‘The Visit’
Grænsesøgende dokumentarfilm, der på én gang er stærkt konceptuelle og filosofiske af natur er efterhånden blevet Michael Madsens varemærke. Han har gjort det til sin specialitet at afdække ting, man ikke kan dokumentere i ordets egentlige forstand. Ting, man ikke kan sanse, ting, der sågar aldrig har fundet sted.
I ‘Into Eternity’ gjaldt det den usynlige strålingsfare, som atomaffaldslageret Onkalo I Finland udgør for nutidige og fremtidige generationer, og i ‘The Visit’ er turen kommet til et fiktivt fremtidsscenarium: Et hypotetisk visit fra det ydre rum. Ved at sætte en lang række outer space-eksperter i stævne forsøger Madsen at skitsere, hvordan et møde mellem mennesker og en anden intelligent livsform potentielt kunne forløbe, både på et lavpraktisk og et eksistentielt plan.
Hvem skal for eksempel tage imod væsenerne fra det ydre rum (efter grundig overvejelse falder valget på David Attenborough), og hvordan kan man informere befolkningen om landingen uden at skabe massepanik? Hvad vil de os? Hvordan tænker de? Kender de forskel på rigtigt og forkert?
Af gode grunde blafrer svarene stadig i vinden ved filmens slutning – der er jo no way of knowing.
Problemet er bare, at det får de mange talking heads-interviews til at føles en smule overflødige. For selvom det er tydeligt fra start af, at Madsens mission ikke er at give endegyldige svar, men i stedet at åbne op for spørgsmålet omkring eksistensen af andre livsformer og deres eventuelle indflydelse på, hvordan vi ser os selv, er det frustrerende, hvor få epifane øjeblikke Madsens ret trættende retoriske inkvisition afføder.
‘The Visit’ har en hamrende interessant præmis og måden, hvorpå Madsen sætter sit publikum i en aliens sted ved at få sine eksperter til at adressere kameraet med et ’du’, når de henvender sig til fremtidsrumvæsenerne, er dybt original og effektfuld. Allerede fra filmens første indstilling, hvor en hest står og græsser, mens en futuristisk bygning tårner op i baggrunden, anlægger Madsen et fremmedgjort blik på omverdenen, som vi automatisk adopterer.
Der er et særligt skær over og dybdeskarphed i Heikki Färms hyperrealistiske super-slow billeder, der får selv det mest mondæne til at virke mærkeligt, og det er disse POV-shots fra en udefrakommende livsform, der er filmens største genistreg, for de får vitterligt verden til at tage sig anderledes ud.
Men desværre er det langt fra alle dækbilleder, der er så inspirerede, og især en række ekspressionistiske splitscreen-sekvenser af fritsvævende hænder i underlige positurer og et bizart sidespring til en af interviewpersonerne, der skal forestille at fungere som medium for en slags alien-ånd, som lander på jorden, forekommer en kende fortænkte.
Undervejs i ’The Visit’ vender Madsen flere gange tilbage til det samme visuelle motiv: Et museum, hvor der hænger et maleri af Babelstårnet. Og symbolikken er særligt rammende for hans egen beundringsværdige mission om at sætte billeder på det ubegribelige og fremme forståelsen af, hvad vi mennesker er for nogle underlige væsener, engang, nu og i fremtiden.
Madsen opsøger uvisheden i stedet for at lade sig skræmme af sine emners uhåndgribelighed, og det er det, der gør ham til en så interessant stemme i dansk dokumentarfilm – og som gør os i stand til at tilgive, at ‘The Visit’ i sidste ende ikke når de samme erkendelsesmæssige dybder som sin forgænger.
Kort sagt:
Michael Madsen er tilbage med endnu en über-ambitiøs og tankevækkende dokumentar om, hvad det vil sige at være menneske. Men denne gang spænder hans excentriske stil ben for fortællingen, og filmen byder ikke på nær så mange epifane øjeblikke som sin forgænger.