‘South Park: The Fractured But Whole’ mangler seriens bid, men brillerer i latrin-komik

‘South Park: The Fractured But Whole’ mangler seriens bid, men brillerer i latrin-komik
4 6
Spil
Titel

'South Park: The Fractured, But Whole'

Platform

PC, PlayStation 4 og Xbox One (Anmeldt til PC)

Lancering

Den 17. oktober

Man skulle tro en universitetsuddannelse, årelang erfaring fra spilindustrien og et (ifølge min mor) kløgtigt hoved ville gøre prepubertær humor baseret på prutter, kønsdele og barnagtige tilsvininger uinteressante. Men det gør det ikke.

‘South Park: The Fractured, But Whole’ finder nemlig sin styrke i at indpakke gravalvorlige emner i en tyk sovs af prutter og penis-jokes. Enkelte fejl afholder ikke ‘South Park’ fra at være tilbage manifesteret som et solidt og lettilgængeligt rollespil – specielt for hvide mennesker – der finder charme, underfundighed og værdi i det dybt latrinære.

Cartman og co. er tilbage

Umiddelbart efter handlingen fra den famøse forgænger ‘The Stick of Truth’ er rundet af, drager drengene fra den lille bjerglandsby på eventyr igen. Denne gang for at redde en forsvunden kat og indkassere dusøren, selvfølgelig. De iklæder sig i superhelte-kostumer og lader byens nye knægt (spilleren) lege med.

Hurtigt kommer møgungerne op at skændes over de eventuelle filmrettigheder til deres superhelte-togt, og straks er borgerkrigen i gang, som snydt ud af næsen på Marvels ‘Civil War’-føljeton. Det står hurtigt klart, at Ubisoft og ‘South Park’-holdet har superhelte-filmene fra 10’erne i sigtekornet for deres mobberier, og det skorter ikke på paralleller til alskens populære og klassiske ‘underbukser udenpå tøjet’-helte og floskler.

Spillet skifter mellem en sandkasse i form af South Park og omegn, hvori man navigerer, interagerer og undersøger den berømte bys hjørner og afkroge for at finde loot, kontanter og nye quests. Både by og indbyggere er designet præcis som i TV-serien, og i udgangspunktet kunne spillet sagtens være 20 afsnit stablet ovenpå hinanden. Kampene foregår i et turbaseret ridt, som man kender det fra rollespilsgenren altimens ungerne og deres modstandere spiller med de verbale muskler og svinger kreative sjofelheder i alle retninger.

Historien er i sig selv velfortalt og særligt den sidste tredjedel ud af de i alt 12-16 timer har en jævn rytme som hele tiden gør, at man har en idé om, hvor man skal hen, uden at man nogensinde bare pløjer gennem sin questbook.

Skarp kritik i træg struktur

‘South Park: The Fractured But Whole’ leger med inspiration fra mange genrer og ditto spil. Hvor forgængeren i nogen grad havde en fri narrativ struktur læner opfølgeren sig op af mere stringente rytmer som for eksempel i ‘Persona’-serien. Hver dag starter og slutter i dit hjem, som langt fra er idyllisk fordi ‘South Park’, og det kan sagtens virke at blande den barnlige fantasi-verden ind i en alt for realistisk og brutal virkelighed, men det føles i første halvdel af spillet lidt for trivielt at være fanget i en træg dag/nat-cyklus med de samme afstikkere til non playable characters – NPC’er.

Strukturen til side er ‘TFBW’ et særdeles åbent spil, hvor man starter med at vælge køn (senere kan man også vælge at være nonbinær og panseksuel blandt andet), navn og race for sin karakter. Sidstnævnte påstås også at fungere som indstillingsmarkør for spillets sværhedsgrad, hvor en mørkere hudfarve ifølge spillets fortællerstemme Cartman medfører et sværere spil: »This doesn’t affect combat. Just every other aspect of your whole life.« Det medfører blandt andet nogle hårde kommentarer fra NPC’er.

Koblingen mellem sværhedsgrad, køn og hudfarve sammen udgør den sociale kritik, der balancerer humor og alvor, som har gjort ‘South Park’ til en generations politiske kommentarspor. Stikpillerne til det amerikanske forbrugssamfund er tætpakkede i det nye spil og langt de fleste rammer plet. Det føles mærkeligt at grine af en politisk og social kritik pakket ind i prutte-jokes og race-humor, men ‘South Park’-skaberne har en særlig evne til at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Intet nyt fra humor-fronten

‘South Park: The Fractured But Whole’ har været lang tid undervejs. Det sejlivede rollespil er blevet forsinket og udskudt flere gange »for at pudse mekanikken og teknikken af« og det mærkes tydeligt. De spilmæssige forbedringer fra den ambitiøse forgænger, som var sjovere end den var god, er mærkbare. Det turbaserede kampsystem inkorporerer de mange karakterklasser smertefrit og virker både afpudset og fintunet.

Desværre er manuskriptet helt uvant for ‘South Park’ under middel. Den hurtige, situationelle humor og den brede kritik af vestlige samfund er perfekt, men alt der indimellem rammer ved siden af.

Den lange udviklingscyklus har ganske givet afholdt forfatterne fra at opretholde den hyperaktuelle spidsvinkel, der gør TV-showet så vigtigt og vedrørende. Til TV skrives manuskriptet til hvert afsnit på under en uge, spillet har haft over to år i udviklingsmaskineriet. Heldigvis prøver spillet heller ikke at være højaktuel med bedagede jokes, men man kan ikke undgå at savne det.

Endelig dom

‘South Park: The Fractured But Whole’ er et hamrende godt rollespil, der trækker tråde til Marvel’s fortællestil og tager noter fra gameplayet i ‘Dragon Age’, ‘Persona’ og masser af andre spilværdige forbilleder. Desværre trækkes gameplayet ned af uaktualitet, der stikker ekstra ud i en franchise, der er kendt for netop det. Men prutte- og diller-jokes holder stadigvæk i den rette blanding.


Godt
+ Verdensklasse pubertetshumor
+ Toppoleret kampsystem
+ Velkendt verden med nye idéer

Skidt
– Mangler ‘South Park’s vanlige aktualitet
– Bliver engang imellem påtaget over stregen
– Forvirrende karaktersystem