Jamie Woon balancerer mellem tidens tand, sit perfektionistiske sind og funkens kødelighed
Mere end fire år skulle der gå fra Jamie Woons anmelderroste debut ’Mirrorwriting’ til denne efterfølger. Det er derfor heller ikke svært at se titlen på det nye album som en subtil kommentar til karenstiden mellem de to udgivelser, der i et moderne poplandskab kan forekomme relativ lang. Men Woon er en tænksom herre, der tager sin tid, og om ’Making Time’ har han selv sagt, at det gerne skulle føles som en ny person, der udgav en ny plade.
Det er derfor også en ny, mere organisk og akustisk – ja, nærmest funket – udgave af Jamie Woon, som kommer til syne. Hvor ’Mirrorwriting’ var indlejret i en britisk kontekst præget af post-dubstep-bølgen med samtidige navne som Mount Kimbie, James Blake og The xx, har Woon selv angivet D’Angelos nyklassiske ’Voodoo’-plade som referencepunk både hvad angår indspilningsprincipper og lydlig æstetik. Således kan man på det meste af pladen høre, hvordan der et liveband til stede i studiet, ligesom at lejlighedsvise horn, korharmonier og en udbygget rytmesektion fylder lydbilledet på flere numre.
Den nye stil er en kærkommen udvikling af den såkaldte indie- eller alternative-r’n’b, der har fulgt i kølvandet på post-dubsteppen, og som for størstedelens vedkommende har været elektronisk funderet – tænk bare på navne som Sohn, FKA Twigs og Kwes. I stedet skriver ’Making Time’ sig ind i den række af artister, der har forsøgt at inkorporere mere akustiske elementer i deres udtryk såsom Rudimental, Sampha og Jungle.
Et godt eksempel på den nye stil er albumåbneren ’Message’, der med sit rimshot-drevne beat, sin staccato-synth og stemte klaveraccentueringer må kandidere til et af årets bedste numre indenfor sin genre. Så er der førstesinglen ’Sharpness’, der er assisteret af Quadrons Robin Hannibal, og som bærer tydeligt præg af danskerens kattepoteproduktioner, men som også har elementer af den minimalfunk, som Jai Paul og Ben Khan har introduceret i de mellemliggende år.
Gamle fans vil dog ikke blive helt skuffede, for der er også elementer af ’Mirrorwriting’ på ’Making Time’: ’Skin’ er for eksempel en konventionel slowburner med klimakssøgende croon a la Woon.
Netop fordi ’Voodoo’ udgør referencerammen om ’Making Time’ kunne man imidlertid også have ønsket sig, at Woon havde trådt lidt mere ud af sin komfortzone og turdet afsøge nogle af de mere spirituelle og dyriske sider af funken, netop som D’Angelo gjorde. I stedet forekommer vokalen til tider at være lidt for perfekt og udtrykket nogle steder lidt for finpudset, men Woon har med sin søvngængerfunk allivel formået at finde en fin balance mellem tidens tand, sit perfektionistiske sind og funkens kødelighed.
Kort sagt:
Fire år skulle der gå mellem Jamie Woons debutplade og denne efterfølger, og selv om det på mange måder lyder som en ny sanger på en ny plade, formår Woon ikke helt at træde ud af sin komfortzone, men ender dog alligevel med at levere et album, der både demonstrerer forankring og fremsynethed.