‘The Evil Within 2’ drukner i modsatrettede ambitioner og ender i klichésuppen

‘The Evil Within 2’ drukner i modsatrettede ambitioner og ender i klichésuppen
2 6
Spil
Titel

'The Evil Within 2'

Platform

PC, PlayStation 4 og Xbox One (Anmeldt til PlayStation 4)

Lancering

Fredag den 13. oktober

‘The Evil Within 2’ forsøger at genopfinde det moderne gys dratter samtidig i de samme faldgruber som sine forgængere.

Sebastian Castellanos er tilbage og er endnu en gang hovedpersonen i et moderne take på den klassiske gyserhistorie. Han skal hoppe, springe, gemme sig og skyde monstre gennem en slidt fortælling, inden den obligatoriske jomfru i nød kan reddes.

Spillet er bedre end sine præmisser, men det siger vitterligt ikke alverden, når præmisserne er så plumrede.

Stakkels Sebastian

Spillets hovedperson, Sebastian Castellanos, går direkte fra asken til ilden i opfølgeren til 2014-eventyret, da han får nys om, at hans datter måske slet ikke er død alligevel, men bare fanget i en uhyggelig by fyldt med monstre.

Der er monstre – og som Freddie Merqury sang: »The show most go on«. Så afsted drager vores helt og ud springer monstrene. Sindssygeanstalten fra det første spil er skiftet ud med en spøgelsesby, hvor alle enten er døde eller muteret til monstre og spøgelser, hvis eneste formål i efterlivet må være at rive Sebastian fra hinanden.

Sebastian er flankeret af flere biroller, der primært fungerer som plot-pejlinger i den dystre handling, hvor Sebastian vikles tilbage ind i Mobius, som har mistet kontrollen med et parallelunivers, hvori Sebastians ikke-døde datter er en slags energigenerator/gud/sol/plot device.

Indeni Union, som det i starten idylliske paralllelunivers omtales, møder man både overlevende Mobius-agenter, psykopatiske massemordere, mutanter og alskens andre gyser-stereotyper. Hver for sig fungerer karaktererne og monstrene rigtig fint, men i sammenkoget bliver det hele en smule ukarakteristisk, og både plot og persongalleri spænder ben for sig selv i forsøget på at få alle de hjemmevante genre-træk med i samme pakke.

Seje Sebastian

I Union skal man ikke bare undgå monstrene og finde sin datter. Den obligatoriske superskurk skal også have stryg. Det kan man selvfølgelig ikke i starten, så man bliver nødt til at jagte en lang række level ups og forbedringer af sit udstyr, inden man kan tackle boss-kampene og forsøge at nå rulleteksterne og den (måske) lykkelige slutning.

Der er missioner og quests, der skal fuldføres for at samle point til den personlige udvikling og plottets puslespil skal samles gennem en række flashbacks. Sidstnævnte er en rigtig tørvetriller, og minder om den evighed af gråtonede føljetoner, man sled sig igennem undervejs i ‘Tom Clancy’s: The Division’.

Det er bemærkelsesværdigt, at man vælger at planke den værste del af et middelmådigt spil og tilsvarende den dårligste idé fra en så slidt genre. Hvorfor skal man kunne stige i levels i et gyserspil? ‘Resident Evil 7’ var en horror-perle, fordi den tandløse bonderøv med riven fra redskabsskuret kunne tæve dig. ‘Silent Hill 2’ er en af genrens pejlemærke fordi man konstant var i defensiven. ‘P.T.’ skræmte livet af alle, fordi man var hjælpeløs.

Det være sagt, så føles de mange opgraderinger tydeligt og giver en mærkbar forskel til hvilken spillestil, der fungerer, så I guess that’s something.

Småkedelige Sebastian

Opgraderingerne og de mange quests gør, at der hele tiden er noget nyt at give sig til i ‘The Evil Within 2’. Selvom missionerne på overfladen ligner hinanden (gå herhen, find/hent/red det/den/hende, don’t die), låser opgraderingerne op for flere og flere muligheder – man kan undgå fælder, stikke af fra monstre, få mere liv, kraftigere våben og så videre. Det er en fin rytme, der giver en solid følelse af udvikling, hvilket er ekstra vigtigt, når historien ikke gør.

Plottet drives fremad af en række forsuttede bolsjer og opleves gennem en træls og træg hovedperson, som aldrig rigtig får spilleren med ud på kanten på sædet. Hverken datterens genkomst eller monstrenes massemord kan få Sebastian til at slå ud på følelses-apparatet. Det mest bemærkelsesværdige ved spillets uheldige hovedperson er det tungebrækkende efternavn. Mr. Castellanos er ikke så usympatisk, at man ender med at heppe på monstrene, men jeg ville heller ikke afbryde en solid 7-kabale for at stoppe dem.

Endelig dom

‘The Evil Within 2’ er et spil, der ikke gør noget direkte forkert, men heller ikke ret meget rigtigt. Det er solidt håndværk, som desværre drives af et fortænkt og overproduceret plot, et trist persongalleri og nogle mærkelige gameplay-valg. I vaklen mellem om man ville lave et gyser- eller et action-spil har man sat sig mellem to stole. Det bliver aldrig rigtig det ene eller det andet, og kommer heller aldrig rigtig op og svinge på de høje (eller endda middelmådige) nagler.


Godt
+ Poleret og lækker grafik med øje for makabre detaljer
+ Strømlignet og trimmet action-gameplay
+ Masser af gameplay (+15 timer)

Skidt
– Sebastian Castellanos er bedrøveligt kedelig hovedperson
– Hverken/eller gyser og action-spil
– Rulleteksterne lover en 3’er