Hvad er digital blackface – og hvorfor skal du træde varsomt i diskussionen?

Hvad er digital blackface – og hvorfor skal du træde varsomt i diskussionen?

Den 4. september malede Ethan Klein sig hvid i hovedet og tændte for kameraet. Han var faldet over begrebet digital blackface, og mente det var på tide med et modsvar. Hvad der for ham var dråben, der fik bægeret til at flyde over, var en BBC-video fra 14. august, hvor skribenten Victoria Princewill fortalte om alvoren i digital blackface. Klein, som vært på den populære YouTube-kanal H3H3, dissekerede i en sarkastisk tone Princewills løftede pegefinger og tre dage senere havde videoen over tre millioner visninger – og dermed meget mere opmærksomhed end BBC’s egen video.

Men hvad er det egentlig, de skændes om?

Digital blackface tager udgangspunkt i begrebet blackface, der stammer fra 1800-tallet, hvor blandt andre hvide slaveejere malede sig sorte i hovedet med det formål at latterliggøre deres slaver og gøre den sorte hudfarve synonym med en karikatur. Op gennem det 20. århundrede blev blackface en decideret underholdningsform i sig selv. Det sker stadig relativt hyppigt i populærkultur, i eksempelvis ’Tropic Thunder’, hvor Robert Downey Jr.’s karakter Kirk Lazarus maler sig sort i hovedet for en rolle eller Mac, der laver fan-versioner af ‘Dødbringende Våben’ i blackface i ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’. I begge tilfælde bliver der dog argumenteret for, at det er en politisk kommentar til begrebet blackface, rettere end en latterliggørelse af sort kultur. I nyere tid er blackface blevet tabu, særligt i USA.

Men i den digitale kultur har blackface fundet væsentligt mere frirum – indtil nu. Den nye form for blackface er, når folk med en anden hudfarve bruger sorte emojis. Det er hvide mænds retweets af memes fra black Twitter-sfæren. Det er brug af gifs og memes af sorte personer i en situation, der giver udtryk for en stereotyp jargon grundfæstet i sort kultur. Det er Denzel Washington i ‘Training Day’ eller en rørstrømsk Oprah. Det er Michael Jackson, der spiser popcorn.

Mark Neal, professor i afrikanske og afroamerikanske studier ved Duke University, kalder digital blackface brugen af teknologi til at karikere sort kultur.

»Digital blackface er blevet et emne som følge af den fremtrædende rolle, sort kultur i dag spiller, og bekymringer skabt omkring ejerskabet af kultur. Kombineret med den lette adgang til digital teknologi har det bragt os til dette punkt«, forklarer han i en mail til Soundvenue.

Seneste eksempel, hvor fronterne for alvor blev trukket op, er en ret konkret sag fra august i år. FaceApp udviklede en funktion, hvor man kan tage en selfie og derefter se, hvordan man vil se ud, hvis ens forældre var indiske, asiatiske, kaukaside eller afrikanske. Med funktionen fulgte en øjeblikkelig shitstorm og den overlevede blot timer, før FaceApp trak stikket

Diskussionen om digital blackface har taget fart i 2017, men begrebet går flere år til tilbage. I 2014 kunne Epicurious fortælle, at et ungt hvidt par stod bag den populære online kogebog ‘Thug Kitchen’, der leverer veganske retter i en hård Bronx-lingo. De havde indtil da været anonyme. Det fik kort efter Vice til at kalde sagen seneste eksempel på digital blackface. To hvide personer brugte et sprog til at karikere en særlig identitet, der ikke var deres egen. I den digitale form er blackface altså i højere grad (også) blevet et spørgsmål om kulturel appropriation, mens hensigten i sjældnere grad er ren racisme, som det var oprindeligt.

Det er en opfattelse som Victoria Princewill i øvrigt deler, men samtidig opfordrer hun til, at man overvejer hensigten med netop at bruge den gif, i henhold til hvordan modtagelsen føles for hende. Hendes pointe er, at digital blackface oftest manifesteres i opfattelsen og ikke i afsenderens hensigt. En hvid person, der bruger en gif fra ‘The Real Housewives of Atlanta’, betragter det ikke selv som at tale nedsættende om en anden kultur. Men sådan kan det godt opfattes. Omvendt er det en farlig og temmeligt dum forsimpling at insinuere, at hvide mennesker ikke må bruge emojis og gifs af sorte mennesker.

Digital blackface er altså den seneste kampplads mellem ytringsfriheds-guerillakrigerne, der blæser til hellig krig mod krænkelseskultur kontra minoriteter, hvis kultur og enemærker pludselig overtages af almenheden. En klassisk ‘fornærm og bliv fornærmet over at nogen er blevet fornærmet’-diskussion. Problemet er, at diskussionen endnu engang er ved at spinne ud af kontrol, selvom der er huller i argumenterne på begge sider.

Det er endnu ikke en diskussion vi har i Danmark, men de, der råber op online, råber højt. De formulerer sig i en tone, der giver genlyd hos YouTube-seere og harme hos modstanderne.

Den 2. august skrev Lauren Michel Jackson et indlæg i Teen Vogue, hvor hun advokerer for, at vi i højere grad bør diskutere digital blackface i form af gifs. Hun mener, ligesom Victoria Princewill, at opmærksomheden på problematikken er det vigtige. De ønsker anerkendelse af, at det støder nogle grupper, når ikke-sorte griber til en Drake-gif i en online-samtale. På den måde er det svært at underkende deres sag, for krænkelse fylder mere hos modtageren end afsenderen.

Ni dage efter Lauren Michel Jacksons indlæg i Teen Vogue publicerede The Tab et svar fra Othnielle Blake, som selv er sort. Hun punkterede ideen om digital blackface: »Hvis du synes, det lyder langt ude, så forstår jeg dig godt – for jeg er sort, og det synes jeg, det er.« Her hiver hun fat i et andet problem ved den anden fløjs diskurs, nemlig at de taler på vegne af alle sorte og lægger et bestemt motiv ind over umiddelbart harmløse handlinger – et motiv, der ofte ikke er belæg for. De tillader sig at afgøre, hvilke handlinger, der er digital blackface, og hvem det rammer.

På den helt anden side sidder youtuber Ethan Klein, som har 4,7 millioner abonnenter og maler sig hvid i hovedet og kalder det digital whiteface (selvom det ligger på den digitale platform YouTube er det teknisk set bare whiteface). Han forsøger at udstille det hykleriske i at motivgranske enhver, der sender gifs og emojis til højre og venstre. Samtidig raser han over, at farve i hovedet kan forarge, men er i samme sekvens blind for historien, samtidig. Han argumenterer for, at Princewell ikke må vurdere, hvad der er bedst for sorte – samtidig med, at han selv gør det. Sort historie rummer en massiv, systematisk undertrykkelse, der stadig trækker spor og som kan tilskrives et hvidt overherredømme. Der er store følelser i det, som Ethan Klein fremstår temmeligt blind omkring.

Samtidig argumenterer han for at den type ejerskab over, hvem der må sige og gøre hvad online, ikke nødvendigvis gavner udviklingen i det lange løb. Han ser det som en hyldest, når man bruger en Kevin Hart-gif til at beskrive sine følelser – uanset hvilken hudfarve, man måtte have.

Digital blackface er et emne, der skaber forargelse på begge fløje, og det bliver dermed meget ømtåligt at diskutere. For det er vand på møllen for de, der mener, at krænkelseskulturen er gået for vidt. Det kan være en ny manifestation af et gammelt traume for en historisk undertrykt kultur, som yderligere skal latterliggøres for at være blevet fornærmet. På den måde bliver de to fløje let trukket skarpt op, og det er vanskeligt at bevæge sig i midten.

Professor Mark Neal anmoder om at træde varsomt:

»Folk bliver nødt til at være betænksomme. Hvad der måske virker harmløst, har en større mening for marginaliserede mennesker, hvor den slags greb – mikroaggressioner – er hyppige«, opfordrer han.

Den hede debat er endnu ikke nået Danmark, men hvis det sker, vil det være sundest for debatten, hvis oplysning, inddragelse og samtale kommer i forreste række Så undgår vi en youtuber med hvid maling i hovedet. Eller sort, for den sags skyld.

Læs også: #JeSuisJossWhedon: Derfor bør alle mandlige feminister tage ved lære af ’Buffy’-skaberens utroskab