Peter Jackson indrømmer fejlslagen ‘Hobbitten’: »Jeg aner ikke, hvad fanden jeg laver«

Peter Jackson indrømmer fejlslagen ‘Hobbitten’: »Jeg aner ikke, hvad fanden jeg laver«

Overlange actionscener, tyndslidte plottråde og et overforbrug af kulørte green-screens var næppe, hvad man havde håbet på, da Peter Jackson blev annonceret som instruktør på ‘Hobbitten’ – men det var ikke desto mindre, hvad vi fik.

Men hvad gik egentlig galt? Ifølge The Guardian kan svaret muligvis findes i et interview med Jackson, der er blandt ekstramaterialet på dvd-udgivelsen af trilogiens sidste film, ‘Femhæreslaget’.

»Da Guillermo Del Toro måtte forlade projektet, og jeg bare hoppede ind og overtog det hele, var der ikke mulighed for at spole tiden halvanden år tilbage og give mig halvanden år til at forberede min version af filmen, der var meget anderledes end hans. Det var umuligt, og derfor måtte jeg begynde optagelser uden at have forberedt størstedelen af filmen«, siger Peter Jackson.

»Du tager på settet, og du winger den, du har de her enormt komplicerede scener, ingen storyboards, og langt hen ad vejen må du bare finde på noget hist og her. Jeg brugte det meste af min tid på ‘Hobbitten’ på at føle, at jeg ikke var på toppen. Hvad angik manuskriptet, så var Frank (Walsh), Philippa (Boyens) og jeg ikke blevet fuldkommen tilfredse med vores manuskripter, inden vi begyndte at optage, så der var enormt meget pres på situationen«.

Yderligere forklarer Peter Jackson, at det i sin tid lykkedes ham at få ‘Femhæreslaget’ udsat på grund af manglende forberedelse og uklarhed omkring historien.

»Der blev sat to måneder af til at filme, og på et tidspunkt inden den første optagedag opsøgte jeg vores producere og studiet og sagde: ‘Fordi jeg ikke aner, hvad fanden jeg laver, fordi jeg ikke har noget storyboard, og fordi jeg slet ikke er forberedt, hvorfor gør vi den så ikke bare hurtigere færdig?«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af