1. ’Preacher’
Er den eksplicitte vold, actionscenerne og den omfangsrige mytologi blandt dine favoritelementer ved ’Game of Thrones’, er tv-udgaven af den monumentale tegneserie ’Preacher’ en oplagt arvtager.
Serien handler om titlens præst med overnaturlige evner, Jesse, hans ekskæreste Tulip og en irsk vampyr, Cassidy, der sammen beslutter sig for at finde Gud, helt bogstaveligt.
Som det måske allerede fremgår, er det et mere spraglet, humorrigt og farverigt univers end ’Game of Thrones’, men omvendt: På papiret lyder drager, telepatisk styrede ulve og genoplivning ved heksekunst jo heller ikke just som neorealisme.
Der er smæk for skillingen i ’Preacher’, som har potentiale til at blive det nye store fantasy-hit.
Kan ses på Viaplay.
2. ’American Crime Story: The People v O.J. Simpson’
Der er meget langt fra kampen om de syv kongeriger til fiktionsfremstillingen af en af de mest berømte amerikanske retssager gennem tiden.
Men begge serier har noget helt afgørende kørende for sig: Evnen til at indfange publikum med velvalgte cliffhangere og den skarpe næse for magtspil og intriger. Som med ’Game of Thrones’ er det svært at slippe den fiktive udgave af retssagen mod football-stjernen, som blev anklaget for at have slået sin ekskone og hendes kæreste ihjel, også selvom man på forhånd ved, hvordan det ender.
Som HBO-serien besidder ’American Crime Story’ desuden et glimrende ensemblecast, fra John Travolta som O.J.’s ven Robert Kardashian til Sarah Paulson som statsanklageren Marcia Clark.
Det er en fortælling, der bølger frem og tilbage fra afsnit til afsnit. Og faktisk har der jo været indtil flere gode retssalsscener i ’Game of Thrones’. Hvis man elskede dem, vil man sikkert også sætte stor pris på ’American Crime Story’.
Kan ses på Blockbuster.
3. ’Underground’
Mens slaveminiserien ’Roots’, som kan ses på HBO Nordic, var meget højtidelig og lidelsesfuld, angriber den mere hypede ’Underground’ sin slavehistorie fra en helt anden vinkel. Den er nemlig spækket med moderne musik fra eksempelvis Kanye West og Frank Ocean, og så fortæller den en genrepræget historie om et flugtforsøg, der nærmest sætter den i familie med klassiske fængselsfilm som ’Flugten fra Alcatraz’.
Historien bygger på en virkelig slaveflugt fra en plantage i Georgia, og den har Aldis Hodge i en særk hovedrolle som fangen, der med kløgt og stædighed sætter det hele i gang. Samtidig tør den vise, at ikke alle hvide under slavetiden var psykopatiske sadister.
Stilistisk er serien en anelse flagrende, men den er fræk som en slagterhund uden nogensinde at miste respekten for det, det hele handler om: En af de værste forbrydelser i menneskehedens historie.
Kan ses på Viaplay.
4. ’Billions’
Tiltaler ’Game of Thrones’ maskuline miljøer og kvikke dialogudvekslinger hos særligt Tyrion og Littlefinger dig særligt meget, er ’Billions’ et godt bud på, hvor du nu skal rette opmærksomheden hen.
Showtime-serien går rygende stærkt, og der er magtkamp for alle pengene, når statsanklageren Chuck Roades (Paul Giamatti) går efter struben på den åleglatte, på overfladen åh-så perfekte finansmilliardær Bobby Axelrod (Damian Lewis).
Som i ’Game of Thrones’ er det dog også i ’Billions’ på mange måder kvinderne, der trækker det længste strå. Chucks kone (Maggie Sif) arbejder nemlig for Axelrod og navigerer i farefuldt farvand, mens Alexrods trofaste hustru Lara bestemt heller ikke ser passivt til.
Nogle vil finde den en smule overopskruet, men som minimum er det en fænomenalt medrivende fortælling.
Kan ses på HBO Nordic.
5. ’Vikings’
Man fornærmer næppe nogen, hvis man hævder, at History Channels vikingeserie blev skabt som en direkte reaktion på ’Game of Thrones’. HBO-serien viste seernes appetit efter middelalderlige universer, brovtende mænd og blodige kampe, og trækker man magien, dragerne og den svimlende produktionsværdi fra, har man således ’Vikings’.
Michael Hirst serie om Ragnar Lothbroks store og voldelige togter har efterhånden kørt i fire sæsoner, og mere end nogensinde før er der grund til at se med herhjemmefra: Det unge danske talent Alex Høgh Andersen har fået en betydelig rolle.
Man skal ikke forvente sig en så kompleks serie som ’Game of Thrones’, men underholdningsværdien er i top. Det har gjort serien til en af de mest populære overhovedet på HBO Nordic.
Kan ses på HBO Nordic her.