‘Ruiner’ skaber et skræmmende virkelighedsnært, hypervoldeligt cyberpunk-univers
I 1980’erne skrev en række amerikanske forfattere en genre af sci-fi, som blev karakteriseret som cyber-punk: Fantasifulde fortællinger om verdensomspændende datanetværk, om hackere, magtfulde og gigantiske supranationale firmaer, robotter og kunstig intelligens.
Det vilde er, at mange af deres oprindeligt vanvittige påfund om fremtiden stort set har vist sig at holde stik i den moderne verden.
Mens Google investerer i frygtindgydende, soldrevne kamprobotter, fører verdens supermagter hemmelige hackerkrige, en whistleblower fra de amerikanske marineinfanterister bliver buret inde for at afsløre følsomme krigshemmeligheder om USAs fjernstyrede dronemassakrer og ’Blade Runner 2’ er efter alt at dømme en fremragende film.
Det føles som om vi lever i fremtiden, på godt og ondt – og det afspejler sig også i den kunst, der bliver produceret.
Spillet ’Ruiner’ er også et eksempel herpå. Spillet åbner med følgende ildevarslende statement: »In the year 2091 pervasive enhancements in technology and computerization haven’t changed human nature. Playing with people’s lives has never been more fun.«
Slægtskab med ‘Hotline Miami’
I rollen som en navnløs kriger, iført læderjakke og med ansigtet indhyllet i et sortspejlet skærmvisir, vågner man pludselig op i et endeløst industrielt technokompleks og får en simpel ordre: »KILL BOSS«. En hacker forklarer at han har fiflet sig vej ind i den hardware, du har i hovedet og at han rister din hjerne, hvis du ikke indvilliger i at myrde dig vej gennem industrikonglomeratet HEAVENs tungtbevæbnede sikkerhedspersonale – og derefter bestyrelsen.
Uden valg går man således i gang med de virtuelle ultravoldsudgydelser, der kun udvikler sig voldsommere og mere intenst som spillet skrider frem.
Det oplagte sammenligningsgrundlag for ’Ruiner’ er den 80er-cokede 2D-mordsimulator ’Hotline Miami’ – begge spil er udgivet af Devolver, i øvrigt – men ’Ruiner’ har en beskidt-lækker hacker-slum-æstetik, og foregår i veludført 3D.
’Ruiner’ fungerer, som ’Hotline Miami’, oppefra og ned. Man styrer den navnløse hovedpersons bevægelser med piletasterne, og de nødvendige angrebsudfald med musen. Man er bevæbnet med et jernrør til nærkamp og en fuldautomatisk uzi-lignende anordning ved navn Ruiner til skydedueller – og det er meget passende at spillet er navngivet efter ens mest anvendte mordvåben.
Kampens hede
Kampene er spillets hovedindhold – og det mærkes. De hektiske skud- og slagvekslinger med hackerbander og private sikkerhedsvagter er imponerende godt skruet sammen. Adrenalinniveauet er tårnhøjt, når man på et hængende hår banker hjernen ind på en modstander og skyder hul i en brændstofbeholder for at brænde to andre af. Faktisk er de muligvis en lille smule for hektiske.
Sammen med ens dødsnødvendige angrebsmetoder har man også adgang til et utal af sekundære evner, for eksempel et energiskjold, der, hvis man aktiverer på det rigtige tidspunkt, kan redde ens fremtidsmorderrøv fra at blive smeltet af en plasmastråle, et adrenalinkick, der gør tiden langsom og en granatkaster blandt meget andet.
Men i kampens hede kan det meget nemt blive dybt uoverskueligt at få benyttet sig af alle de forskellige ressourcer man har adgang til og det er faktisk lidt ærgerligt, for de basale dele af gameplayet (at undgå at blive ramt, og uddele bøllebank den anden vej), er flydende, velkonstrueret og meget tilfredsstillende at mestre.
Problemet opstår, hvis man ikke mestrer hver eneste ressource og benytter sig af hvert eneste kneb man har til rådighed, så kommer man til at dø i ’Ruiner’. Ikke bare en enkelt eller to gange, man kommer til at dø dusinvis af gange – og komme til at tage de samme kampe igen og igen til de mister deres charme. Der er mulighed for at skifte sværhedsgrad, men easy føles for nem og normal for svær.
I modsætning til ’Cuphead’ hvor de uundgåelige nederlag resulterer i en bidende lyst til at prøve igen til man vinder, bliver man en lille smule træt af at spille (de ret lange) kampe mere end et par gange. Og selv for en relativt garvet spilmorder som undertegnede fungerede de mange ekstra evner mere forvirrende og frustrerende at skulle benytte sig af, end fordrende for en dyb spiloplevelse.
Endelig dom
Hvad ’Ruiner’ til gengæld lykkes fremragende med, er tegningen af det dystopiske univers ’Ruiner’ foregår i. Imellem ens blodige ekspeditioner for at finde og få hævn over de, som gjorde en uret, tilbringer man downtime i technobyen Rengkok – og dens indbyggere er i høj grad værd at bruge tid på. Fra den mistænkeligt flirtende værtinde, der antyder at hun bliver solgt til organdonationer, hvis hun ikke lokker tilstrækkeligt mange mennesker ind i natklubben, over den bizart sex-lidelse-nydelsesreligion, der, på et teologisk grundlag, vil have en til at dø et tilstrækkeligt antal gange på missioner, til en ung gadeknægt, der betragter én som en voldskunstner.
Univers og historie er fremragende skruet sammen, og ’Ruiner’ kommer på et fortællemæssigt plan til at skrive sig netop ind i den cyberpunk-litteratur, der har vist sig på godt og ondt at behandle den nuværende internetvirkelighed så overraskende præcist. Hovedpersonen har aldrig for alvor kontrollen over sine mål og handlinger, Rengkok har tilsyneladende private selskaber i stedet for en statslig styreindstans, og hvilken plads har privatlivet i en verden, hvor alt er tilgængeligt, hvis nogen får adgang til dit password?
I samspil med ’Ruiner’s (bekymrende?) underholdende gameplay-voldsorgier spiller samfundsproblematikkerne og universets opfindsomhed solidt sammen.
Hvis bare udviklerne i Reikon Games havde sørget for at finjustere sværhedsgrad, gameplaymuligheder og kampenes varighed, havde ’Ruiner’ været tæt på et mesterværk. Men man kan ikke altid få det hele. Næste gang må jeg hacke dem, og sørge for at min vision for spillet bliver ført igennem.
Godt
+ Stærk historie og dragende univers
+ Gennemført æstetik
+ Underholdende kampe
Skidt
– Ujævn sværhedsgrad
– For mange forvirrende gameplay-elementer
– Ikke helt holdbar genspilningsværdi i de lidt for lange kampe