Steven Spielberg gav Christopher Nolan et godt råd før ‘Dunkirk

Steven Spielberg gav Christopher Nolan et godt råd før ‘Dunkirk
Finn Whitehead i 'Dunkirk'.

Christopher Nolans Anden Verdenskrigsfilm ‘Dunkirk’ er en af de tidlige favoritter op til Oscar-uddelingen 2018. Og meget tyder på, at han kommer til at ligge i tæt konkurrence med en af genrens helt store veteraner, Steven Spielberg, der er aktuel med Oscar-buddet ‘The Post’ og spås glimrende chancer.

Men inden Nolan gik om bord i det enorme arbejde på ‘Dunkirk’, spurgte han ‘Saving Private Ryan’-instruktøren til råds. Spielberg lånte Nolan en særlig kopi af hans Oscar-vinder med Tom Hanks i hovedrollen og gav ham et vigtigt råd med på vejen.

»Jeg kender og respekterer Chris som en af verdens mest fantasifulde filmskabere, så mit råd til ham var at efterlade hans fantasi på bagsædet, som jeg gjorde på ‘Ryan’, og i stedet fokusere på den research, han lavede, så den autentisk fristillede det historiske drama«, fortalte Spielberg Variety.

Og det lader til at være et råd, Christopher Nolan tog til sig. Mere overraskende er det, at ‘Saving Private Ryan’ overbeviste Nolan om, hvordan han ikke ville lave ‘Dunkirk’.

»Filmen (‘Saving Private Ryan’, red.) har ikke mistet noget af sin kraft. Den har en i sandhed rædselsvækkende åbning, og der er senere sekvenser, som er forfærdelige at sidde igennem. Vi ville ikke konkurrere med det, fordi det er sådan en præstation. Jeg indså, at jeg var ude efter en anden form for spænding«, forklarer Nolan.

»Jeg havde brug for spænding (‘suspense’, red.), og spændingens sprog er et, hvor du ikke kan fjerne øjnene fra skærmen. Rædselens sprog er et andet, hvor man gemmer sine øjne. Man kigger væk. Det er en anderledes form for anspændthed. Vi konstruerede ikke vores set-stykker omkring vold, ikke omkring blod, men omkring fysisk fare«, uddyber Nolan.

Mange har da også bemærket, at det er Nolans opbygning af en Hitchcock-agtig spænding, der gør ‘Dunkirk’ til et hovedværk inden for krigsfilmen. Og Nolan har da også udtalt, at hans intention netop ikke var at fortælle en klassisk krigshistorie, men en overlevelseshistorie.

Læs også: Selv hans hårdeste kritiker må forstå, at Nolan er den eneste magiker i cirkusteltet

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af