‘Mario + Rabbids: Kingdom Battle’ er en bizar, men velfungerende fusions-feberdrøm

‘Mario + Rabbids: Kingdom Battle’ er en bizar, men velfungerende fusions-feberdrøm
4 6
Spil
Titel

'Mario + Rabbids: Kingdom Battle'

Platform

Nintendo Switch

Lancering

Den 29. august

‘Mario + Rabbids: Kingdom Battle’ er resultatet af en våd nat mellem den formummede VVS’ers ophav Nintendo og action-kongerne fra Ubisoft, der står bag de Minion-lignende rabbids. I sædvanlig nuttet Nintendo-indpakning får man et turbaseret action/rollespil, hvor Mario skal redde verden fra de nihilistiske kanin-væsners fjollerier, der terroriserer fjender og frænder i et underholdende, men hurtigt overstået eventyr.

For nogle vil opskriften ligne et klokkeklart eksempel på at spise Nintendo Switch-investorerne af med en halvkogt Mario-titel, mens de venter på ‘Super Mario Odyssey’. Men det er en skam, for ‘Mario + Rabbids: Kingdom Battle’ er et velfungerende lille spil med få småfejl, der særligt vinder ved at udnytte Switch’ens muligheder til fulde.

Turbaserede tosserier

I Marios sidste nye eventyr invaderes hans verden af forvirrede kaniner som via plot-tilpassede omveje har fået fat i en ung opfinders supa merge-hjelm, der kan smelte alverdens ting sammen. Kaninerne begynder lystigt at zappe til højre og venstre, hvilket medfører at Mario og co. må kæmpe mod både de lidt for fjollede rabbids og muterede bastard-udgaver af hans vante fjender, som Piranha Plants, Bullet Bill og resten af slænget.

Kampene foregår i et turbaseret system, hvor man selv styrer et hold på tre karakterer med hver deres speciale, for eksempel Mario (fin all-round), flankeret af Luigi (skrøbelig, men giver masser af skade på afstand) og rabbid-udgaven af Prinsesse Peach (en solid tank). Hver karakter kan bevæge sig, skyde og/eller bruge en super-kræft i hver runde, inden man giver turen videre til det andet hold. Kampene minder meget om action-sekvenserne fra det fremragende ligeledes isometriske turbaserede ‘The Banner Saga’ eller ‘XCOM’-serien.

Der er ikke enormt stor forskel på de forskellige karakterer før man kommer i hvert fald en håndfuld timer ind i kampagnen og får opgraderet både dem og deres våben i forskellige retninger. Det er en af spillets få, men udtalte problemer.

Super Mario på udebane

Spillet går ret langsomt. Ikke selve rejsen fra den ene bane til den anden, men pacingen i sværhedsgrad og indhold går langsomt de første 3-4 timer. Forskellige typer af fjender introduceres én efter én i pædagogisk og nærmest nedladende stil, og man spiller hvad der føles som den samme kamp flere gange i træk, inden første verden er overstået. Derefter åbner spillet dog op og understreger vigtigheden af, at sammensætte et solidt squad og leger med mulighederne de forskellige karakterer har.

Hvorom settingen med Ubisofts balstyriske kaniner sluppet løs i altid hyggelige Mushroom Kingdom virker en smule forceret i starten, klapper formatet ligeså stille i takt med, at spillet kommer i gear. Stemningen er mere Rabbid’sk end som i Mario-spillene, hvor der dog skeles mere til humoren fra Paper Mario-spillene end de klassiske tuttenuttede side-scrollers.

Grafikken er forventeligt sød, men blankpoleret. Lydsiden er fyldt med forskellige udbrud, lyde og grynt fra de farverige karakterer. Den regnbue-farvede verden kan udforskes mellem kampene i jagt på ekstra guldmønter (til at opgradere våben og evner) og gemmer på simple puzzles med kasser, der skal flyttes og sekvenser, der skal huskes. Det er simpelt, det kræver hverken notesblok eller snydekoder men det er et kærkommen afbræk mellem de forskellige kampe og udfordringer i arenaerne.

Et overraskende godt spil

‘Mario + Rabbids: Kingdom Battle’ er et fint videospil, men et fremragende Nintendo Switch-spil. De korte kampe á 10-15 minutter passer perfekt til den håndholdte konsols format, hvor man lige nupper et level eller to på busturen eller i matematiktimen, men hvor fordybelse og storslået grafik ikke er i fokus. I takt med, at jeg fik overstået de enormt pædagogisk pacede baner i starten, nød jeg spillets ‘lige én til’-afhængighed mere og mere, indtil jeg nærmede mig den sidste boss-fight efter de cirka 20 timer spillet tager at gennemføre.

Jeg aner ikke, hvornår i processen det skete, men jeg gik fra at være skeptisk og en smule modvillig overfor det turbaserede bastard-projekt fra Nintendo og Ubisoft, til at være ovenud begejstret for spillet. Nintendos nyeste Mario-titel kan meget mere, end at holde tronen varm, mens vi venter på ‘Super Mario Odyssey’ senere på efteråret. Det er et brandgodt, men skruptosset spil.


Godt
+ Lækkert “bite-size” format
+ Strategien tager over senere i spillet
+ Afvekslende og uforpligtende spilformat

Skidt
– Lidt lang og små-kedelig introduktion
– Nogle baner er alt for nemme
– Ingen havde kimset af ti timer mere i kampagnen