer-flotte spil. Nathan Fillion er som altid fængende i rollen som Cayde-6, men hans manuskript er ofte under niveau, desværre.

I modsætning til det første spil, rammer ‘Destiny 2’ følelsen af open-world roaming på en lækker tangent. Planeterne er ikke længere kun rammesat via strømlinede missioner, men åbner også op for, at man lander i midten og så ellers går på udforskning. Det, sammenholdt med et langt mere detaljeret og bredt optimeret class-system, fremhæver rollespils-aspektet så det matcher shooter-delens niveau.

Mikrotransaktionerne stikker desværre deres grimme ansigt frem, og lover både kosmetiske og spilmæssige opgraderinger i bytte for (en hel masse) små beløb. Det tager ikke noget fra spillets oprindelige kvaliteter, men er en ubehagelig flirt med ‘pay to win’-modellen som både ‘Travian’, ‘APB Reloaded’ og alt for mange andre.

Endelig dom

Til trods for en ikke optimal økonomisk model og et kliché-fyldt manus rummer ‘Destiny 2’ en ubestemmelig magi, der gjorde ‘Halo’-spillene til en generations bannerførere for, hvordan et skydespil skal skæres og for hvordan coop har en berettigelse i moderne gaming. ‘Destiny 2’ er et vanvittigt godt spil i sig selv, men det bliver kun bedre når den vellykkede multiplayer-del udnyttes. Forestil dig ‘Halo’, bare bedre.


Godt
+ Soundtracket er fantastisk
+ Grafikken er krystalklar og skønt farverig
+ Multiplayer-implementeringen rammer alle de rigtige tangenter

Skidt
– Mikrotransaktioner er altid frustrerende
– Lidt kikset manuskript
– Jeg vil gerne ha’ mere. Nu.